- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
69

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stammer, nemlig Cimbrerne og Teutonerne
(s. d.), hvis Angreb de kun med den yderste
Anspændelse af deres Kræfter formaaede at
tilbageslaa, og et halvt Aarhundrede senere
drev vel Cæsar den germanske Folkefører
Ariovist (s. d.) og hans vilde Skarer ud af
Gallien, men indlod sig ikke paa
Erobringsforsøg Ø. f. Rhinen; derimod førte Drusus (s. d.)
40 Aar senere sine sejrrige Legioner frem til
Egnene om Wesers Munding, men Resultatet
af hans Felttog tilintetgjordes ved det
frygtelige Nederlag, Romerne under Varus (s. d.)
led i Teutoburger-Skoven (9 e. Kr.), hvad der
afskrækkede dem fra yderligere og alvorlig
mente Forsøg paa at faa Fodfæste i det fri
Germanien. De blandede sig da heller ikke
direkte i de voldsomme Brydninger mellem de
germanske Stammer, der kendetegner den
følgende Tid, og foruroligedes til Gengæld ikke
synderlig af deres krigerske Naboer; men
henimod Slutningen af 2. Aarhundrede indtræder
der en Forandring heri, idet Germanerne
begyndte at trænge frem mod de romerske
Donau-Provinser, som Kejser M. Aurelius kun
med største Besvær formaaede at dække, og
fra nu af hersker der næsten uafbrudt
Belejringstilstand ved Syd- og Vestgrænsen, der
atter og atter blev angrebne, ogsaa af de tidligere
Ø. f. Elben boende germanske Stammer, der
forlod deres Hjemlande (som nu besattes af
slaviske Folkefærd) for at deltage i den
almindelige Fremrykning mod Syd og Vest.
Trykket af denne blev til sidst saa stærkt, at
Romernes Modstandskraft var brudt paa den
Tid, da den saakaldte Folkevandring (s. d.)
tager sin Begyndelse, saa at ikke alene agri
decumates
maatte opgives, men selve de
romerske Provinser laa aabne for de
fremtrængende Germaner, af hvilke Angelsachserne
bosatte sig i Britannien, Frankerne og
Burgunderne samt Vestgoterne i Gallien og Spanien,
Vandalerne i Nordafrika, medens germanske
Lejetropper af forskellige andre Stammer
gjorde sig til Herrer i Italien og hidførte det
vestromerske Riges Undergang (476). Men medens
de i de forrige romerske Provinser indvandrede
Germaner efterhaanden romaniseredes,
bevarede de i det oprindelige Hjemland
tilbageblivende Stammer deres Sprog og nationale
Sædvaner uforandrede, om end de gamle
Stammenavne forsvandt og gav Plads for ny
Benævnelser paa store Stammeforbund, blandt
hvilke de vigtigste var Sachserne mellem
Nordsøen, Elben og Weser, Frankerne S. f.
Sachserne omkring Main, Thüringerne Ø. f.
Frankerne, Alemannerne og Bayrerne S. f. de to
sidstnævnte. Med Undtagelse af Sachserne blev
disse Stammer i 6. Aarhundrede undertvungne
af den Gren af Frankerne, der havde
bemægtiget sig Gallien, og da ogsaa Sachserne 800
havde maattet opgive deres Selvstændighed,
var altsaa hele det gamle Germanien eller
Østfranken, som det nu kaldtes, blevet en Del af
det vidtstrakte frankiske Rige. Karl den Store’s
administrative System og Hærordning indførtes
naturligvis ogsaa i Østfranken, hvad der
muliggjorde en Udjævning af Forskellen mellem
de enkelte Stammer, der maatte opgive deres
tilvante nationale Styrelsesformer og ikke
længere som før kunde samle sig om folkekaarne
Førere, Hertugerne, idet Valg af saadanne blev
forbudt. Karl den Store’s Rige var dog
sammensat af alt for uensartede Bestanddele, til
at det i Længden kunde holdes samlet under
een Hersker, og allerede under hans Søn og
Efterfølger, Ludvig den Fromme, viste der sig
Tegn til en begyndende Opløsning, og
Katastrofen indtraf da også kort efter hans Død,
idet hans tre Sønner ved Forliget i Verdun
(843) delte Riget, hvorved den næstældste af
Brødrene, Ludvig I, den Tyske, fik alt
Land Ø. f. Rhinen, hvortil 870 lagdes Egnene
mellem Rhinen, Maas og Schelde. Ludvig I
blev saaledes som Konge over Østfranken
Hersker over et Folk, der i eet og alt følte sig
som tysk i Modsætning til de romansk talende
Vestfranker, og han evnede nogenlunde at
opretholde Freden i det ny Rige udadtil og
indadtil. Men efter hans Død (876) var Freden
forbi, idet Riget splittedes mellem hans tre
Sønner, Karloman, Ludvig II og Karl
den Tykke
; vel arvede den sidste sine
Brødres Andele ved deres Død (880 og 882), blev
valgt til fransk Konge samt opnaaede at blive
kronet som romersk Kejser, men formaaede
dog ikke at beskytte Riget mod Normannernes
og Slavernes frygtelige Plyndringer, der
navnlig gik ud over Sachserne. Følgen heraf var,
at disse besluttede at hjælpe sig selv og atter
valgte en Hertug for at faa en Fører i
Kampen mod de farlige Fjender, og de andre
Stammer fulgte Eksemplet. Arnulf af
Kärnten
, en uægte Søn af den ovenfor nævnte
Karloman, blev valgt til Konge i Stedet for
Karl den Tykke, der paa Rigsdagen i Tribur
(887) blev afsat fra sin Værdighed som tysk
Konge. Arnulf tilføjede Normannerne et
afgørende Nederlag ved Löwen (891), trængte
Venderne ved Elben tilbage og tilintetgjorde
det slaviske Rige i Mähren. Ved Arnulf’s Død
(899) kom der atter Ufredstider, idet hans
Søn og Efterfølger, Ludvig III, Barn, ved
Faderens Død kun var 6 Aar gammel, og da
han den største Del af sit Liv var under
Formynderskab, benyttede Stammehertugerne sig
heraf til at gøre sig saa godt som uafhængige
af Kronen, hvis Rettigheder og Indtægter de
tilrev sig, medens de ikke formaaede at yde
tilstrækkelig Modstand mod Magyarernes vilde
Rytterskarer, der nu begyndte at hjemsøge T.
Den eneste paalidelige Støtte, Kongemagten
havde, var Gejstligheden, der efter bedste Evne
søgte at holde Riget sammen, uden at det dog
kunde hindres, at Lothringen faldt fra T. og
sluttede sig til Frankrig, Ved Ludvig Barn’s
Død i Aaret 911 (han var den sidste tyske
Konge af karolingisk Æt) var der kun levnet
Kronen en Skygge af Magt, og Tilstanden blev
ikke bedre under hans Efterfølger, Konrad
I
, Hertug af Franken, idet denne trods alle
sine Anstrengelser hverken formaaede at skaffe
sig Lydighed hos Hertugerne eller at værne
T. mod ydre Fjender, saa at Riget ved hans
Død (918) var saa godt som opløst.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0079.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free