- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
85

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Paris-Fred (20. Novbr 1815), der fulgte paa
Kejserdømmet i de 100 Dage, Landau og
Saar-Distriktet. Wienerkongressen ordnede T.’s
Forhold saaledes, at Preussen foruden sine 1795
tabte Besiddelser V. f. Rhinen (der udvidedes
betydelig) fik tilbage alt, hvad det havde mistet
1807, undtagen den sydligste Del af dets polske
Provinser, der tilfaldt Rusland, men i
Erstatning herfor fik det den nordlige Halvdel af
Kongeriget Sachsen; ellers beholdt
Rhinforbundsfyrsterne deres Territorier, dog saaledes
at Bayern tilbagegav Østerrig Tirol og
Salzburg; Kurhessen og Hannover (med en
Grænseregulering) genoprettedes, og af de 6
Fristæder blev kun de 4, Hamburg, Lübeck,
Bremen og Frankfurt a. M., tilbage. Da der ikke
paa Grund af Østerrigs og Preussens
indbyrdes Skinsyge kunde være Tale om
Genoprettelsen af det tyske Kejserrige, besluttedes det at
danne en Modvægt mod dem ved at give
samtlige tyske Stater formel Ligeberettigelse som
Deltagere i Rigsregeringen, og saaledes
oprettedes 8. Juni 1815 det af 39 Stater bestaaende
tyske Forbund (s. d.).

Fra det tyske Forbunds Dannelse
til Oprettelsen af det ny tyske
Kejserrige
(1815—71).

Det tyske Forbund skulde varetage T.’s
Fællesanliggender indadtil og udadtil samt værne
om det tyske Folks Rettigheder, men det blev
i Virkeligheden et Fyrsteforbund til gensidig
Sikring af Suverænernes Interesser, medens
der ikke blev taget Hensyn til de under
Frihedskrigen anerkendte folkelige Krav paa
national Enhed og politisk Frihed, og som Følge
heraf fik kun et Mindretal af Staterne
Forfatninger med lovgivende og bevilgende
Myndighed for Stænderne (saaledes navnlig
Sachsen-Weimar, Bayern, Württemberg, Baden,
Hessen-Darmstadt), medens Preussen maatte nøjes
med raadgivende Provinsialstænder, Hannover
med en Adelsrepræsentation, og Sachsen samt
flere af de mindre Stater beholdt deres
forældede Stænderinstitutioner fra tidligere
Tider; Hessen-Kassel endelig (samt det af den
danske Konge styrede Holsten) fik trods
Forbundstraktatens Løfte herom for alle
Forbundsstaters Vedkommende slet ingen Forfatning.
Ytringsfriheden holdtes inden for snævre
Grænser (en frisindet Presselovgivning fandt kun
Sted i Sachsen-Weimar og Baden), enhver
friere Bevægelse i Befolkningen betragtedes som
Tegn paa strafbare revolutionære Tendenser,
og anmassende bureaukratisk Regimente med
tilhørende vilkaarlige Politiforholdsregler (især
i Preussen) var den Form, hvorunder den
hellige Alliances faderlige Styrelse gjorde sig
gældende. Derfor ansaas ungdommelige
Ubesindigheder som Optrinnene under Wartburg-Festen
18. Oktbr 1817 for Udslag af statsfarlige
demagogiske Agitationer, om hvis Undertrykkelse
der forhandledes paa Fyrstekongressen i
Aachen 1818, og efter Mordet paa Kotzebue (s. d.)
1819 blev der paa en Ministerkonference i
Karlsbad samme Aar truffet Bestemmelse om strengt
Tilsyn med alle tyske Universiteter, Opløsning
af Studenterforeningerne, Forfølgelse af
frisindede Skribenter, Indførelse af Censur og flere
lignende Foranstaltninger. Stemningen hos
Folket, navnlig i de højere Klasser, blev derfor
mere og mere bitter mod Regeringerne, men til
Uroligheder kom det først ved Efterretningen
om Julirevolutionen 1830, da der paa flere
Steder i T. fandt oprørsagtige Bevægelser Sted,
f. Eks. i Braunschweig, der skiftede Regent, i
Sachsen og Kurhessen, der fik ny Forfatninger
ligesom Hannover det følgende Aar (og Holsten
i Form af Frederik VI’s raadgivende Stænder
1834), men den ved det store Folkemøde i
Hambach Maj 1831 og Tumulterne i Frankfurt
a. M. næste Aar fremkaldte Frygt for
demokratiske Udskejelser gav atter Reaktionen Vind
i Sejlene, saa at Forbundsdagen endog
nægtede at skride ind mod Kongen af Hannover,
da han 1837 ophævede den fri Forfatning af
1831; men de liberale Strømninger tog dog
snart igen Fart, og Oppositionen voksede sig i
Løbet af 1840’erne efterhaanden saa stærk, at
Regeringerne 1847 fandt det nødvendigt at slaa
ind paa andre Baner, saa at endog Kongen af
Preussen gik ind paa at sammenkalde en
forenet Landdag, hvor der November samme Aar
fremkom Forslag til en forandret
Forbundsforfatning; men et Par Maaneder derefter udbrød
Februarrevolutionen i Paris (1848), og det blev
nu ikke de tyske Regeringer, men Folket selv,
der tog Initiativet til de længe attraaede
politiske Reformer.

Liberalismens Maal var baade at
tilvejebringe en tysk Rigsstyrelse under konstitutionelle
Former og at skaffe de enkelte Stater fri
Forfatninger. For Opfyldelsen af det sidste Krav
stillede der sig ingen videre Hindringer i Vejen,
da Regeringerne næsten overalt veg tilbage for
den truende Holdning, Befolkningen indtog, og
gav Løfte om Konstitutioner med almindelig
Valgret, Pressefrihed, Ministeransvarlighed,
Folkevæbning o. s. v.; men paa enkelte Steder
kom det til Blodsudgydelse, navnlig i Berlin,
hvor der 18. Marts fandt Gadekampe Sted. I
Holsten udbrød et Oprør, der, som rettet mod
det danske Herredømme, vakte stor Begejstring
i T. og i Tilslutning til Folkestemningen
støttedes af Preussen og andre nordtyske Stater.
Med Hensyn til Rigsforholdene var det givet, at
den af de liberale forhadte Forbundsdag, der
søgte at styrke sin Stilling ved 10. Marts at
tilkalde 17 (liberale) Tillidsmænd som
Repræsentanter for de enkelte Stater, skulde sættes
ud af Spillet, og allerede 31. Marts samledes
et »Vorparlament«, bestaaende af 570
Medlemmer (mest Landdagsmænd), paa egen Haand
i Frankfurt a. M. for at vedtage en Valglov
(almindelig Stemmeret) for en grundlovgivende
Nationalforsamling, der traadte sammen i
Frankfurt 18. Maj og 29. Juni besluttede, at
der skulde indsættes en Centralregering med
en Rigsforstander i Spidsen (hertil valgtes den
østerrigske Ærkehertug Johan), hvorpaa
Forbundsdagen 12. Juli opløstes. Parlamentet
rummede mange af T.’s bedste Mænd i sin Midte,
men de fortabte sig i endeløse teoretiske
Diskussioner, hvorved den kostbare Tid gik tabt.
Følgen heraf var, at man ved Nytaarstid 1849
kun var naaet til Afslutning af Debatten om
de borgerlige Grundrettigheder; men da havde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0095.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free