Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
aldrig vilde gaa til Canossa, blev de katolske
Partiers Opposition stedse heftigere og
heftigere, indtil begge Parter, ikke mindst
Regeringen, paa Grund af de skadelige Følger,
Kulturkampen, som den kaldtes, medførte (9 af
12 Bispestole og over 1000 Præstekald stod
ledige), blev tilbøjelige til Forlig, hvis endelige
Afslutning fandt Sted 1886, efter at de vigtigste
Majlove i Løbet af de 4 foregaaende Aar var
blevne ophævede; til Gengæld støttede
Katolikkerne Regeringen, da denne forelagde Forslag
til en meget betydelig Forhøjelse af Budgettet
for det tredie Militærseptennat, saa at
Bevillingen, efter at Rigsdagen var blevet opløst og
ny Valg foretagne, gik igennem med betydelig
Majoritet. Ogsaa paa anden Maade havde
Regeringen Fordel af Kulturkampens Ophør, idet
de katolske Fraktioner ikke stillede sig
afvisende over for den forandrede Toldpolitik, der
gik ud paa en Opgivelse af
Frihandelsprincipperne af 1870 og Overgang til
Beskyttelsessystemet for gennem de forhøjede
Toldindtægter at kunne formindske de enkelte Staters
Matrikularbidrag til Rigsudgifterne og derved
lette den direkte Skattebyrde. Systemskiftet
fandt Sted 1879 og havde de forønskede
Virkninger baade for Finansernes, Industriens og
Agerbrugets Vedkommende; navnlig Industrien
tog et mægtigt Opsving, yderligere fremhjulpet
ved Indførselstoldsatsernes Forhøjelse 1885 og
ved Regeringens Bestræbelser for at sikre den
ny Markedspladser, idet Staten understøttede
Oprettelsen af ny oversøiske Dampskibslinier og
fra 1884 slog ind paa en Kolonialpolitik, der
efterhaanden skaffede Riget Kolonier i Vest- og
Østafrika samt paa de australske Øer. Ved den
forøgede industrielle Virksomhed gaves der en
Mængde Mennesker rigeligt Arbejde, og derved
samt ved Gennemførelsen af en Række
socialpolitiske Love (om Lærlingeuddannelse,
Lavsvæsen, Arbejdersygekasser, Ulykkesforsikring
for Arbejdere og Alderdomsforsørgelse)
haabede Regeringen at kunne bryde Brodden af det
stadig voksende Socialdemokratis Opposition
mod den bestaaende Statsorden, hvad dog ikke
lykkedes, og efter Hödel’s og Nobiling’s
Attentater paa Kejser Vilhelm (1878) besluttede
Bismarck da at gaa angrebsvis til Værks, idet
han efter en heftig Modstand gennemførte en
midlertidig Undtagelseslov mod Socialisterne,
hvorved Regeringen fik Ret til at udvise
Socialistførerne og sætte de større Byer i
Belejringstilstand. Langt ringere var de
Vanskeligheder, med hvilke Regeringen havde at kæmpe
paa den ydre Politiks Omraade, idet
Vedligeholdelsen af det gode Forhold til Rusland var
tilstrækkelig til at holde Frankrigs formentlige
Revanchelyster i Tømme, tilmed da det kunde
forudses, at Østerrig af Frygt for at blive
isoleret vilde slutte sig til de to Nabomagter,
hvilket ogsaa skete ved Oprettelsen af
Trekejserforbundet (1872). Da Forholdet til Rusland paa
Grund af denne Magts Misfornøjelse med T.’s
Holdning paa Berlin-Konferencen 1878 (se
Rusland) imidlertid efter dette Aar blev
temmelig køligt, indgik de to andre Magter
1879 et snævrere Forbund, og hertil sluttede
Italien sig 1883. Men denne Tripelalliance
hindrede dog ikke T. i 1887 at slutte et
hemmeligt treaarigt Forsvarsforbund med Rusland.
Aaret efter døde den 90-aarige Kejser
Vilhelm I (8. Marts 1888), og da den dødssyge
Søn og Efterfølger, Frederik III, allerede
3 Maaneder efter fulgte ham i Graven, gik
Kronen (15. Juni samme Aar) over til dennes Søn
Kejser Vilhelm II, der delte sin afdøde
Faders Anskuelse om, at der burde gøres et nyt
Forsøg paa gennem en arbejdervenlig
Lovgivning at vinde den maadeholdne Fraktion af
Socialdemokratiet for Samarbejdet med det
borgerlige Samfund, af hvilken Grund han
heller ikke var nogen ubetinget Ven af
Undtagelsesloven mod Socialisterne. Da Kejseren
fastholdt sin Beslutning over for Bismarck’s
Modstand, forlangte denne, der heller ikke kunde
finde sig i Vilhelm II’s egenmæssige Indgriben
i Udenrigspolitikken, sin Afsked og fik den (20.
Marts 1890), hvorpaa General Caprivi blev
udnævnt til Rigskansler. Kejserens
statssocialistiske Ideer satte dog ingen synderlig Frugt, og
forhindrede navnlig ikke Socialdemokratiets
hurtige Vækst og Fremgang fra Rigsdagsvalg
til Rigsdagsvalg. Da Kejseren, paavirket af
Udlandets Anarkistforbrydelser, blev stemt for ny
kraftige Forholdsregler mod
»Samfundsomstyrterne«, bevirkede dette Uoverensstemmelser
med Caprivi, saaledes at denne trak sig
tilbage (1894), hvorefter Kejseren udnævnte Fyrst
Hohenlohe-Schillingsfürst, der havde været
Statholder i Alsace, til hans Efterfølger. Den
gamle Hohenlohe’s Afløser som Rigskansler
blev senere (Oktbr 1900) Fyrst Bülow.
Regeringen førte under Vilhelm II en
Toldbeskyttelsespolitik, der til Gavn for Landbruget
fordyrede de almindelige Livsfornødenheder, men
endda var »Agrarerne« ikke tilfredse. Industri
og Handel var i vældig Opgang, og det var i
Sammenhæng hermed, det blev set som en
Nødvendighed at berede T. en »Fremtid paa
Havet« og at skaffe det Kolonier. Derfor skulde
T. ogsaa, samtidig med at det fastholdt sin
Stilling som Verdens største Landmilitærmagt,
udvikles til en stor Flaademagt. Herved kunde
T. imidlertid ikke undgaa at skabe sig en
farlig Fjende i England. Den britiske Regering
afstod endnu 1896 i al Venskabelighed
Helgoland til T., men blev ikke længe efter med
Rette højlig forbitret over Kejser Vilhelm’s
Brev til Præsident Krüger, hvori han
forsikrede ham om, at Boererne ikke vilde komme
til at staa alene under en Kamp med England;
Vreden lagde sig dog, da den tyske Regering
under Boerkrigen tog bestemt Parti for
England, der gjorde T. koloniale Indrømmelser i
Afrika. Efterhaanden som Frankrig nærmede
sig England, kølnedes Kejser Vilhelm’s
engelske Sympatier atter, og efter at Kejseren 1905
havde lovet Sultanen af Marokko Bistand mod
Frankrig, blev Forbitrelsen i England herover
saa stor, at det en Tid saa ud til, at den
britiske Regering vilde stille sig ved Frankrigs
Side under en Krig med T., men Faren for en
Krig drev dog over, da man paa den
marokkanske Kongres i Algeciras blev enig om
(1906) at stille Marokko under Europas
Kontrol (se Marokko S. 662). I den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
