- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
94

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

10. Jan. 1920 forkyndte Præsident Ebert: »Vi
skal ærlig forsøge at opfylde vore
Forpligtelser over for Ententen i Overensstemmelse med
Fredstraktaten, men hvis der er Bestemmelser,
som viser sig at være uigennemførlige, maa vi
haabe, at Ententen vil forstaa dette og være i
Stand til at imødekomme os i vore
Vanskeligheder«. Den konservative-nationalistiske
Agitation anslog andre Strenge, og Misfornøjelsen
og Skuffelsen over de Allieredes Haardhed gav
den Vind i Sejlene. Man kunde med en vis
Virkning henvise til, at det var ikke England
og Amerika, der havde gennemtvunget disse
Bestemmelser, men Frankrig, og at følgelig
den store Fejl fra T.’s Side havde været dets
Selvopgivelse over for de franske Hære. 13.
Marts 1920 foretog den højtstaaende
Embedsmand Kapp et Statskupforsøg, der et Par Dage
gjorde ham til Herre i Rigshovedstaden,
hvorfra Regeringen flygtede, men som hurtigt blev
bragt til at strande ved en Generalstrejke. 6.
Juni holdtes de første Valg til Rigsdagen efter
den ny Forfatning, og de gav Fremgang for
de yderliggaaende i national og social
Henseende. Uafhængige Socialister gik frem til 81,
tyske Folkeparti til 62, tysk nationale til 66,
men Demokraterne tilbage til 45,
Flertalssocialisterne til 112, Centrum til 70. En mere
konservativ Regering var nu naturlig, og Fehrenbach
dannede et Ministerium af Centrum og
Demokrater med Wirth som Finansminister og
Simons som Udenrigsminister. Ogsaa denne
Regering maatte efterkomme det Krav fra
Verdenskrigens Sejrherrer, at T. skulde afrustes
og beholde blot et Rigsværn til at opretholde
den indre Orden. Hvor megen Magt der laa
paa dette Rigsværns hensigtsmæssigste
Indretning, havde Kapp-Affæren vist. 30. Juli 1920
antoges en Rigsværnslov for den nye Hær, i
hvilken den almindelige Værnepligt blev
ophævet, og 5. Aug. vedtoges en Lov om
Civilbefolkningens Afvæbning. Senere (Maj 1921)
blev den bayerske Ministerpræsident von Kahr
tvunget til under Trusel fra de Allierede om
Besættelse af Ruhr at afvæbne et i Bayern
dannet »Einwohnerwehr«.

Erstatningernes samlede Beløb fastsattes
foreløbig paa en Konference i Paris 24.-29. Jan.
1921. T. skulde i alt betale 226 Milliarder
Guldmark (til 1932 aarlige Betalinger stigende
fra 2 til 5 Milliarder, derpaa til 1963 6 aarlige
Milliarder), desuden i Tiden 1921—63 et Beløb
svarende til 12 % af den tyske Eksports Værdi.
Ved en Konference i London 1.—7. Marts, hvor
T. havde Repræsentanter, afvistes Tilbud, som
disse gjorde om at betale noget mindre Beløb,
og der truedes med Okkupation, hvis ikke
Pariserbeslutningen opfyldtes. Da Tyskerne
vægrede sig, besattes Duisburg, Ruhrort og
Düsseldorf 8. Marts. Pariserkongressens
Beslutninger var udarbejdet uden Hensyn til
Eksperterne, og de blev opgivet, da
Erstatningskommissionen 27. Apr. fastslog T.’s Forpligtelser til
132 Milliarder. I Tilslutning hertil
udarbejdedes en Betalingsplan, efter hvilken der aarligt
skulde betales 2 Milliarder, og desuden et
aarligt Beløb svarende til 26 % af den tyske
Eksports Værdi til Forrentning og Afdrag. Den
fremsattes den 5. Maj i Londonerultimatumet
med en Frist paa 6 Dage. I Tilfælde af Vægring
truedes med Okkupation af Ruhrdistriktet.
Efter forgæves Forsøg paa at faa amerikansk
Mægling traadte Fehrenbach tilbage, og Wirth
dannede 10. Maj en Regering af Centrum,
Flertalssocialister og Demokrater med
Opfyldelsespolitikken som Program og med Rathenau som
Genrejsningsminister. Som Offer for dette
Forsøg paa at imødekomme de tidligere Fjender
myrdedes Erzberger 25. Aug. af en patriotisk
Fanatiker. Der raadede i Folket megen
Bitterhed over det Tryk, der gennem
Erstatningerne skulde lægges paa det tyske Folk under
Forhold, der var vanskelige nok i Forvejen og
herigennem maatte yderligere forværres. Der
var 2 Mill. Arbejdsløse og 4 Mill., der kun
arbejdede den halve Tid. Valutakursen, der
havde været under Pari siden Krigen, faldt i Løbet
af 1921 med forøget Fart, idet Regeringen saa
som den eneste Redning i den økonomiske
Situation, hvori den befandt sig, at trykke stadig
flere nye Sedler. Valutafaldet, Inflationen,
maatte føles særlig haardt af alle fast lønnede,
men gav paa den anden Side mange frie
Virksomheder en betydelig Chance. Ganske særligt
kom der Højkonjunktur for Industrien i
Westfalen, og mellem dem, der her tjente sig op til
uanet Rigdom, var Hugo Stinnes. Vældige
Formuer samledes paa enkelte Hænder, medens
store Dele af Nationen led bitter Nød. Under
disse Forhold samlede de uafhængige Socialister
sig med Kommunisterne i T.’s forenede
Kommunistparti, der sluttede sig til 3.
Internationale, medens Flertalssocialisterne indordnede
sig under 2. Internationale. Den nationale
Reaktion fik Vind i Sejlene ikke blot ved Harmen
over Opfyldelsespolitikken over for de
Allieredes Fordringer, men ogsaa ved Løsningen af
det øvreschlesiske Spørgsmaal. 20. Marts
havde der i Øvreschlesien fundet et Plebiscit Sted,
hvorved der blev afgivet 717122 Stemmer for
T., 483514 for Polen, men Folkeforbundet traf
dog i Oktbr den Afgørelse, at det vigtigste tyske
Industridistrikt skulde tilfalde Polen. Wirth
maatte nu omdanne sit Ministerium, hvori
Demokraterne ikke mere vilde deltage som
Parti (dog var Rathenau og
Forsvarsministeren, Gessler, nærmest Demokrater).

I Aaret 1922 blev Underskudet paa
Finansbudgettet saa voldsomt, at man blev nødt til at
bede de Allierede om Moratorier og til at give
Erstatningskommissionen Ret til Tilsyn med T.’s
finansielle Foranstaltninger. I Jan. overtog
Rathenau Udenrigsministeriet, og han førte med
den franske Minister Loucheur ret
frugtbare Forhandlinger om Lempelser i T.’s
Vilkaar, men vanskeliggjorde sikkert Stillingen
udadtil ved 16. Apr. med Rusland at slutte
Traktaten i Rapallo, hvorved T. og Rusland
indbyrdes opgav alle Krav paa en
Krigsskadeserstatning og gav hinanden Løfte om
økonomiske Begunstigelser. Traktaten rummede i
Virkeligheden ingen hemmelig politisk Aftale, men
som en Tilnærmelse mellem T. og
Bolsjevikstaten blev der fra de Allieredes Side set paa den
med Mishag og Mistænksomhed. 24. Juni
myrdedes Rathenau af to Nationalister. 24. Septbr

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0104.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free