Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forholdene ganske forandret sig, idet der
efter de voldsomme demokratiske Bevægelser i
Marts var indtraadt et Tilbageslag; den
besindige Middelstand opskræmmedes ved
republikanske Opstandsforsøg i Baden (se Struve)
og ved den frankfurtske Pøbels Mord paa
Auerswald og Lichnowsky, og Reaktionen
begyndte atter at hæve Hovedet, især efter at
Opstanden i Wien i Oktbr var undertrykt og
den preussiske Rigsdag sprængt ved
Militærmagt (20. Novbr). Baade Østerrig og Preussen
var afgjort utilbøjelige til at rette sig efter
Centralregeringens Bestemmelser og
Parlamentsbeslutninger, hvad der navnlig viste sig
ved, at Parlamentet maatte finde sig i at
stadfæste Malmö-Vaabenstilstanden med Danmark
(Aug. 1848), som det kort i Forvejen havde
forkastet. Der var heller ingen Udsigt til, at
begge Stormagter vilde kunne billige den
Rigsforfatning, om hvilken der Jan.—Marts 1849
forhandledes i Parlamentet; thi Østerrig
modsatte sig et Forslag om kun at optage sine
tyske Lande i Riget og ønskede hele det
østerrigske Monarki indlemmet, medens det
nationale Parti vilde have et snævrere T. under
Preussens Ledelse og med delvis Udelukkelse
af Østerrig; uheldigt var det ogsaa, at man
forkastede Kejserværdighedens Arvelighed,
Kejserens Vetoret og Oprettelsen af et Rigsraad
som Repræsentant for Fyrsterne over for
Parlamentet. Endelig enedes man 27. Marts om et
arveligt Kejserdømme og tilbød derpaa med
290 Stemmer mod 248 Kongen af Preussen
Kejserkronen, men han afslog 3. April Tilbudet
af Hensyn til Østerrig og paa Grund af
Rigsforfatningens alt for demokratiske Form.
Østerrig hjemkaldte nu sine Deputerede i Frankfurt,
og Forfatningen vedtoges kun af 28 Smaastater
samt Württemberg (tvunget af
Folkestemningen), hvorfor det radikale Parti i Parlamentet,
efter at de maadeholdne (Gothaerne) ligesom
de preussske Deputerede havde forladt
Frankfurt, samtidig med at preussiske Tropper
undertrykkede de i Maj udbrudte republikanske
Opstandsforsøg i Sachsen, Pfalz og Baden,
forlagde dette til Stuttgart og indsatte et
Rigsregentskab der (6. Juni), men de var kun 106 i
Tallet og sprængtes 18. Juni fra hinanden.
Preussen havde imidlertid dannet det saakaldte
Trekongeforbund (Preussen, Sachsen,
Hannover), der enedes om et Udkast til en
Rigsforfatning omtrent som den i Frankfurt vedtagne,
men under konservative Former og uden
Kejser; men da de to sydtyske Kongeriger ikke
vilde gaa med hertil, opløstes
Trekongeforbundet, og Preussen og Østerrig vedtog nu i
Fællesskab at lade Forbundsanliggenderne
afgøre ved dertil udnævnte Kommissærer (Oktbr
samme Aar), hvad der førte til, at
Rigsforstanderen 20. Decbr nedlagde sin Post. Bayern og
Württemberg foreslog nu (27. Febr 1850)
Oprettelsen af et Rigsdirektorium med en det
sideordnet Rigsdag, bestaaende af
Landdagsmænd fra de enkelte Stater, medens Preussen
paa et i Erfurt Marts samme Aar sammenkaldt
Møde forelagde et Udkast til en Forfatning for
en Union af de tyske Stater. Forslaget vedtoges
af de fleste nordtyske Stater, men som Svar
herpaa indkaldte Østerrig i Maj samme Aar
den gamle Forbundsdag til atter at give Møde
i Frankfurt, hvor den trods Preussens Protest
næsten fuldtallig havde indfundet sig i Septbr
samme Aar, og det saa nu ud til, at det skulde
komme til Krig mellem de to Stormagter, idet
preussiske Tropper, der under en mellem
Kurfyrsten af Hessen og hans Folk opstaaet
Konflikt vedrørende Forfatningen var rykkede ind i
Hessen for at tage sig af Folkets Sag, her kom
til at staa over for østerrigske og bayerske
Tropper, som paa Forbundsdagens Begæring
skulde støtte Kurfyrsten; i yderste Øjeblik
bøjede Preussen dog af og maatte paa en
Ministerkonference i Olmütz ydmyge sig for
Østerrig ved at gaa ind paa dets Fordringer
vedrørende Kurhessen og Holsten. Maj 1851
genoptog Forbundsdagen sine regelmæssige
Møder og optraadte straks som trofast
Forbundsfælle af Reaktionen i de enkelte Stater,
hvor de fri Forfatninger dels tilbagekaldtes,
dels ændredes i streng konservativ Aand;
flere Steder genindførtes
Stænderforrettighederne, ligesom Presse- og Forsamlingsfriheden
indskrænkedes, saa at det væsentlig kun var
Reformerne paa Retsplejens og det økonomiske
Omraade, der fik Lov til at forblive
uforandrede. Lige saa lidt som der var Tale om
Fællesskab for hele Forbundet i Post- og
Møntvæsen (Toldforeningen omfattede heller ikke
alle Forbundsstater) eller i Retspleje, lige saa
lidt naaede Forbundet nogen Sinde til enig
Optræden udadtil, hvorfor det ikke spillede
nogen Rolle under Krimkrigen (1853—56) og
under den fransk-italienske Krig med Østerrig
(1859), der foretrak en ugunstig Fred fremfor
at lade Preussen faa Overkommandoen over
den tyske Forbundshær. Afholdelsen af et
Møde i Eisenach (Juli 1859) mellem tidligere
Parlamentsmedlemmer (i Lighed med
»Vorparlamentet« 1848), der anbefalede et snævert
Forbund under Preussens Ledelse, og Stiftelsen af
Nationalforeningen med samme Formaal
fjernede end yderligere de to Stormagter fra
hinanden; vel enedes man om nogle økonomiske
Reformer (navnlig en fælles Handelslov), men
under de genoptagne Forhandlinger om en
Revision af Forbundsforfatningen (1860—63) holdt
Preussen fast ved sit Unionsforslag af 1851,
medens Østerrig og Sydstaterne atter mødte
frem med Forslaget af Febr 1851 om et
Direktorium og en Rigsdag af Landdagsmedlemmer,
hvad der vilde give Mellemstaterne og dermed
Østerrig Overvægt over Preussen, hvis
voksende Indflydelse under den ny Æra, der var
begyndt med Vilhelm I’s Overtagelse af
Regeringen, viste sig ved, at Forbundet blev nødt til
paa Preussens Forlangende at genoprette
Forfatningen af 1831 i Kurhessen (hvorved
Preussen fik Oprejsning for Nederlaget 1850), ligesom
den af den østerrigske Kejser i Aug. 1863
indkaldte Fyrstekongres i Frankfurt blev
resultatløs, da Vilhelm I nægtede at give Møde. En
endelig Afgørelse af Striden mellem de to
Stormagter syntes at maatte være
nærforestaaende; men Bismarck, den preussiske
Premierminister, skød den ud, til han, efter at have
faaet Østerrig med til Angrebet paa Danmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
