- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
72

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rigsdag i Augsburg, besluttede Henrik at
komme Fyrsterne i Forkøbet ved forinden den Tid
at formaa Paven til at ophæve Bandlysningen,
og han foretog da sin tunge Bodsgang til
Canossa, der (Jan. 1077) endte med, at han ved
fuldstændig Underkastelse under Gregor’s Vilje
fik sit Ønske opfyldt. De skuffede tyske Fyrster
valgte ikke desto mindre en Modkonge,
Rudolf af Schwaben, men det lykkedes dog
Henrik, efter at Rudolf var død af sine i
Slaget ved Zeitz modtagne Saar (1080), at gøre sig
til Herre over Oprøret, hvorpaa han atter drog
over Alperne, denne Gang i Spidsen for en
Hær, og bemægtigede sig Rom, medens Gregor
flygtede til Normannerne i Syditalien, hvor han
døde i Salerno (1085). 1084 lod Henrik sig af
en »Modpave«, Clemens III, tildele
Kejserkronen. De følgende Paver fortsatte Kampen, og da
de tyske Fyrster atter rejste sig under
Ledelse af Henrik’s egne Sønner, var den paany
bandlyste Kejsers Modstandsevne brudt, og han
maatte søge Tilflugt i Liège, hvor han døde
(1106) efter at have nedlagt Kejserkronen
1105. Hans Søn og Efterfølger, Henrik V,
genoptog, skønt han hidtil havde fundet Støtte
hos Gejstligheden, sin Faders Kirkepolitik, men
efter nogle Aars Stridigheder med Paven og
efter Udbrudet af aaben Krig mellem Henrik
og hans tidligere Venner, de tyske Fyrster, der
tilføjede ham et Nederlag ved Welfsholtz (1115),
gik Henrik, træt af Kampen, endelig ind paa
det tilbudte Forlig, og sluttede med Pave
Calixtus II Konkordatet i Worms (1122), der
afgjorde den langvarige Investiturstrid til Kirkens
Fordel. Tre Aar efter døde Henrik V (1125) som
den sidste Mand af det frankiske Kejserhus,
der i væsentlig Grad havde forringet Kronens
Magt ved Anerkendelse af Lenenes Arvelighed
og Kirkens Eneret til Besættelse af gejstlige
Embeder.

Det hohenstaufiske Kejserhus.

Det store Interregnum.
(1138—1273).

De to hohenstaufiske Brødre, Hertugerne
Frederik af Schwaben og Konrad af Franken,
Henrik V’s Søstersønner, var nærmest berettigede
til at komme i Betragtning ved Valget af
Henrik’s Efterfølger, men deres store Magt og
Rigdom skræmmede Fyrsterne, og Kronen tilfaldt
derfor ikke nogen af dem, men Lothar af
Supplingenburg, Hertug af Sachsen, der havde været
en heftig Modstander af Henrik V. Lothar
II kom straks i Strid med de
hohenstaufiske Brødre, da han forlangte, at de skulde
tilbagegive alle efter Henrik V arvede
Allodialgodser, hvad Brødrene nægtede, og for at
kunne optage Kampen med dem søgte han en
Støtte hos Hertug Henrik den Stolte af Bayern,
hvem han gav sin Datter Gertrud til Ægte,
hvorved det welfiske Hus, hvis Hoved Hertugen
var, fik Udsigt til at arve Lothars
udstrakte Allodialbesiddelser i Nordtyskland
(Braunschweig-Lüneburg). Hohenstauferne maatte
efter en fleraarig Modstand give tabt og gik ind
paa et Forlig, hvorved de beholdt de omstridte
Godser, dog ikke som Allodier, men som
Rigslen. Da Lothar ingen Sønner havde, overgav
han paa sit Dødsleje (1138) Rigsklenodierne til
sin Svigersøn, Henrik af Bayern, hvem han
ogsaa forlenede med Sachsen, men denne store
Magtudvidelse bevirkede, at Fyrsterne ikke
valgte ham, men Hertug Konrad af Franken
til Konge. Konrad III, den første
Hohenstaufer paa T.’s Trone, forlangte af Henrik den
Stolte, at han skulde tilbagegive Sachsen, og
da Hertugen nægtede at adlyde, fratog han
ham baade Bayern og Sachsen og erklærede
ham i Rigens Acht, men Henrik satte haardt
imod haardt, og Følgen heraf blev, at det kom
til aabenlys Kamp mellem Henrik’s Tilhængere,
Welferne, og Konrad’s, Waiblingerne (disse to
Partinavne fik senere en helt anden Betydning,
se Ghibelliner), der efter Henrik’s Død
(1139) fik Overtaget og nødte Welferne til at
indgaa et Forlig (Frankfurt 1142), der bestemte,
at Henrik den Stolte’s Søn, Henrik Løve, skulde
have Bayern (fra hvilket dog Markgrevskabet
Østerrig udskiltes som et selvstændigt
Hertugdømme) tilbage samt Allodierne i Nordtyskland,
men give Afkald paa Sachsen. Saaledes var
Freden genoprettet i T., medens der herskede
en saadan Uro og Forvirring i Italien, at
Konrad foretrak at opgive Kejserkroningen
fremfor at blande sig i Forholdene dernede. Han
deltog i det 2. Korstog (1147—49), som fik et
højst ulykkeligt Udfald, idet den tyske Hær gik
næsten helt til Grunde i Lilleasien, og efter et
forgæves Forsøg paa at erobre Syrien vendte
Konrad 1148 tilbage til T., hvor han døde 1152.
Da hans Søn var mindreaarig, anbefalede han,
før han døde, Fyrsterne at vælge hans
Brodersøn, Hertug Frederik af Schwaben, til hans
Efterfølger, og da Fyrsterne fulgte Raadet,
besteg Hertugen den tyske Trone som
Frederik I (Barbarossa). Denne følte sig
mindre som tysk Konge end som romersk Kejser,
idet han betragtede det som sin Ret og Pligt
først og fremmest at skaffe Kejserkronens
Bærer Anerkendelse som Kristenhedens
Overhoved, som øverste Dommer i Folkenes og
Fyrsternes Stridigheder. I hans Regeringstid kom
tysk middelalderlig Kultur til at udfolde sig
stærkt. Den gennem Rostjenesten opstaaede
Adel. blev nu et glimrende Ridderskab, der ikke
alene forstod at bruge Sværdet, men var i
Besiddelse af Tidens fineste Dannelse og gennem
Minnesangen har sat sit Stempel paa en
ejendommelig Side af tysk middelalderlig Poesi; de
rigt udstyrede gejstlige Stiftelser og Klostre
blev Brændpunkter for Tidens videnskabelige
Stræben, den tyske Kunst satte sig herlige
Mindesmærker i de prægtige Kirkebygninger,
hvortil Grundstenene nu lagdes overalt i Riget, og
Erhvervslivet var i frodig Fremgang med
Støttepunkter i de opblomstrende Stæder, hvor en
kraftig Borgerstand snart vidste at skaffe sig
politisk Betydning ved Siden af Adel og
Gejstlighed. Der sporedes en tydelig Stigning i den
almindelige Velstand, fremmet ved den Fred
og gode Orden, Frederik I tilvejebragte alle
Vegne i de tyske Lande, og for hvis Skyld han
endog tilbagegav Henrik Løve Sachsen (dog
blev Sachsens Omraade formindsket ved, at
Mark Brandenburg blev udskilt derfra som et
selvstændigt Len af Kronen). At Freden heller
ikke udefra blev brudt, søgte han at opnaa ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0082.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free