- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
92

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Bestemmelser. Da Rigsdagen stillede Krav om at
faa Klarhed over Krigsmaalene, nødtes
Bethmann Holweg til at gaa af (14. Juli), og hans
Afløser blev den som Embedsmand dygtige, som
Politiker umulige Michaelis, T.’s første
borgerlige Rigskansler. 19. Juli vedtog Rigsdagens
Flertal, Centrum, Fremskridtspartiet og
Socialdemokratiet, en Resolution mod alle
Anneksioner og for en Forstaaelsesfred. Efter faa
Maaneders Forløb maatte Michaelis gaa af (2.
November 1917), og Kravet om en parlamentarisk
Rigskansler blev for saa vidt imødekommet,
som hans Efterfølger blev den erfarne
Centrumspolitiker, tidligere bayersk
Ministerpræsident Hertling. I Vinteren 1917—18 fandt
Folket nogen Trøst i sine Lidelser ved den
Udsigt, der efter Ruslands Sammenbrud syntes at
frembyde sig baade til mere Mad og til en
snarlig Fred. 9. Februar 1918 sluttedes Freden
med Ukraine, der døbtes med det
forhaabningsfulde Navn »Brødfreden«, fordi man mente, at
den skulde aabne Tyskland Adgang til et
velforsynet Kornkammer. Men dette Haab slog i
den Grad fejl, at Brødrationerne tværtimod
maatte nedsættes. Freden med Rusland i
Brest-Litowsk i Marts Maaned blev ved de store
Afstaaelser, som blev dikteret
Sovjetrepublikken, en udpræget Anneksionsfred, som de, der
holdt paa Forsoningsfreden, ikke skjulte deres
Misfornøjelse med. Saa fulgte i Foraaret og
Sommeren 1918 de sidste store Offensiver paa
Vestfronten, som snart afløstes af den
Ententeoffensiv, der førte til de tyske Hæres endelige
Tilbagetog. Aanden i den tyske Hær var ikke
mere den gamle. Paa Balkan brød Bulgarien
nu sammen, og 29. September stillede den
øverste Hærledelse Krav om en Regering, der var
villig til at skaffe Vaabenstilstand. Hertling
traadte da tilbage, og Prins Max af Baden
dannede 3. Oktober 1918 som tysk Rigskansler og
preussisk Ministerpræsident T.’s første
virkelige parlamentariske Regering.

Efter Prins Max’ Opfordring indtraadte de to
Socialdemokrater Scheidemann og Bauer i hans
Regering efter først at have krævet og faaet
Løfte om vidtrækkende indre Reformer,
Belgiens og andre besatte Omraaders Rømning,
Opgivelse af Traktaterne i Brest-Litowsk og
Bukarest (med Rumænien). Kun
Flertalssocialisterne blev paa denne Maade Deltagere i
Regeringen, de uafhængige Socialister, der
forkastede ethvert Samarbejde med borgerlige
Partier og fordrede øjeblikkelig Fredsslutning,
stod udenfor. I øvrigt bestod den ny Regering
af liberale og demokratiske Politikere,
deriblandt Centrumsmanden Erzberger, og dens
Program, som Prins Max fremsatte 5. Oktbr,
gik ud paa Forfatningens Demokratisering og i
udenrigspolitisk Henseende paa Respekt for
Folkenes Selvbestemmelsesret. Samme Dag
rettedes Henvendelse til Amerikas Præsident,
Wilson, om at mægle Fred, ved hvilken
Henvendelse man efterkom de Ønsker, der
indtrængende var blevet fremsat af det militære
Hovedkvarter. Den demokratiske Bølge var stærkt
stigende i den nærmest følgende Tid og havde
en stor Styrke ved, at man ikke uden Grund
fortolkede Præsident Wilson’s Noter saaledes,
at der vilde blive budt T. gunstigere
Fredsbetingelser, hvis det antog en demokratisk
Regeringsform, end hvis det vedblev at være
»autokratisk«. I en Note af 23. Oktbr udtalte Wilson
saaledes, at »Verdens Nationer ikke kunde
have nogen Tillid til de Mænds Ord, der hidtil
havde behersket den tyske Politik«. Kravet om
Hohenzollernes Afsættelse maa betragtes som
rejst af den sejrende Entente førend af det
tyske Folk. For Prins Max’ Tanker var det
fra først af ganske fremmed at gaa saa vidt.
28. Oktbr, da T.’s Forbundsfæller allerede
havde svigtet, gjorde Regeringen Skridt til en
Række Lovforanstaltninger, der skulde
demokratisere Forfatningen inden for det
konstitutionelle Monarkis Ramme ved at overflytte de
grundlæggende Rettigheder fra Kejseren til
Folket. Men Rigets Forsvarskraft viste sig nu i
skæbnesvanger Grad paavirket af en
revolutionær Aand, der ikke lod sig nøje med saadanne
Indrømmelser. 31. Oktbr gjorde Mandskabet
paa Kieler-Flaaden Mytteri og vilde ikke
efterkomme en Ordre om at sejle Flaaden ud i rum
Sø, idet det med Grund blev fortalt og troet,
at der hermed ikke tilsigtedes Manøvrer, men
et afgørende Sammenstød med den engelske
Flaade. Førerne for Mytteriet blev arresteret,
men dette førte blot til et virkeligt Oprør i
Flaaden, idet Mandskabet 5. Novbr løsrev sig
helt fra Officerernes Kommando og dannede et
Matrosraad. Meget hurtigt bredte
Oprørsbevægelsen sig nu over Nordvesttyskland, hvor der
rundt om i Byerne dannedes Arbejder- og
Soldaterraad, og til hele det øvrige T. Det hjalp
ikke, at Kejseren 2. Novbr havde erklæret sig
for »Folkets Tjener«. 4. Novbr besluttede
Flertalssocialisterne at arbejde for Indførelsen af
en Republik, og 7. Novbr krævede de under
Indtryk af Oprøret Kejserens og Kronprinsens
øjeblikkelige Tronfrasigelse. Den første Trone,
der faldt for Oprøret, var den brunsvigske, som
beklædtes af Kejserens Svigersøn. Det skete
allerede 8. Novbr, og samme Dag blev det
bayerske Kongedømme styrtet af en
yderliggaaende Bevægelse under Ledelse af Kurt Eisner,
der ogsaa fremsatte Krav om Kejserens
Tronfrasigelse. 9. Novbr, da Arbejderne i Berlin
begyndte paa en Generalstrejke, stillede saa Prins
Max Forespørgsel til Kejseren, der opholdt sig
i Spa, om, hvad han vilde bestemme sig til.
Kejseren kunde imidlertid ikke tage nogen
Bestemmelse, kunde og turde ikke føre Hæren
mod den oprørske Hovedstad, men besad heller
ikke Mod til at se Virkeligheden i Øjnene.
Rigskansleren handlede da straks paa egen Haand,
og uden nogen formel Bemyndigelse
offentliggjorde han en Erklæring om, at Hans Majestæt havde
nedlagt Regeringen, og at Kronprinsen havde
opgivet sin Arveret til Tronen. Prins Max
traadte derefter selv tilbage og overlod sit
Embede til Socialdemokraten Ebert. Om
Eftermiddagen 9. Novbr udraabte Scheidemann
Republikken fra Rigsdagsbygningen, inden Aften
befandt Kejseren sig paa en lidet tappert
udseende Flugt til Holland, hvortil han ankom 10.
Novbr. Den Skæbne at blive afsat ramte i disse
Novemberdage samtlige andre tyske Fyrster,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0102.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free