- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
63

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Musik)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Herzogenberg, Draeseke, Rheinberger,
Max Reger m. fl.

Den Wagner’ske Retning hører derimod
afgjort hjemme i Nyromantikken, fordi den tætte
Forening af Musik og Digtning netop for den
er det springende Punkt. Hos Retningens
Mester, Richard Wagner, er dette som bekendt
ført ud i sine yderste Følgeslutninger ved hans
Opgiven af alle absolutte Kunstformer i hans
ny, alle Kunstarter sammenfattende
»Gesammtkunstwerk«. De Wagner’ske Principper for det
moderne Musikdrama, dettes
dramatisk-musikalske Teknik med Talesang og Ledemotiver
og symfonisk Orkester som psykologisk
Medium, skal der her ikke nærmere dvæles ved.
Deres afgørende Indflydelse ikke blot paa vor
Tids Opera, men paa den moderne Musik i
det hele, vil være kendt nok.
A. H.

Richard Wagner’s Genius og hans Værk
overskyggede længe alt andet i T.’s Musik.
Hans Indflydelse strakte sig langt ud over den
dramatiske Musik, hvor Komponister som
Kretschmer, Ritter, Bungert,
Weingartner, Goldmark, Peter Cornelius
og Humperdinck (uagtet de to sidste i
deres bedste Værker behandler et lettere, —
»eventyragtigt« — Stof end Wagner’s Dramaer).
Max Schillings og Rich. Strauss (i
deres første Operaer) sluttede sig til Wagner’s
Stil og navnlig til hans Værker: »Tristan og
Isolde«, »Parsifal« eller »Mestersangerne«. Men
ogsaa Instrumentalkomponisterne paavirkedes
af Wagner’s Musikideer og udnyttede hans
Nyvindinger, særlig paa Harmonikens og
Orkestrationens Omraader.

Forskellige Retnings- og Hovedskikkelser
lader sig dog snart udskille og paapege i den
nyere tyske Musik. Saaledes den Retning, der
følgende Liszt’s Forbillede fortsatte og
udvidede, væsentlig ved Wagner’ske Midler,
Programmusikken i den »symfoniske Digtning« —
en Tid lang maatte enhver tysk
Orkesterkomponist med Agtelse for sig selv skrive
»Symfoniske Digtninge«; Hovedmanden for denne
Retning er den rigt begavede Richard
Strauss
med en Række af symfoniske
Digtninge, der endog strejfer ind paa det filosofiske
Omraade, men hvis ypperste Værk af denne
Art er den af sydtysk djærv Humor straalende
»Till Eulenspiegel«; og Strauss følger en lang
Række Komponister af anden og tredje
Orden (Hausegger, Reznicek, Noren,
Scheinpflug etc.). Meget længe skulde
denne Musikarts straalende Æra ikke vare;
allerede med selve dens Mester kom den i
Forfald, hans senere symfoniske Digtninge blev
trods deres glimrende og fantasifuldt opfundne
orkestrale Iklædning (hvor Strauss viste sig
som en større Virtuos end nogen hidtil) mere og
mere arme paa Musikindhold, taagede,
smagløse (Domestica) eller udvendige
(»Alpesymfonien«). — En anden Retning og Hovedskikkelse
i tysk Musik (derunder den saa nær beslægtede
østerrigske) møder man ved Siden af Wagner
og hans nærmeste Følge i Johannes
Brahms
, der dels knyttede sig nøje til
Klassicismen og dels søgte Forbilleder i
Folkemusikken og den ældre Kunstmusik; han
stræbte at sammensmelte sit nordtyske tungere
Sind med det lysere, gratiøsere wienske
Musiksyn; Brahms blev Forbilledet for en stor Kreds
af Komponister, og Interessen for hans Musik
er som bekendt endnu levende, maaske endog
stigende. Som hans store Modsætning — en
Tid lang, uden de to Mestres egen Skyld, hans
Antagonist — virkede i Wien Anton
Bruckner
, der ved sin naive Personlighed og sin
mægtig tænkte og følte symfoniske Musik, som
i visse Maader støttede sig til Wagner, i andre
gik helt selvstændige Veje, øvede en stor
Indflydelse paa tyske og østerrigske Komponister
og Musikstuderende. Det religiøse Moment og
den næsten barokt prunkende og overlæssede
Stil i Bruckner’s store Tonedigtninge gik i Arv
til Gustav Mahler, der endda bragte en
Stigning i de ydre Virkemidler, en monstrøs
Udnytten af Orkester, Solosang og Korstemmer;
ogsaa det med Schubert beslægtede
folkelige Element hos Bruckner, der endog indfører
danseagtige Motiver i sine Symfonier
(Scherzoerne), genoptoges af Mahler. Denne betydelige,
splittede, men ikke usympatetiske
Kunstnerskikkelse, i hvis Værker (store »Helaftens«
Symfonier og Sangværker med Orkester) det
sublime og høj-filosofiske mødes med det
ganske naivt og folkelig trallende, vakte ved sin
Fremtræden og en Aarrække derefter — indtil
han, der ogsaa var en nidkær og ubøjelig
Operaleder og -Instruktør, sprængte sig selv i
et »over Evne« — en næppe mindre Opsigt
end Rich. Strauss, og en Række Komponister
stræbte at følge hans Spor. — Sin egen Vej
gik samtidig Max Reger, en bayersk
Folkets Mand, i Besiddelse af forbløffende
Musikerevner, men næppe af en dertil svarende
Kultur og Selvtugt; han var rastløs producerende
og beherskede overlegent al kompositorisk
Teknik, men hans mange Frembringelser, i hvilke
han hovedsagelig sluttede sig til gammel polyfon
Musik (Bach), senere dog ogsaa til moderne
Impressionisme, var ujævne og af vekslende
Værdi — i hans Orgelværker,
Orkestervariationer, Kammermusik og Sange vil man finde de
formentlig livskraftige Dele af hans Produktion;
ogsaa han øvede sin Indflydelse paa de yngre
Musikere. — Medens den i sin Tid mægtige
Leipzigerskoles Hegemoni brødes ved Wagner’s
Fremtræden og siden kun frembragte
underordnede Epigoner, opstod i München en (baade
ud- og indadtil mindre omfattende)
Komponistskole af ny-romantisk, lyrisk Præg; dens
pædagogiske Forbereder var Rheinberger, dens
Hovedskikkelse den ret tidlig døde L.
Thuille
; til denne Retning hører fremdeles
adskillige (syd)tyske Komponister. Endelig bør
nævnes de nordtyske Akademikeres konservative
Kreds: Herzogenberg, Draeseke, M.
Bruch
, G. Schumann, A.
Mendelssohn
, R. Kahn o. s. v.

I det foregaaende er væsentlig tænkt paa
Instrumentalmusiken i T. i den
sidste Menneskealder, idet der dog kun er nævnt
de største førende Navne — thi Komponisternes
Navne er talløse, uden at noget deraf rager op
ved Siden af de nys nævnte, endsige op mod
de verdenskendte Navne, der en Gang var den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0073.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free