- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
74

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

rejst et Oprør mod ham. Paa en glimrende
Rigsdag i Mainz forkyndte han den første
almindelige Landefred i T. og oprettede samtidig
hermed en med Kronens Dommermyndighed
udrustet Rigsret, ligesom han for at vinde
Fyrsterne gav dem fuld landsherrelig Højhedsret
over deres Territorier. De tyske Fyrster, hvis
Antal var blevet meget betydelig forøget efter
de gamle Folkehertugdømmer Lothringen,
Franken, Schwaben og til Dels Sachsen og Bayerns
Opløsning, stod nu over for Kronen som en af
denne temmelig uafhængig Rigsstand,
bestaaende af Hertuger, Pfalzgrever, Landgrever,
Markgrever, Ærkebiskopper, Biskopper og fyrstelige
Abbeder; uden for Fyrsterne dannede Greverne
og Herrerne (Ridderne) et mægtigt Aristokrati,
der i den følgende Tid ogsaa vandt
Rigsumiddelbarhed, hvad ligeledes blev Tilfældet med de
større Stæder. Til Gengæld for sin
Eftergivenhed over for Fyrsterne fik Frederik II sin Søn
Konrad valgt til Tronfølger og forlod derpaa T.,
om hvis Anliggender han ikke mere bekymrede
sig synderlig, for i Italien at genoptage Kampen
med Lombarderne, som han tilføjede et stort
Nederlag (1237), men Stæderne fik stadig
Understøttelse af Paven, der 1239 satte Kejseren i
Band, da denne havde gjort sin uægte Søn
Enzio til Konge af Sardinien, hvad der gav
Anledning til, at den gamle Strid mellem Pave og
Kejser blussede op paa ny og det med en
saadan Voldsomhed, at Pave Innocens IV greb til
det yderste Middel, Pavestolen kunde anvende,
idet han paa en Kirkeforsamling i Lyon (1245)
erklærede Frederik II for afsat og opfordrede
de tyske Fyrster til at vælge en ny Konge. Det
viste sig, hvor svagt Baandet var mellem
Frederik og Tyskerne, idet de fleste Fyrster fulgte
Pavens Opfordring og valgte først Landgrev
Henrik Raspe af Thüringen (1246—47) og
dernæst Grev Vilhelm af Holland (1248—56)
til Konge, medens Konrad, den udvalgte
Tronfølger efter Frederik II, kun beholdt Magten i
en Del af Sydtyskland, som han ved Frederik
II’s Død (1250) forlod for at sætte sig i
Besiddelse af sit Arverige i Italien. Her døde
Konrad IV imidlertid allerede 1254 som den sidste
Hohenstaufer paa T.’s Trone, og med hans Søn
Konradin (s. d.), der under et Forsøg paa
at generobre Neapel blev fanget og henrettet
paa Karl af Anjou’s Befaling (1268), uddøde den
ægte mandlige Linie af Huset Hohenstaufen. I
T. havde efter Vilhelm af Hollands Død (1256)
det hohenstaufiske Parti, da Konradin dengang
var et Barn, valgt den engelske Prins
Richard af Cornwall til Konge, medens
de andre Fyrster valgte Alfons X af
Kastilien
, men da den første, efter at være
kronet i Aachen yderst sjælden kom til T.,
medens den sidste, hvis Moder var en Datter
af Filip af Schwaben, aldrig satte sin Fod der,
var Riget i Virkeligheden uden Regent, og
Tiden fra 1256 til 1273 kaldes derfor det store
Interregnum
. I disse Aar maatte enhver
værge for sig, saa godt han kunde, da der ingen
Rigsstyrelse fandtes, som kunde skifte Lov og
Ret for alle og opretholde Landefreden.
Fyrsterne og Ridderne, der ofte optraadte som
rene Røverriddere, kunde ganske uhindret
hengive sig til indbyrdes Fejder. Til Værn mod
Overlast søgte de svagere imidlertid Beskyttelse
hos de mægtigere eller sluttede sig sammen for
at kunne sætte haardt imod haardt, hvad
navnlig de befæstede Stæder (af hvilke ikke faa nu
tiltvang sig Rigsumiddelbarhed) ved Dannelsen
af kraftige Stadforbund ikke havde vanskeligt
ved. Selvstændighedsfølelsen og Tilliden til egen
Kraft voksede i den Grad, at de mindre
Organismer i det halvt opløste Rigslegeme var i
Stand til paa egen Haand at arbejde videre
eller haandhæve det bestaaende; det var netop
i denne Tid, at Hansestædernes Handelsvælde
tog Fart, ligesom de Schlesiske Fyrster kort
før ved egen Hjælp tilbageslog Mongolernes
Forsøg paa at trænge ind i T.

Kronen skifter mellem Fyrster
af forskellige Slægter, indtil den
endelig tilfalder Huset Habsburg

(1273-1438).

Efter Richard af Cornwall’s Død fik T. ved
Kurfyrsternes Valg 1273 endelig atter en
Konge, Grev Rudolf af Habsburg, der
tilhørte en gammel og anset Slægt, men ikke var
i Besiddelse af noget Landomraade af
Betydning. Dette sidste var dog netop en Anbefaling
i Fyrsternes Øjne, da de frygtede for, at en
Konge med stor Husmagt vilde blive farlig for
deres Selvstændighed; men da Kronens Gods
for længst var gaaet tabt, og dens Rettigheder
for største Delen overdragne til Fyrsterne,
maatte de tyske Konger for at kunne hævde
deres Stilling over for disse nødvendigvis støtte
sig til en stærk Husmagt. Derfor søgte Rudolf I
straks at udvide sine snævert begrænsede
Besiddelser, og han sikrede efter en Kamp med
Böhmen sin Slægt Besiddelsen af de ledige
Rigslen Østerrig, Steiermark, Krain og Kärnten.
Med stor Kraft og Dygtighed arbejdede han,
der aldrig fik Tid til noget Romertog, paa at
genoprette Landefreden, hvad ogsaa for en Del
lykkedes; navnlig gik det ud over
Røverridderne, af hvilke mange blev straffede med
Døden, medens deres Borge blev nedrevne. Efter
Rudolf af Habsburg’s Død (1291) havde
Kurfyrsterne gjort klogest i for Rigets Skyld at vælge
hans ældste Søn Albrecht af Østerrig til hans
Efterfølger, men Frygten for hans myndige og
energiske Personlighed samt Hensynet til hans
store Husmagt bragte dem til at kaste deres
Stemmer over paa den landfattige Grev Adolf
af Nassau
, der maatte indgaa paa
byrdefulde Forpligtelser over for Fyrsterne. Da han
for at ophjælpe sin svage Stilling søgte at
udvide sine Familiebesiddelser, blev
Misstemningen mod ham saa almindelig, at de rhinske
Kurfyrster, over for hvem han ikke havde holdt
sine Løfter, fik sat igennem, at han blev
erklæret for afsat, hvorefter Albrecht af
Østerrig
blev sat paa Tronen i hans Sted, og da
Adolf satte sig til Modværge, blev han
overvunden af Albrecht og slaaet ved Göllheim (nær
Worms), hvor han fandt Døden (2. Juli 1298).
Den ny Konge optraadte som en myndig Herre
over for Fyrsterne, skønt han havde maattet
gøre dem meget betydelige Indrømmelser,
ligesom han med stor Strenghed var virksom for
Landefredens Opretholdelse. Han vandt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0084.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free