- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
81

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

skulde varetage Rigets Fællesanliggender og
værne om det som Helhed, egnede sig mindst
af alt til at fungere som Statsstyrer, da den
var ganske ude af Stand til hurtig at tage
Initiativet paa Grund af den utrolige Langsomhed,
hvormed den arbejdede, idet dens tre
Afdelinger (Kurfyrsternes med 8 Stemmer, de andre
Fyrsters med. 98 og Stædernes med 52) skulde
være enige om enhver Beslutning med
Lovskraft, og Stændernes Repræsentanter paa
Rigsdagen desuden idelig maatte indhente
Instruktioner fra deres Mandanter. Kejseren havde
kun sine Arvelandes Interesser for Øje, da han
dog ikke havde synderlig at sige i Riget, hvor
Huset Habsburgs Anseelse var aftagen saa
stærkt, at der, da Ferdinand III var død (1657),
var Stemning i Kurfyrstekollegiet for at lade
Kejserkronen gaa over til en Fyrste af en
anden Slægt end den habsburgske (der var endog
Tale om at vælge Ludvig XIV af Frankrig),
men ved Brandenburgs energiske Støtte
opnaaede dog Ferdinand’s Søn Kejserværdigheden
som Leopold I. Dennes Regeringstid
optoges af uafladelige Krige, dels med Frankrig,
dels med Tyrkerne, hvilke sidste det kun ved
Rigets og Polens Hjælp lykkedes ham at trænge
tilbage til Balkanhalvøen, idet de, efter at de
var blevne drevne bort fra Wien (1683) af en
polsk Hær under Johan Sobiesky og
Rigstropper under Karl af Lothringen og havde lidt en
Række Nederlag i Ungarn, ved Freden i
Karlowitz (1699) blev tvungne til at overlade
Leopold hele Ungarn, Transsylvanien, Kroatien og
Slavonien. Herved styrkedes Huset Habsburgs
Magt i høj Grad, medens Riget, trods de svære
Byrder, Krigen havde paalagt det, ikke vandt
meget derved, uden for saa vidt dets Østgrænse
nu var bedre sikret end før. Derimod led
Riget ubodelig Skade gennem de Fremstød, der
vestfra rettedes imod det af Ludvig XIV, til
hvem flere Rigsfyrster knyttede sig som
Forbundsfæller. Saaledes blev Riget nødt til
under den fransk-hollandske Krig 1672—78, da de
franske Tropper brugte tysk Grund som
Operationsfelt, at deltage i den store Koalition, der
dannede sig mod Ludvig XIV (se Frankrig),
og da denne ved Freden i Nijmegen (12. Aug.
1678) gik ud af Krigen som Sejrherre, blev det
væsentlig T., der kom til at bære Tabene, idet
Ludvig beholdt de af ham inddragne tyske
Rigsstæder i Alsace samt Lorraine, hvis
Hertug han havde fordrevet, medens Spanien
maatte afstaa Franche-Comté, en betydelig Del
af den af Karl V oprettede burgundiske
Rigskreds (den 10.). Ogsaa efter Krigen fortsatte
Ludvig sine Erobringer, idet han efter de af
ham indrettede Réunionskamres (s. d.)
Kendelser fratog Riget det ene Stykke Land efter det
andet, ja end ikke veg tilbage for 1681 at
besætte Strasbourg; skønt Voldsdaaden vakte
voldsom Forbitrelse i T., blev det ved
Protester, og da Kejser og Rige var optagne af
Tyrkerkrigene, maatte Rigsdagen i Regensburg
1684 indrømme ham Besiddelsen af
Réunionerne i 20 Aar. Overmodig ved den letvundne Sejr
forlangte han dernæst, da den wittelbachske
Linie i Kurpfalz var uddød (1685), at faa de
pfalziske Allodialgodser udleverede til Fordel
for sin Svigerinde, den pfalziske Prinsesse
Elisabeth Charlotte, og sendte uden at bryde sig
om den mod ham dannede Liga i Augsburg
(1686), da Kejseren ligesom Paven nægtede at
anerkende den af ham støttede Grev Vilhelm af
Fürstenberg som Ærkebiskop af Köln, Riget en
Krigserklæring. Den pfalziske Arvefølgekrig (s.
d.), der indlededes med den barbariske
Ødelæggelse af Pfalz ved franske Tropper, en
Vandalisme, der søger sit Sidestykke i den nyere
Tid, endte paa Grund af gensidig Udmattelse
ved Freden i Rijswijk (30. Oktbr 1697), hvor
Ludvig XIV tilbagegav Lorraine og de fleste af
sine Réunioner, men beholdt Strasbourg.
Allerede fire Aar efter indvikledes Riget i den
spanske Arvefølgekrig (s. d.). Den franske
Hær, der i Begyndelsen havde glimrende
Held med sig, blev imidlertid, efter at være
bleven slagen af Marlborough og Ludvig af
Baden med Rigstropperne ved Schellenberg
(2. Juli 1704) og af Marlborough og Eugen af
Savojen ved Höchstädt (13. Aug. s. A.), nødt til
at rømme T., der senere kun i ringere Grad
berørtes af Krigen. Denne fortsattes efter
Leopold I’s Død (1705) af hans Søn og Efterfølger,
Josef I, der ved Eugen af Savojen’s og
Marlborough’s Sejre i Nederlandene blev i Stand til
haanlig at afvise den ydmygede franske
Konges Fredstilbud, men netop som han troede at
have Sejren i Hænde, blev Ludvig XIV reddet
ved Ministerskiftet i England (1710), og da
denne Magt efter Josef I’s Død (1711) ikke vilde
hjælpe hans Broder og Efterfølger som Kejser,
Karl VI, Filip af Anjou’s Medbejler til den
spanske Trone, til at forene de habsburgske
Lande med Spanien, sluttede Vestmagterne og
Frankrig Fred i Utrecht (11. Apr. 1713),
medens Kejseren og Riget fortsatte Krigen endnu
et Aar, men uden Held, hvorfor Karl VI
sluttede Fred med Frankrig i Rastatt (6. Marts 1714)
paa egne og 7. Septbr s. A. paa Rigets Vegne
i Baden (Kanton Aargau), i alt væsentligt paa
de samme Betingelser, der var tilbudte ham i
Utrecht. Den store nordiske Krig var Riget
som saadant uvedkommende, skønt flere tyske
Fyrster deltog deri, nemlig August II af Polen,
der som Kurfyrst Frederik August af Sachsen
1697 var bleven valgt til Konge af Polen og nu
som saadan sammen med Peter den Store
angreb Karl XII af Sverige, Frederik Vilhelm I
af Preussen, hvis Fader, Kurfyrst Frederik III
af Brandenburg, med kejserlig Tilladelse 18.
Jan. 1701 havde kronet sig selv som Konge af
Preussen, og Georg I af England, Kurfyrste af
Hannover (en 9. Kurværdighed var 1692 bleven
oprettet for dette Hertugdømme). August II
blev af Karl XII ved Freden i Altranstädt (29.
Oktbr 1706) tvungen til at opgive den polske
Krone, men genoptog senere Krigen med
Sverige, der 1720 afstod et Stykke af
Svenskpommern til Preussen samt Bremen og Verden til
Hannover. Krigen kom altsaa ogsaa Riget til
gode, for saa vidt som Sveriges tyske
Besiddelser indsnævredes til Fordel for tyske
Fyrster, medens Freden i Passarowitz (1718), der
endte en af Kejseren heldig ført Krig med
Tyrkerne, kun blev til Fordel for Karl VI, der
heller ikke tog i Betænkning at ofre Rigets

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0091.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free