- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
77

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sig ved Flugt. Imidlertid blev det Frederik III,
der i sin Iver for at udvide sin Families
Besiddelser lagde Grunden til Huset Habsburg’s
Stormagtsstilling ved at bringe et Ægteskab i
Stand mellem sin Søn Maximilian og Karl den
Dristige’s Datter og Arving, Maria af Burgund,
ligesom han 1491 skaffede sin Slægt Udsigt til
at vinde Böhmens Krone.

Hans Søn, Maximilian I, blev 1493
sin Faders Efterfølger (til Kejser blev han
aldrig kronet og var den første tyske Konge,
der antog Kejsertitlen uden denne Ceremoni,
hvad der efter Karl V’s Tid blev det
almindelige). Han vilde igen gøre Kejserdømmet til en
politisk Faktor af Betydning; men da han
manglede Magtmidler dertil, kunde han ikke
undvære Rigets Hjælp, og for at opnaa denne
var han til Gengæld villig til at gaa ind paa
Stændernes Fordring paa Gennemførelsen af de
saa længe attraaede, men stadig udsatte
Reformer i Rigsforfatningen. Dette skete paa
Rigsdagen i Worms 1495. Her proklameredes først
den evige og almindelige Landefred ɔ: den
gjaldt for hele Riget og til enhver Tid,
hvorfor Fejderetten ophævedes og Brud paa
Landefreden straffedes med Achterklæring. Alle
fremtidige Stridigheder mellem Rigsstænderne
henvistes til den nyoprettede Rigskammerret,
hvortil de fornødne Midler skaffedes til Veje ved en
almindelig Skat. Den aarlig sammentrædende
Rigsdag skulde vaage over Landefreden og
Gennemførelsen af Rigskammerrettens Domme
samt raadslaa om Rigets Tarv i det hele;
Antallet af Rigsstænder, der deltes i tre Klasser,
Kurfyrsterne, de andre Fyrster og Stæderne,
som dog ikke havde fuld Stemmeret
(Ridderskaberne havde slet ingen Repræsentation paa
Rigsdagen), var omtrent 250, men da flere af
de mindre Stæder havde fælles
Repræsentanter, var Rigsdagens Medlemstal c. 100. Da
Rigsdagen imidlertid var alt for tungt
arbejdende til at kunne varetage de administrative
Hverv, der var den overdragne, nedsattes der
for at raade Bod herpaa et staaende Udvalg,
det saakaldte Rigsregimente (1501), der bestod
af tyve Medlemmer, og Riget deltes, til bedre
Sikring af Landefreden, i 6, senere i 10 Kredse,
hver under et Kredsdirektorium; Böhmen og
dets Lydlande holdtes dog uden for
Kredsdelingen, og Edsforbundet nægtede at anerkende
Rigskammerretten for sit Vedkommende,
ligesom det af den Grund heller ikke vilde udrede
den vedtagne Rigsskat. Maximilian’s Forsøg
paa med Magt at tvinge Edsforbundet til at
opgive sin rigsfjendtlige Holdning mislykkedes
ganske, og ved Freden i Basel (1497) maatte
Riget opgive sine Fordringer over for Schweiz,
der fra nu af faktisk var løst fra sit
undersaatlige Forhold til den tyske Krone. Lige saa
uheldigt blev det endelige Resultat af hans
Anstrengelser for at drive Franskmændene ud af
Italien, hvor han desuden mødte en saa afgjort
Modstand hos Paven og Venetianerne, at han
til sidst maatte opgive alt Haab om atter at
bringe den kejserlige Autoritet til Gyldighed
S. f. Alperne. Mismodig over sit stadige Uheld
skød han Skylden derfor over paa de tyske
Stænder, der efter hans Mening havde ydet ham
utilstrækkelig Understøttelse, og Følgen af hans
uvillige Stemning blev da, at han stillede sig
kølig over for Gennemførelsen af
Rigsreformerne; saaledes sygnede Rigsregimentet hen,
Fejdeuvæsenet begyndte igen (Maximilian
deltog endogsaa selv i en Fejde), og
Rigskammerretten fik en farlig Medbejler i den
nyoprettede Hofret i Wien. Maximilian havde inden
sin Død (1519) den Glæde at se sin ældste
Sønnesøn Karl, der efter sin Fader, Filip den
Smukke, havde arvet Nederlandene, blive
Herre over det vældige spanske Monarki efter sin
Morfader, Ferdinand den Katolske’s Død (1516),
medens den anden Sønnesøn, Ferdinand, ved
sit Ægteskab med en Søster til Kongen af
Ungarn og Böhmen, Ludvig II, kunde vente, at
disse Riger vilde tilfalde ham, hvad ogsaa
skete 1526. Denne uhyre Forøgelse af den
habsburgske Husmagt kom imidlertid ikke det
tyske Rige til gode, da største Delen af
Habsburgernes Territorier og dermed deres
politiske Interesser laa uden for dette, hvad der
oven i Købet havde til Følge, at ogsaa deres
indenrigske Besiddelser efterhaanden droges
bort fra T.

Efter Maximilian I’s Død tilbød Kurfyrsterne
deres Kollega, Frederik den Vise af Sachsen,
Kronen; men da han afslog Tilbudet, havde
Kurkollegiet Valget mellem to Tronkandidater,
den ovenfor nævnte Karl af Østerrig og den
franske Konge Frants I, og da den første af
dem blev foretrukket, føjede han altsaa 1520
Kejsertitlen til sine øvrige Værdigheder. Karl
V’s vældige Husmagt kastede ganske vist Glans
over Kejserkronen, men T. høstede ikke Gavn
deraf, da Kejseren, født og opdraget i
Nederlandene, altid, skønt han var af tysk
Afstamning, vedblev at føle sig som Udlænding mellem
Tyskerne. Hans Maal var Dannelsen af et
Universalrige, hvori alle hans Besiddelser og
samtlige tyske Lande skulde gaa op som i en højere
Enhed, men dette maatte T. naturligvis bøde
for, da Riget netop nu trængte til en Hersker,
som ved en national tysk Politik kunde lede
det uskadt gennem en Omvæltningsperiode som
den daværende. Paa det religiøse Omraade
fremkaldte Luther’s Optræden et Gennembrud,
der ved den katolske Kirkes uforsonlige
Holdning endte i en Kirkespaltning og til sidst
bragte de to Parter til at gribe til Vaaben
mod hinanden. I politisk Henseende kom
Ufreden fra Ridderskabets og Stædernes
fjendtlige Stilling over for Fyrsterne; Rigsridderne,
der følte deres Eksistens som militær Stand
truet ved den stigende Anvendelse af
Landsknægtene som Lejetropper og var udelukkede
fra Repræsentation paa Rigsdagen, troede nu
Tiden kommet til med Vaaben i Haand at
forsvare deres Interesser, hvad f. Eks. Franz v.
Sickingen (s. d.) gjorde, men slige Forsøg førte
ikke til noget, lige saa lidt som Stæderne kunde
tænke paa at sætte deres Fordringer igennem
med Magt, især da flere af dem led under
indre Uroligheder, idet de fra Magistraturen
udelukkede lavere Borgerklasser rejste sig til
Kamp for politisk Ligeberettigelse med den
regerende Klasse, Patricierne. Endelig vidnede
de paa ny opblussende Bondekrige om, at den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0087.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free