Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Kunst)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Her virkede ovennævnte Pleydenwurf’s Elev
Michael Wolgemut (født 1443), alt nævnt
som Billedhugger; fra hans Værksted
udgik Albrecht Dürer (1471—1528), den tyske
Kunsts første store Genius, der har forløst tysk
Aand og Følelse i et kunstnerisk Sprog, hvor
alle fremmede Paavirkninger er smeltede
sammen til en national Støbning, en alt omfattende
Kunstudøver, der foruden i Malerkunsten satte
afgørende Spor ved sin Virksomhed i
Kobberstikkunsten, der gennem 15. Aarh. var
opdyrket i T. (ved en Række navnløse »Mestre«,
hvoraf nævnes »Mester E. S. fra 1466«, ved
Franz Bocholt, Israhel van Meckenen og
særlig Martin Schongauer og andre), men først ved
Dürer kommer ud over sin Famlen i teknisk
som i kunstnerisk Retning og naar sin fulde
Udvikling; endvidere ogsaa i Træsnittet,
ligeledes fremstaaet i 15. Aarh. Ved Siden af
Dürer staar Tidsalderens største
Portrætkunstner, Hans Holbein den Yngre (1497—1543),
udgaaet fra Faderens Værksted i Augsburg,
virksom i Basel og England; han optager i sin
Kunst Paavirkninger fra italiensk Renaissance,
men uden Tabet af sin Originalitet eller
nationale Ejendommelighed. — Mod disse 16. Aarh.’s
store Kunstheroer i tysk Kunst kan ingen af
Efterfølger naa op; som Dürer’s direkte Elever
eller under hans Indflydelse uddannede Malere
skal nævnes: Wolf Traut, Georg Pencz, Hans
Suess von Kulmbach, Hans Schäufelein, Heinr.
Aldegrever, Albrecht Altdorfer samt Brødrene
Barthel og Hans Sebald Beham, der delvis alle
(især de to sidstnævnte »Kleinmeister«) ogsaa
har deres Virksomhed paa Kobberstikkets og
Træsnittets Omraade, og i hvis Produktion der
allerede mærkes den overhaandtagende
Indflydelse fra italiensk Kunst, som fra Midten af
Aarhundredet skulde tage Magten fra det
nationale Kunstliv. Hans Baldung Grün, Mesteren for
et af Tidens ypperste Kirkebilleder, Alteret i
Freiburgs Münster, fremragende i Glasmaleriet,
hørende til den øvrerhinske Skole (Strasbourg),
kom ogsaa ind under Dürer’s Indflydelse. —
Uden for den Dürer’ske Kreds af Kunstnere
er fremtrædende: Hans Burgkmair i Augsburg,
Matthias Grünewald fra Aschaffenburg, der i
Isenheimer-Alteret (Colmar) m. m. skabte en
sjælden Kunst, mægtig og voldsom i Farvens
Styrke og dens Clairobscur og i de
sjælelige Udtryk, samt som Fører for den
sachsiske Skole: Lucas Cranach den Ældre
(1472—1553), endvidere de tre Schweizere Urs
Graf, H. Leu og N. Manuel, ogsaa
Repræsentanter for Schweiz’ kunstneriske
Hovedindsats: Glasmaleriet. Alt, hvad alle disse
nævnte Malere havde indvundet for den tyske
Kunst gennem 16. Aarh. — paa det religiøse
Maleris, Genre- og Landskabskunstens og
delvis ogsaa paa Portrætkunstens Omraade —
fejedes bort af den italienske Modebølge, og
tysk Billedkunsts Forhold er fra da af gennem
17. og 18. Aarhundrede med Hensyn til national
Hævdelse træffende karakteriseret ved Ordet:
Armod, idet gennem disse to Aarhundreder
Kunstherredømmet i T. hovedsagelig var delt
mellem Nederlændere (som Kejser-Hofmaleren
Barth. Spranger fra Antwerpen, Slutningen af
16. Aarh.), Italienere og Franskmænd.
Adskillige af ovennævnte tyske Kunstnere havde selv
i senere Værker gjort Skridt hen imod det
klassicistisk strenge og det italienske Formsprog,
der snart skulde blive blot ydre Stilformler,
saaledes Hans Baldung og Altdorfer, Føreren
for den landskabelig anlagte Donauskole (Wolf
Huber med flere).
