- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
71

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Modstand og kun gennemførtes ved Bayerns,
Frankens og Øvre-Lothringens Hjælp. Det
lykkedes ham efterhaanden at faa de modvillige
Fyrster til at forpligte sig til at respektere
Kronens Rettigheder og til at yde Lenstjeneste, men
til Gengæld maatte han gøre dem store
Indrømmelser, bl. a. anerkende Lenenes Arvelighed. I
Italien genoprettede han ligeledes det tyske
Herredømme, medens han var uheldig i
Kampen med Slaverne, idet han maatte anerkende
Polens Uafhængighed og afstaa Lausitz til den
krigerske Kong Boleslav, ligesom han ikke
kunde hindre, at de tyske Erobringer Ø. f. Elben
gik tabt. Disse Uheld gjorde dog intet Afbræk
i hans Arbejde paa atter at fæstne Rigsenheden.
Hans Virksomhed i denne Retning havde en
sikker Støtte i Gejstligheden, hvis Anseelse han,
strengt kirkelig sindet som han var, paa alle
Maader søgte at hæve, bl. a. ved at give den
store Forleninger og rige Gaver. Da han var
den sidste Mand af det sachsiske Kejserhus, var
de tyske Fyrster ved hans Død (1024) stillede
frit over for Valget af en ny Konge, men
Forholdene i Riget var da saa rolige, at Folk og
Fyrster i fuld Enighed kunde samle sig om en
mægtig og højbyrdig frankisk Greve, Konrad,
der blev Stamfader for et nyt Herskerhus.

Det frankiske eller saliske
Kejserhus
(1024—1125).

Konrad II (»der Salier«) hævdede vel
med fast Haand den kongelige Myndighed over
for Fyrsterne, men gjorde ikke Forsøg paa at
fratage dem Arveret til deres Len og gik
endogsaa ind paa, at dette Princip anvendtes til
Fordel for de ringere Vasaller (i Italien
fastsloges dette 1037 ved Lov), idet han ved denne
Føjelighed haabede at kunne faa Kronen gjort
arvelig i sin Slægt, hvad dog ikke lykkedes ham.
I Italien bragte han fuldstændig Ro til Veje
ligesom ved Østgrænsen, og mod V. udvidede
han T.’s Magtsfære ved 1032 at forene
Kongeriget Arelat eller Burgund (se Burgund) med
T., hvad der ifølge en ældre Traktat med den
sidste burgundiske Konge, Rudolf III, skulde
ske ved dennes Død. Konrad maatte dog med
Hærmagt tvinge de burgundiske Vasaller til at
anerkende ham som Konge, og lod sig gentagne
Gange krone med den burgundiske Kongekrone,
men Burgund kom dog kun til at staa i en
meget løs Forbindelse med det tyske Rige og kom
i de nærmest følgende Aarhundreder helt bort
fra dette. Konrad var saaledes ved sin Død
Bærer af en Kejserkrone og tre Kongekroner,
der nu (1039) gik over til hans Søn, Henrik
III, som alt i Faderens Livstid var valgt til
hans Efterfølger. Henrik III, en af T.’s
mægtigste Herskerskikkelser, holdt ligesom sin
Forgænger med fast Haand Fyrster og Folk til
Lydighed under Kronen. Saaledes maatte
Sachserne bøde haardt for deres Hertugs fjendtlige
Optræden over for sin Overherre, der
erklærede ham i Rigens Acht, ligesom Henrik
ydmygede flere andre mægtige Vasaller og
bortgav de store Kronlen til sine Slægtninge
(Bayern overlod han endog til sin Gemalinde), ja
selv de høje gejstlige Embeder besatte han med
nærpaarørende og Venner. Der herskede
derfor overalt i T. og Italien god Ro og Orden,
saa det blev muligt for Kejseren at give sig i
Kast med den Plan til en Kirkeforbedring, hvis
Virkeliggørelse han vistnok har anset som sit
Livs Hovedopgave. Den gik ud paa en
Kirkerensning i Cluniacensernes (s. d.) Aand,
hvorved Gejstligheden skulde sættes i Stand til i
fuld Frihed for alle verdslige Hensyn at
arbejde i sit høje Kalds Tjeneste. Det var dog
Henrik III’s Mening, at Kirken, netop fordi
dens Rige ikke var af denne Verden, skulde
give Kejseren, hvad Kejserens var, hvoraf f.
Eks. fulgte, at Kronens Ret til at besætte de
gejstlige Embeder blev den samme som før. Det
var med hin Plan for Øje, at Henrik blandede
sig i den forargelige Kirkestrid i Italien, hvor
tre Paver gensidig forkætrede hinanden, idet
han paa Synoden i Sutri (1046) lod alle tre
afsætte, hvorpaa han satte en tysk Biskop paa St.
Peter’s Stol, og han understøttede nu af al
Magt de pavelige Bestræbelser for at højne
Kirkens Magt og Anseelse. Den videre Udvikling
i denne Retning oplevede han dog ikke, idet
Døden bortrev ham i hans kraftigste
Manddomsalder (1056). Da hans Søn og Efterfølger,
Henrik IV, dengang kun var tre Aar
gammel og derfor blev sat under Formynderskab af
sin Moder, var Tiden kommen for de tyske
Fyrster til at gøre sig betalt for den ilde
Medfart, der var bleven dem til Del fra Henrik III’s
Side, og de tøvede da heller ikke med at rejse
sig mod Formynderregeringen og tilrive sig
store Fordele paa Kongemagtens Bekostning. Da
Henrik IV, befriet for sine forhadte
Formyndere ved Ærkebiskop Adelbert af Bremen’s
Hjælp, selv greb Tøjlerne, forværredes
Forholdene endnu mere, idet han i voldsom
Forbitrelse over Fyrsternes Færd i hans
Mindreaarighed begyndte en Hævnkrig mod dem; vel
maatte de give tabt, efter at de havde lidt et
stort Nederlag ved Hohenburg (1075), men om
Forlig var der ikke Tale, og kun ved de
haardeste Tvangsmidler, navnlig i Sachsen, kunde
Henrik hindre Oprøret i at bryde løs paa ny.
Ikke desto mindre indlod han sig netop paa
dette Tidspunkt i en ny Kamp, idet han optog
den Handske, der tilkastedes ham af Pave
Gregor VII, Repræsentanten for den
Reformbevægelse, Henrik’s Fader selv havde støttet.
Gregor, der allerede som Kardinal havde faaet
Pavevalget gjort uafhængigt af kejserlig
Indflydelse, og senere som Pave ved Cølibatsloven
havde, som han mente, fjernet Gejstligheden
fra alle jordiske Interesser, vilde nu ved Loven
om Simoni fastslaa Kirkens Eneret til
Besættelse af gejstlige Embeder, og da Henrik IV ikke
tog noget Hensyn hertil, stævnede Paven ham
til at give Møde for en Kirkeforsamling.
Forbitret herover og over Gregor’s Intervention til
Fordel for nogle fængslede sachsiske Biskopper,
lod Henrik Paven afsætte paa en Synode i
Worms (Jan. 1076), hvad Gregor besvarede med
en Bandbulle. Heraf tog de tyske Fyrster straks
Anledning til paa ny at rejse sig mod deres
Overherre, der nu, forladt af alle, nødtes til
paa en Rigsdag i Tribur (Oktbr 1076) at indgaa
paa et ydmygende Forlig, men da Afgørelsen
af Spørgsmaalet om Afsættelse af den bandlyste
Konge udsattes til en i Febr 1077 sammenkaldt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0081.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free