- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
79

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

de Katolske; enhver Rigsstand skulde for
Fremtiden have jus reformandi ɔ: Ret til efter at
være gaaet over til den evangeliske Kirke at
indføre Reformationen i sit Territorium; dog
bestemtes ved det saakaldte »gejstlige
Forbehold« (reservatum ecclesiasticum), at gejstlige
Stænder ikke skulde have jus reformandi, men
at de, hvis de forlod Romerkirken, skulde
tilbagegive deres Stifter til denne. Med Frankrig
endte Krigen 1556, idet den franske Krone,
trods, alle Anstrengelser fra Karl V’s Side,
erhvervede Stifterne Metz, Toul og Verdun.

Freden i Augsburg blev vel ikke en
fuldstændig og endelig Afgørelse af
Religionsstriden, dertil indeholdt »det gejstlige Forbehold«
og Bestemmelsen om de Reformertes
Udelukkelse alt for meget Brandstof, men der var dog
opnaaet saa meget, at den evangeliske Kirke
var blevet anerkendt som et selvstændigt,
retlig bestaaende Trossamfund, der kunde ordne
sine Anliggender, som det selv vilde, medens
Karl V nu maatte opgive enhver Tanke om
Genoprettelse af Kirkeenheden; men heraf
fulgte tillige, at hans Plan om Dannelsen af et
mægtigt habsburgsk Universalrige maatte
betragtes som umuliggjort, og Erkendelsen heraf
bragte ham, nedbrudt af Sygdom og Mismod
over sine Uheld (heller ikke Tyrkerne havde
han kunnet besejre, de var vel blevne drevne
tilbage fra Wien 1529, men holdt stadig det
meste af Ungarn besat, ligesom deres
Sørøverier vedblivende gjorde Middelhavet usikkert
trcds Karl’s Tog mod Tunis og Algérie), til
1556 at nedlægge Regeringen og trække sig
tilbage til Spanien, hvor han døde (1558). Hans
Broder Ferdinand, Konge af Böhmen og
Ungarn, der alt tidligere havde overtaget
Styrelsen af de østerrigske Arvelande, blev som
Ferdinand I hans Efterfølger paa Kejsertronen.
Han sørgede for, at Bestemmelserne i
Augsburger-Forliget blev overholdte, medens
Pavestolen haardnakket afslog i nogen som helst
Retning at imødekomme Protestanterne, der
ved Slutningen af Tridentinerkoncilet blev lyst
i Band (1563). Ved Ferdinand I’s Død (1564)
blev hans Søn Maximilian II hans
Efterfølger som Kejser og viste sig ligesom Faderen
liberal over for Protestanterne (paa sit
Dødsleje forlod han Romerkirken). Under hans Søn,
Rudolf II, der blev sin Faders Efterfølger
1576, kom derimod den katolske Reaktion til
Magten. Den Rejsning og Rensning inden for
den katolske Kirke, der fremkaldtes ved dens
Kamp for Livet mod Protestantismen, og som
sædvanlig gaar under Navnet af den katolske
Modreformation, viste nu ogsaa sin Virkning i
T., hvor baade Regeringen og de katolske
Stænder, under Paavirkning af Jesuitterne,
begyndte at gaa angrebsvis til Værks over for de
evangeliske Trossamfund. Ikke alene blev »det
gejstlige Forbehold« med stor Kraft og
Konsekvens gjort gældende overalt, hvor det var
muligt (saaledes blev Ærkebiskoppen af Köln
Gerhard Truchsesz von Waldburg 1583 udjaget
af sit Stift, da han vilde indføre
Reformationen der), og de Reformerte forfulgte og
undertrykkede, men ogsaa Lutheranerne blev mange
Steder saa ilde medhandlede, at de evangeliske
Stænder indsaa, at den Tid ikke var fjern, da
de igen maatte gribe til Vaaben for
Trosfrihedens Skyld. Nogle evangeliske Stænder, mest
reformerte, sluttede sig 1608 sammen i en
evangelisk Union, mod hvilken de katolske
Stænder 1609 dannede en katolsk Liga, og
Krigens Udbrud hindredes kun ved Henrik IV af
Frankrig’s Død (1610); men senere brød Krigen
ud i Böhmen. Rudolf II havde under Strid med
sin Familie søgt Støtte hos de bøhmiske
Protestanter, hvem han ved det saakaldte
Majestætsbrev (1609) havde givet fri Religionsøvelse.
Men Broderen Matthias, der 1611 blev
Herre i Böhmen, efter Rudolf II’s Død ogsaa
blev hans Efterfølger som Kejser (1612),
formaaede hverken i T. eller i de habsburgske
Lande at tilvejebringe en Forstaaelse mellem
Religionspartierne, mellem hvilke Spændingen
stadig tiltog, og da der ikke blev taget
tilstrækkeligt Hensyn til de bøhmiske
Protestanters Klager over Krænkelser af
Majestætsbrevet, blev Ophidselsen herover saa stærk, at
nogle af deres Førere 23. Maj 1618 paa Slottet
i Prag lagde Haand paa Kejserens Raadsherrer,
en Voldsdaad, der i sine Følger blev
Udgangspunktet for Trediveaarskrigen (om
Enkelthederne i denne se nærmere under Art.
Trediveaarskrigen). Böhmen rejste sig nu til
aabent Oprør mod Kejseren, og da Østerrig
fulgte Eksemplet, blev Situationen, efter at
Matthias var død (1619), kritisk for hans Fætter
og Arving til de habsburgske Besiddelser,
Ferdinand af Steiermark. Efter at have skaffet sig
Flertal i Kurfyrstekollegiet for sit Valg til
Kejser som Ferdinand II sikrede han sig
imidlertid Understøttelse hos den katolske Liga,
hvis Tropper under Anførsel af Maximilian af
Bayern og Tilly rykkede ind i Østerrig og
Böhmen, hvor Slaget paa det hvide Bjerg (9.
Novbr 1620) gjorde Ende paa Frederik af
Pfalz’ kortvarige Kongeværdighed. Böhmen blev
nu hjemsøgt af frygtelige Straffedomme.
Frederik af Pfalz erklæredes i Rigets Acht, og hans
Land tillige med Kurstemmen overgaves til
Maximilian af Bayern. I den frankiske ligesom
i den schwabiske og overrhinske Kreds blev
alt forhenværende Kirkegods tilbagetaget til
Fordel for den katolske Kirke, og det samme
skete i den nedersachsiske Kreds, efter at
Christian af Braunschweig’s og Ernst af
Mansfeld’s Rejsning havde givet Ligaens Hær
Lejlighed til at sætte sig fast der. Da ogsaa
Christian IV af Danmark havde sluttet Fred med
Kejseren i Lübeck (1629), efter at Tilly havde
besejret ham ved Luther am Barenberg (16.
Aug. 1626), og Wallenstein i Spidsen for
Kejserens egen Hær havde hærget Jylland, var
Ferdinand II uindskrænket Herre i hele
Nordtyskland, hvor alt tidligere Kirkegods
beslaglagdes, ikke blot det rigsumiddelbare, men
ogsaa, ifølge Restitutionsediktet af 6. Marts 1629,
det, der tilhørte Landstænder ɔ: ikke var
rigsumiddelbart. Stændernes Protester herimod
nyttede intet, ligesom der under det af
Wallenstein indførte fuldstændige Militærdespoti
ikke blev taget noget som helst Hensyn til
lovhjemlede Rettigheder og Privilegier. Ikke med
Urette troede Ferdinand II sig nu nær Maalet,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0089.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free