Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det sachsiske Kejserhus (919—1024).
Henrik I, Fuglefænger, hvem Konrad
I paa sit Dødsleje havde udpeget som sin
Efterfølger, naaede at genoprejse det
sammensunkne Rige. Det var kun Sachserne og
Frankerne, der i April 919 havde valgt ham til
Konge, men det varede ikke længe, inden han
fik Hertugerne af Schwaben og Bayern til at
underkaste sig hans Myndighed, og da det
endelig lykkedes ham at faa Lothringen til atter
at slutte sig til T., anerkendte saaledes alle
fem tyske Stammer ham som Konge. Samtidig
hermed angreb han T.’s urolige Naboer mod
Øst, Slaverne mellem Elben og Oder,
undertvang dem og aabnede disse Egne for
Kristendom og tysk Kolonisation, der sikredes ved et
her oprettet Markgrevskab ligesom ved den
kort efter paafølgende Stiftelse af flere
Bispedømmer. Ogsaa Polakkerne og Bøhmerne
holdtes i Ave, medens Magyarerne ikke lod sig
afvise med de Stridskræfter, Henrik kunde raade
over i de første Aar af sin Regering. Han valgte
da at slutte en foreløbig Fred (924) med disse
T.’s Plageaander, der skulde have en aarlig
Tribut, og benyttede nu Tiden til at
reorganisere den gamle Hærordning, der fik en
væsentlig Forbedring ved Indførelsen af Rostjenesten,
saa at et betydeligt Rytteri for Fremtiden
stadig var til Stede. Endvidere byggede han
talrige Borge som Støttepunkter for Forsvaret og
kunde nu med Ro efter 9 Aars Forløb nægte
at betale Tribut til Magyarerne, der som Følge
heraf trængte helt op i Thüringen, men blev
slagne af Henrik i Nærheden af Merseburg
samt paa Sletterne ved Unstrut (15. Marts
933). Herefter holdt Magyarerne sig rolige en
Tid, og ved Henrik’s Død (936) var Riget bragt
i saa forsvarlig Stand, at hans Søn, Otto I,
den Store, uden Modstand kunde lade sig
krone i Aachen. Flere Oprørsforsøg fra
Hertugernes Side blev hurtig kuede og
Ophavsmændene strengt straffede, og for at undgaa
Uroligheder af den Art gav Otto Bayern,
Schwaben og Lothringen som Len til sine
Slægtninge, medens Franken ikke mere fik
en egen Hertug, men styredes af Kongen selv;
sit eget Hertugdømme, Sachsen, skænkede han
til Hermann Billung. Den hertugelige Magt
svækkedes desuden ved Deling af
Hertugdømmerne, ved Oprettelsen af Markgrevskaber og
Indsættelsen af Pfalzgrever (s. d.), der foruden
at bestyre Krongodserne ogsaa skulde holde
Øje med Hertugerne. Da ogsaa Gejstligheden
var ganske afhængig af den mægtige Konge,
kunde Otto uhindret vende sig mod Rigets ydre
Fjender, navnlig Slaverne og Magyarerne. Det
gamle Venderlands Germanisering skred rask
fremad, Polen og Böhmen blev Len af Riget,
og da Magyarerne paa ny faldt ind i T.,
tilføjede Otto dem et saa afgørende Nederlag
paa Lech-Sletterne (10. Aug. 955), at de ikke
mere blev farlige for T.
Otto nøjedes imidlertid ikke med den tyske
Kongekrone, men lagde i den sidste Halvdel
af sin Regeringstid Beslag paa sit Riges
Kræfter til Erobring af Italien. Indkaldt af den unge
italienske Enkedronning Adelheid, hvem han
ægtede, drog han 951 over Alperne og lod sig,
efter at have gjort sig til Herre i Nord- og
Mellemitalien, krone med den lombardiske
Jernkrone i Pavia, hvorpaa han ved et nyt
Hærtog (962) underlagde sig hele Italien og af
Pavens Haand modtog den romerske
Kejserkrone. Denne gik fra nu af over til T., og
da dette var Hovedparten af Kejserdømmet,
kaldtes det ny Romerrige det tysk-romerske,
»das heilige römische Reich deutscher Nation«.
Men idet de følgende tyske Konger vendte
Blikket mod Rom og saa det som et stadigt Maal at
blive kronet af Paven til Kejserværdigheden,
kunde det ikke undgaas, at den
kejserlige Politik tog en Retning, der ikke
stemmede med T.’s nationale Interesse, hvad
der i flere Henseender kom til at virke
hemmende paa den indre Udvikling i selve det
tyske Hjemland, om end dette paa den
anden Side modtog kulturelle Impulser af stor
Værdi fra Italien. Men Otto’s Samtid og
Middelalderen overhovedet kunde kun i Oprettelsen
af det tysk-romerske Rige se et fuldt berettiget
Forsøg paa Virkeliggørelse af Tanken om et
Universalrige, en Tanke, der sysselsatte saa
mange af disse Tiders Statsmænd, Historikere
og Digtere. Tyskerne kunde da heller ikke
klage over, at Otto forsømte dem for Italiens
Skyld, idet han tværtimod styrede ogsaa det
tyske Rige med sin vante Kraft lige til sin Død
(973). Hans Søn og Efterfølger, Otto II,
forstod ligesom Faderen at holde Hertugerne i
Tømme og svække deres Magt (Bayerns
Omraade blev saaledes formindsket ved Udskillelse af
Østerrig og Kärnten, der fik egne Fyrster), ligesom
han hævdede Rigets Overhøjhed over Slaverne
ved Østgrænsen og endog gjorde et Indfald paa
den jydske Halvø. Mindre heldig var han i
Italien, og da han forsøgte at hævde sit
Herredømme i Syditalien mod Grækerne og
Saracenerne, led han ved Barentello i Kalabrien et
Nederlag, der nær havde kostet ham Livet (982).
Allerede det følgende Aar døde han i Rom, og
da hans Søn, Otto III, kun var tre Aar
gammel, og altsaa i lang Tid var under
Formynderskab, kunde de tyske Fyrster uden Fare og
med Udsigt til Held genoptage Forsøgene paa
at udvide deres Magt paa Kronens Bekostning;
de gjorde nu ogsaa Fordring paa Arvelighed af
deres Len og Embeder, et Forlangende,
Formynderregeringen savnede Kraft til at afvise,
saa meget mere som de ringere Vasaller
begyndte at gøre lignende Krav gældende. Den
almindelige Uro og Forvirring forøgedes ved
Slavernes truende Holdning; Polakkerne gjorde sig
uafhængige, og Venderne samlede sig til Angreb
paa de tyske Indvandrere Ø. f. Elben. Under
alt dette opholdt Otto III sig stadig i Italien,
hvor han havde faaet en klassisk Opdragelse,
der gjorde ham ganske fremmed for T., om
hvis Anliggender han ikke bekymrede sig,
medens han drømte om Genoprettelsen af
Romerriget i dets gamle Former og beskæftigede sig
med Planer til en almindelig Kirkeforbedring;
han blev tilsidst fordreven fra Rom og døde
som Flygtning i Viterbo (1002). Den tyske
Krone gik nu over til Henrik II, den
Hellige, Hertug af Bayern (en Sønnesøn af
Henrik Fuglefænger), hvis Valg dog mødte stærk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
