- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
82

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Interesser for Gennemførelsen af den Plan, der
beskæftigede ham i det meste af hans øvrige
Regeringstid, nemlig Overdragelsen af
Arveretten, da han ingen Sønner havde, til samtlige
habsburgske Lande til hans ældste Datter,
Maria Theresia. Efter at hans egne Landstænder
havde billiget den pragmatiske Sanktion (s. d.),
gav ogsaa de tyske Rigsstænder undtagen
Kurfyrst Karl Albrecht af Bayern, der betragtede
sig som Kejserens nærmeste Arving, deres
Samtykke, hvad ogsaa de udenlandske Stater
gjorde, for nogles Vedkommende dog kun mod
betydelige Indrømmelser til dem fra Kejserens
Side; saaledes berøvede han Riget en af dets
bedste Provinser, idet Lorraine ved
Præliminærfreden i Wien (3. Oktbr 1735) og den
endelige Fred smst. 18. Novbr 1738, der endte den
polske Tronfølgekrig, afstodes til Stanislaus
Lesczinsky, efter hvis Død det skulde tilfalde
Frankrig, medens Spanien fik Neapel og
Sicilien som Secundogenitur. Karl VI døde 30.
Oktbr 1740 som den sidste Habsburger paa T.’s
Trone.

T. under de sidste romerske Kejsere
og i Opløsningstiden indtil
Oprettelsen af det tyske Forbund
(1740—1815).

Det blev Preussen, der altid havde ydet Maria
Theresia’s Fader tro Vasaltjeneste, fra hvem det
første Angreb paa den pragmatiske Sanktion
udgik, idet Frederik II af Preussen, da Maria
Theresia afviste hans Fordring paa en Del af
Schlesien, straks lod en Hær rykke ind i denne
Provins, hvad der blev Indledning til den
østerrigske Arvefølgekrig (s. d.), men kritisk
nusituationen for Maria Theresia, da Frankrig,
Spanien, Sardinien, Bayern, Sachsen og
Preussen 1742 sluttede sig sammen med det Formaal
at dele den habsburgske Arv, hvorefter Karl
Albrecht af Bayern, der s. A. var bleven valgt
til Kejser som Karl VII, i Spidsen for franske
og bayerske Tropper rykkede ind i Böhmen.
En ungarsk Hær fordrev ham imidlertid, og
Frederik II trak sig tilbage fra aktiv
Deltagelse i Krigen, efter at Schlesien var blevet
afstaaet til ham ved Freden i Breslau (11. Juni
1742), men greb igen til Vaaben, da Maria
Theresia ved Forbund med England og Sachsen
havde bragt ham i en isoleret Stilling, og
tiltvang sig ved sine Sejre i Sommeren 1745
Stadfæstelse af Breslau-Freden ved Fredsslutningen
i Dresden (25. Decbr 1745). Da Karl VII var
død s. A., og hans Søn og Efterfølger i Bayern,
Maximilian III Josef, ved Freden i Füssen
(22. April s. A.) havde anerkendt den
pragmatiske Sanktion, blev Maria Theresia’s Gemal,
Storhertug Frants Stefan af Toscana (forhen
Hertug af Lothringen) valgt til Kejser som
Frants I (1745—65), og Østerrig havde nu
kun een Fjende af Betydning tilbage, nemlig
Frankrig, der udpint af Søkrigen med England
sluttede en simpel Fred i Aachen (18. Oktbr
1748), medens Østerrig smst. afstod Parma,
Piacenza og Guastalla til Spanien. Maria
Theresia havde altsaa hævdet sin Stilling som
Arvtager efter Karl VI, men Harmen over Tabet af
Schlesien og Frygten for, at Preussen skulde
blive i Stand til at trænge Østerrig bort fra dets
Forrangsplads i Riget, gjorde hende fast
besluttet paa at fratage Preussen dets sidste
Erobring og om muligt tvinge Huset
Hohenzollern tilbage inden for de oprindelige
Grænser for dets Magt i Nordtyskland. Ved at stille
Rusland, Frankrig og Sverige reelle Fordele i
Udsigt lykkedes det hende at faa dem med til
et Angreb paa Preussen, men det blev Frederik
II, der vel underrettet om Wienerhoffets Planer
begyndte Syvaarskrigen (s. d.) ved sit Indfald
i Sachsen (1756), hvad der ogsaa bragte ham
paa Krigsfod med Riget. Under Syvaarskrigen
var den offentlige Mening i T. paa Frederik II’s
Side; man harmedes over, at Østerrig vilde
afstaa tysk Land til Rusland og Sverige
(henholdsvis Østpreussen og en Del af Pommern),
Nationalstoltheden blev vakt til Live ved
Preusserkongens Sejre over Russerne og
Franskmændene, medens man kun havde Haan og Spot
tilovers for Rigshæren, og de dannede Klasser
saa i Preussen med dets rationelt ordnede
Forvaltningssystem, dets intelligente Embedsstand
og ypperlige Hær Forkæmperen for de
Reformideer paa saa godt som alle Felter af det
offentlige Liv, som Tiden krævede, medens Østerrig
stod som Repræsentant for reaktionære
Tendenser baade i Stat og Kirke.
Hubertusburg-Freden (15. Febr 1763) blev derfor hilst med
almindelig Tilfredshed i Riget, hvor adskillige
Fyrster, ogsaa gejstlige, efter preussisk
Mønster tog fat paa Omdannelse af Administration,
Retspleje, Skolevæsen, Næringslovgivning o. s.
v.; ogsaa Østerrig kom under Maria Theresia’s
dygtige Styrelse til Kræfter igen, og hendes
Søn Josef, der som Josef II 1765 blev sin
Faders Efterfølger paa T.’s Trone, gjorde selve
Riget til Genstand for Reformforsøg, der vel
ikke var af synderlig Betydning, men dog vakte
Uvilje ved den egenmægtige Maade, hvorpaa
de sattes i Scene, saa meget mere som
Fyrsterne følte sig alt andet end tiltalte af Josef
II’s Planer om Udvidelse af den habsburgske
Husmagt inden for Rigets Grænser. Josef II
indledede nemlig Underhandlinger med
Kurfyrst Karl Theodor af Pfalz, der 1777 arvede
Bayern, om Afstaaelse af en betydelig Del af
det sidste Land til Østerrig, men herimod
nedlagde Frederik II, efter Opfordring af Karl
Theodor’s Arving, Hertug Karl af Zweibrücken,
Protest, og da dette ikke hjalp, rykkede han
med en Hær ind i Böhmen, hvorved den
ublodige bayerske Arvefølgekrig (1778—79) tog sin
Begyndelse. Ved Maria Theresia’s Indskriden
kom det dog ikke til Kamp, og i Freden i
Teschen (13. Maj 1779) nøjedes Josef II med et
lille Stykke af det østlige Bayern. Nogle Aar
senere fornyede Josef Underhandlingerne med
Karl Theodor, der denne Gang i Bytte for
Bayern skulde have de østerrigske Nederlande
med Kongetitel, men denne Plan strandede paa
Frederik II’s Modstand, idet han i Spidsen for
det nydannede tyske Fyrsteforbund (1785) tvang
Josef II til at opgive alle videre Forsøg paa at
indlemme Rigsland i sine østerrigske Besiddelser.

Den ved denne Lejlighed saa stærkt
fremtrædende Rivalitet mellem de to tyske
Stormagter, hvis Medbejlerskab til Førerstillingen
i T. nu i lange Tider blev en Hovedfaktor i
dette Lands Historie, prægede ogsaa deres

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0092.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free