- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
83

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Politik over for Rusland og Polen i de nærmeste
Aar før dette Riges Opløsning. Preussen, der
ved Polens første Deling havde faaet
Vestpreussen undtagen Stæderne Danzig og Thorn, søgte
Lejlighed til at erhverve disse og mere polsk
Land, men vilde ikke tillade Østerrig at
udvide sig paa Tyrkiets Bekostning og truede i
den Anledning, støttet af England, med Krig.
Men da Josef II var død (1790), erklærede hans
Broder og Efterfølger som Kejser, den kloge og
besindige Leopold II, paa Kongressen i
Reichenbach (27. Juli 1790), at Østerrig ikke
nærede Udvidelsesplaner af nogen Art, hvorved
ogsaa Preussen maatte lade alle
Anneksionslyster fare. Men et Par Aar efter tog det
Revanche for denne Skuffelse, idet det ved at
forraade Polens Sag og hurtig slutte sig til
Rusland fik Østerrig udelukket fra Polens anden
Deling (1793), hvad Wienerhoffet hævnede ved
1795 at overliste Preussen, saa at dette ved
Polens tredie Deling blev nødt til at modtage,
hvad Østerrig og Rusland vilde give det. Den
store franske Revolution vakte naturligvis de
tyske Fyrsters Afsky, men hilstes af mange i
Folket med Bifald. Frederik Vilhelm II af
Preussen var ivrig for som de monarkiske
Interessers Forkæmper at bringe Ludvig XVI
Hjælp, men den forsigtige Leopold fik ham
ved en Sammenkomst i Pillnitz (27. Aug. 1791)
til at se Tiden an; vel sluttede de to Magter
Forbund 7. Febr 1792, tre Uger før Leopold
II’s Død (1. Marts samme Aar), men Krigen
udbrød først, efter at det girondinske
Ministerium i Frankrig 30. Marts samme Aar havde
ladet Ludvig XVI, meget mod hans Vilje,
sende det tyske Rige en Krigserklæring, hvorpaa
Leopold II’s Søn og Efterfølger, Frants II,
lod østerrigske Tropper rette et Angreb mod
Frankrigs Nordgrænse, medens Preusserne gik
over Østgrænsen. Felttoget 1792 blev dog højst
uheldigt for de Allierede, idet Preusserne efter
Kanonaden ved Valmy (20. Septbr) blev nødt
til at rømme Champagne, medens Østerrigerne
blev slagne ved Jemappes (6. Novbr), hvorpaa
en fransk Hær under Custine besatte den højre
Rhin-Bred, og skønt de 1793, efter at den
første Koalition mod Frankrig var dannet, havde
bedre Held med sig (se nærmere under Art.
Frankrig), optoges deres Opmærksomhed
det følgende Aar saa stærkt af Forholdene i
Polen, at Franskmændene atter havde
Fremgang, og 1795 trak Preussen, hvis Finanser var
haardt medtagne, sig ud af Krigen, idet det
sammen med flere nordtyske Fyrster sluttede
Fred i Basel (5. April), hvorved Preussens og
Fyrsternes Besiddelser Vest for Rhinen tilfaldt
Frankrig, mod at der skulde gives Erstatning
for det afstaaede Land i andre Territorier ved
den almindelige Fredsslutning og tillige den Del
af Riget, der laa N. f. en vedtagen
Demarkationslinie, erklæredes for neutral. Østerrig og
de sydtyske Stater fortsatte Krigen ved Rhinen
med Held, idet de franske Generaler Jourdan
og Moreau 1795 og 1796 blev tvungne til
Tilbagetog, men ved Napoleon’s Sejre i Italien
1796—97 med paafølgende Indmarch i Tirol
nødtes Østerrig til Vaabenstilstanden i Leoben