Hvad Billedhuggerkunsten angaar,
da har T. i Baroktiden kun een første Rangs
Kunstner: Andreas Schlüter (1664—1714), hvis
Virksomhed falder i Berlin (Kurfyrstens
Rytterstatue etc.); endvidere skal nævnes Raphael
Donner (1692—1741) i Wien. Ligesom ogsaa i
Rokokotiden har Billedhuggerkunsten en overvejende
dekorativ Karakter og yder sit bedste i store
Prunk-Gravmæler (Faistenberger, Permoser i
Dresden, Bruno v. Braun i Prag, Familien
Gröninger i Westfalen og andre), i Dekorationer
af Bygninger o. l. samtidig med, at der
udvikles en i høj Grad raffineret »Kleinkunst«, i 17.
Aarh. særlig ved de kokette Elfenbensarbejder,
i 18. Aarh. hovedsagelig ved den elegante
Porcelænsplastik. — Malerkunsten har i det
angivne Tidsrum heller intet straalende Forløb.
Det betydeligste Navn i 17. Aarh. er Adam
Elsheimer (1578—1610), en aandfuld og poetisk
Landskabskunstner; endvidere fremhæves de to
dygtige Schweizere Tobias Stimmer og Jost
Amman, to fuldblods Klassicister som J. v.
Aachen og J. Heintz, Johan Rottenhammer fra
München, Joachim Sandrart fra Frankfurt, Karl
Screta, Johann Kupetzky og Balthazar Denner
som forholdsvis betydelige Malere. Med den
sidste er vi naaet over i 18. Aarhundrede, hvor
Dyrmaleren Johann Elias Ridinger, den
akademisk-klassiske Raphael Mengs, den dygtige
Portrætmaler Anton Graff, Angelika Kauffmann,
Landskabsmaleren J. A. Thiele og først og
fremmest Maleren, Illustratoren og
Kobberstikkeren Daniel Chodowiecki rager op.
19. Aarhundrede. Allerede i Mengs’ og
Angelika Kauffmann’s Kunst er der Forvarsler
om en ny Tid, der vil søge andre kunstneriske
Idealer end Rokokokunstens. Med Winckelmann’s
Optræden banes Vejen for den antikiserende
Kunsts Gennembrud i Tyskland, og den
danskfødte Maler Asmus Jacob Carstens (1754—98)
er den første, der i sine Kartoner prædiker det
ny Evangelium. — I
Billedhuggerkunsten er den klassiske Retning repræsenteret
af Gottfried Schadow (1764—1850), Christian
Rauch (1777-1857) og Friedrich Tieck
(1776—1851) i Berlin; af Rauch’s Elever hører Friedr.
Drake, Schievelbein, Blaser, A. Fischer, Franz,
Hagen, Dyrbilledhuggeren A. Kiss, Albert Wolff
og Th. Kalide til denne Retning. I München
staar Ludwig Schwanthaler (1802—48) i
Spidsen for den klassiske Bevægelse og i Stuttgart
Joh. Heinr. Dannecker (1758—1841); endvidere
hører herhen de fra Schwanthaler’s Værksted
udgaaede Billedhuggere Schaller, Widnmann,
Brugger og Zumbusch samt de i Wien virkende
Kunstnere Hans Gasser og Fernkorn,
Kundmann, H. Weyr. — Med Ernst Rietschel
(1804—61), Ernst Hähnel, Adolf Donndorf, Kietz og
Joh. Schilling, de tre sidstnævnte Rietschel’s
Elever, gør der sig en vaagnende realistisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
