- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
75

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bonifacius VIII for sig ved at love ikke at ville gøre
noget Tog til Italien, og denne Pavestolens
velvillige Stemning vilde han endog benytte til at
opnaa en uafhængig Stilling over for Fyrsterne
ved at faa Kronen gjort arvelig i sin Slægt,
idet Bonifacius skulde bringes til at ophæve
Kurfyrsternes Valgret ved en pavelig Bulle. Men
Planen blev til intet, da Bonifacius døde (1303).
Albrecht led, da han vilde bemægtige sig
Thüringen, et føleligt Nederlag her, som han ikke
naaede at faa genoprettet, inden han blev
myrdet af sin Brodersøn i Nærheden af Habsburg
(1. Maj 1308). Ærkebiskop Peter af Mainz, der
ikke havde været fremmed for Kongemordet,
skyndte sig at uskadeliggøre Habsburgerne ved
at lede Kurstemmerne over paa Grev Henrik
af Luxembourg, der ogsaa, ved sin Broder,
Ærkebiskop Balduin af Trier’s Hjælp, blev
hævet op paa den tyske Trone. Henrik VII var
heldig nok til snart efter sin Kroning at kunne
give sin ringe Husmagt en meget betydelig
Tilvækst, idet han paa Anmodning af de bøhmiske
Stænder forlenede sin Søn Johan, der var gift
med en bøhmisk Prinsesse, med det ledige
Rigslen Böhmen, hvad der gav Henrik en stærk
Stilling over for de fjendtlig sindede
Habsburgere. Han drog 1310 over Alperne ned i Italien,
hvor ingen tysk Konge havde sat sin Fod siden
Hohenstaufernes Dage, og blev modtagen med
Jubel af Ghibellinerne, ligesom Paven en Tid
lang var ham venlig sindet, saa at han uden
Vanskelighed blev kronet med Jernkronen 1311
og med Kejserkronen 1312. Senere blev han dog
bandlyst, og han naaede i det hele ikke ved sit
Romertog, som det var hans Maal, »at
tilbagegive Verden Freden«. Han døde i Italien (1313).
Om hvem der skulde være hans Efterfølger,
var Kurfyrsterne uenige, og Striden endte da
med, at nogle valgte Hertug Frederik af
Østerrig
til Konge, medens Modpartiet paa
samme Tid (1314) valgte Hertug Ludvig af
Bayern
. Der udbrød nu en fleraarig Kamp
mellem de to Konger, der først afsluttedes, da
Frederik var bleven Ludvig’s Fange efter at
have lidt et Nederlag ved Mühldorf (1322).
Ludvig fik Magten i den største Del af Riget,
og efter at han 1325 havde sluttet Fred og
Forlig med Frederik af Østerrig (der gav Afkald
paa Kejserkronen og Italien og nøjedes med at
blive Medregent i T., hvad han vedblev at være
til sin Død 1330), ansaa han sin Stilling for
saa betrygget, at han 1327 turde indlade sig
paa et Romertog, der for saa vidt fik et heldigt
Udfald, som han, efter at have afsat Pave
Johan XXII, af den nye Pave, Nikolaus V, blev
kronet til Kejser og vandt ikke faa Tilhængere,
men Folkestemningen vendte sig snart meget
stærkt imod ham og Kejseren saa sig nødsaget
til over Hals og Hoved at forlade Italien, hvor
han ikke havde opnaaet andet end at styrke
Italienernes Had til Fremmedherredømmet,
skønt han havde bortgivet Kronens Rettigheder
i udstrakt Maal til Fyrster og Stæder. De af
Frankrig afhængige Paver i Avignon vilde
hævde Pavestolens Ret til at have den afgørende
Stemme ved Kongevalg i T. og i Stridigheder
mellem dets Fyrster, hvad der bragte
Kurfyrsterne til ved den saakaldte Kurforening
i Rens
(16. Juli 1338) at fastslaa, at den
endelige Gyldighed af et tysk Kongevalg afgjordes
ved Kurfyrsternes Votering, men ikke ved
pavelig Stadfæstelse, hvorpaa Ludvig IV paa
den derpaa følgende Rigsdag (8. Aug. s. A.)
erklærede, at den, der blev valgt til tysk Konge,
med det samme ogsaa var romersk Kejser,
saaledes at Kroning ved Pavens Haand ikke var
nødvendig. Men skønt Kejseren her havde
handlet i Overensstemmelse med Fyrsterne, var
deres Stemning mod ham dog alt andet end
venlig sindet paa Grund af hans ihærdige
Virksomhed for at udvide sine Familiebesiddelser.
Han blev til sidst saa ilde anskreven hos
Kurfyrsterne, at det lykkedes Frankrig og Paven
at bevæge nogle af dem til at erklære Ludvig
IV for afsat (1346) og vælge Karl af Böhmen,
Henrik VII’s Sønnesøn, til Konge. Ludvig
besluttede at bekæmpe Modkongen ved
Vaabenmagt, men hindredes deri ved en pludselig Død
(11. Oktbr 1347). De til det bayerske Parti
henhørende Kurfyrster opstillede Grev Günther
af Schwarzburg
som Modkonge mod
Karl af Böhmen, men da Günther kort efter
sit Valg (Januar 1349) var bleven syg, fandt
han sig foranlediget til at opgive sine
Fordringer paa Kronen mod Udbetaling af en Sum
Penge, og ved hans straks derefter paafølgende
Død (Juni s. A.) blev Karl af Böhmen som
Karl IV anerkendt i hele Riget. Ved sin
udmærkede Styrelse af sit Arverige har denne
Fyrste skaffet sig et højt hædret Navn i
Böhmen, der under ham opnaaede en
Glansperiode, det næppe senere har set Magen til (se
Böhmen), medens han kun bekymrede sig
lidet om T. Det faldt dog i hans Lod paa
Rigsdagen i Metz 28. Septbr 1356 at udstede den
saakaldte gyldne Bulle, det første
Aktstykke i T.’s Historie, der faar Karakter af
Rigsgrundlov, om det end i Hovedsagen kun er
en lovmæssig Stadfæstelse af alt bestaaende
Tilstande. Heri bestemmes der, at det tyske
Kongevalg alene tilkommer de syv Kurfyrster,
Ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Köln som
Rigskanslere for henholdsvis T., Burgund og
Italien, Pfalzgreven ved Rhinen som Rigsdrost,
Hertugen af Sachsen som Rigsmarskal, Kongen
af Böhmen som Rigsmundskænk og
Markgreven af Brandenburg som Rigsskatmester; om
pavelig Stadfæstelse er der derimod slet ikke
Tale. Valgretten var knyttet til Besiddelsen af
Kurlandene, der derfor erklæredes for udelelige
og arvelige efter Førstefødselsretten. Endelig
bestemtes det, at Kronen skulde indhente
Kurfyrsternes Raad ved Ordningen af alle
Anliggender, der var af Betydning for Riget.
Herved blev Tyngdepunktet i Rigsstyrelsen flyttet
over i Kurfyrstekollegiet, hvad der selvfølgelig
svækkede Kronens i Forvejen stærke
begrænsede Magt og tillige gav Kurfyrsterne Forrang
for de andre Fyrster, som nu stræbte efter at
komme op paa Siden af deres begunstigede
Standsfæller ved Forøgelse af deres Privilegier,
hvilket ogsaa for en Del lykkedes dem. Men
ved disse to Rigsstænders voksende Magt følte
Stæderne sig brøstholdne, og da de ikke kunde
vente nogen væsentlig Støtte hos Kronen, søgte
de at hjælpe sig selv ved Stadforbund, der

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0085.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free