(18. April 1797), der blev Forløber for Freden
i Campo Formio (17. Oktbr samme Aar), ved
hvilken Frankrig fik hele den venstre
Rhin-Bred, mod at de derved skadelidte Fyrster
skulde have Erstatning i selve Riget.
Erstatningskravene skulde afgøres paa en Kongres i
Rastatt, men Forhandlingerne herom, der
aabnedes 9. Decbr 1797, trak i Langdrag og fik en
brat Afslutning 28. Apr. 1799 (se Rastatt),
efter at Østerrig havde tiltraadt den anden
Koalition mod Frankrig, til hvilken ogsaa den
sydlige Del af Riget sluttede sig, medens den
nordlige forblev neutral. Østerrig blev ved
Napoleon’s Sejr ved Marengo (14. Juni 1800) og
Moreau’s ved Hohenlinden (3. Decbr samme
Aar) tvunget til paa egne og Rigets Vegne at
undertegne Freden i Lunéville (19. Febr 1801),
der i alt væsentligt stadfæstede Freden i Campo
Formio. Om Erstatningsspørgsmaalet til de
tyske Fyrster skulde der forhandles i
Regensburg med et af Rigsdagen nedsat Udvalg, den
saakaldte Deputation, men Fyrsternes
Begærlighed efter hver for sig at tilrive sig saa
meget Land som muligt gjorde i lang Tid en
Overenskomst umulig, indtil Napoleon efter
hemmelige Aftaler med Rusland og Preussen
fremlagde et Forslag, der vedtoges 25. Febr
1803. Herved bestemtes det, at de tre gejstlige
Kurstater, Mainz, Trier og Köln, tillige med
alle andre gejstlige Fyrstendømmer i T.,
Ærkebispedømmer, Bispedømmer og Abbedier skulde
ophæves og deres Territorier fordeles mellem
de skadelidte Fyrster, af hvilke mange fik langt
mere, end de havde mistet, Preussen og Baden
f. Eks. det 5—7-dobbelte (Frankrig havde paa
venstre Rhin-Bred erhvervet i alt 60000 km2
med c. 3 1/2 Mill. Indbyggere); Salzburg blev
givet til den forhenværende Storhertug,
Ferdinand af Toscana (Hertugen af Modena fik
Breitgau), Württemberg, Baden og Hessen-Kassel
blev Kurfyrstendømmer, og den forrige
Kurfyrste af Mainz fik som T.’s Fyrstprimas
Regensburg og Aschaffenburg; Besidderne af de
inddragne gejstlige Territorier beholdt deres
gejstlige Embeder med betydelige Indtægter.
Af de 52 Rigsstæder mediatiseredes de 46, saa
at kun Hamburg, Lübeck, Bremen, Frankfurt
a. M., Nürnberg og Augsburg skaanedes. Ved
Ophævelsen af de gejstlige Stænder, hvorved
de protestantiske Stænders Antal blev dobbelt
saa stort som de katolske, 60 mod 30, samt ved
Rigsstædernes Mediatisering berøvedes
Kejseren ethvert Spor af Myndighed i Riget, der
i Virkeligheden allerede nu, skønt det formelt
endnu bestod et Par Aar, var opløst, hvorfor
ogsaa Frants II 18. Aug. 1804 antog Titel af
Kejser af Østerrig.

De tyske Fyrster ønskede nu intet hellere
end vedvarende at kunne have Støtte i
Frankrig, der havde skaffet dem saa store Fordele,
og Bayern, Württemberg og Baden sluttede sig
derfor, da Østerrig, som Medlem af den 2.
Koalition mod Frankrig, 1805 atter begyndte
Krig mod denne Magt, trods Wienerhoffets
Trusler til Napoleon, hvis Tropper som Følge
heraf uhindret kunde trænge frem til Ulm, hvor
General Mack maatte kapitulere med 23000
Mand (17. Oktbr samme Aar), hvorefter
Napoleon besatte Wien og tilføjede Østerrigerne

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0093.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free