Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dannedes en stærkere socialdemokratisk Front
ved ny Sammenslutning af Flertalssocialister og
Uafhængige. I Novbr afgik Wirth, og den
storindustrielle Kuno dannede et Ministerium, hvori
ogsaa det tyske Folkeparti indtraadte. Under
alt dette var Opfyldelsespolitikken blevet stadig
vanskeligere. Ved en Konference i Cannes var
der tilstaaet T. flere Lempelser, men alle tyske
Forsøg paa Opfyldelse blev gjort til intet ved
de voldsomme Markfald, der fulgte efter
Rathenau’s Mord. T. bad paany om Moratoria, men
paa en Konference i London 8.—14. Aug. søgte
Poincaré paa Frankrigs Vegne forgæves at
vinde den engelske Regering for at tage
»produktive Panter« som Betingelse for at tilstaa
Henstand. Paa en ny Konference i London 9.—11.
Decbr foreslog Bonar Law, der i Oktbr havde
afløst Lloyd George som engelsk
Førsteminister, over for det franske Forslag om at tage
Ruhrdistriktet som Pant et fleraarigt
Moratorium for at lette T.’s Valutastabilisering og
dermed dets Evne til at betale Erstatningerne.
Paa Konferencen i Paris 4. Jan. 1923
udformede Bonar Law sin Plan nærmere og søgte at
modarbejde Poincaré’s Planer om »Sanktioner«,
dels fordi han frygtede for, at den franske
Besættelse skulde blive Led i Planerne om at sikre
den franske Østgrænse mod Invasion, og dels
fordi han mente, at saadanne Forholdsregler
vilde faa ødelæggende Følger for Europas
økonomiske Stilling. Efter at
Erstatningskommissionen 26. Decbr 1921 og 9. Jan. 1923 havde
erklæret — med afvigende Votum fra det britiske
Medlem — at T. »med Vilje« havde svigtet
sine Forpligtelser, besatte franske og belgiske
Tropper 11. Jan. Ruhromraadet med det
Formaal, at der gennem en Kommission af
Ingeniører skulde afpresses dette den Erstatning,
som Tyskerne ikke frivillig vilde betale. Ruhrs
Befolkning satte imod denne Udnyttelse en
»passiv Modstand«, som understøttedes af den
tyske Regering med umaadelige Summer. I 8
Maaneder blev den Landsdel, der hidtil havde
udgjort en væsentlig Kilde til Indkomst for
Finanserne, en trykkende Byrde for disse. De
Vanskeligheder, der forvoldtes herved, førte til
ubegrænset Inflation, som yderligere
forværredes ved Rigsbankens slette Styrelse. I Juni var
Markens Kurs i Forhold til Dollaren 150000, 30.
Juli 1 Milliard, 20. Novbr 4,2 Billioner — d. v. s.
den var sunket til fuldstændig Værdiløshed.
Sult og Elendighed paa Højde med de Lidelser,
der havde ramt Østerrig, syntes nu at true T.
Under disse Forhold dannedes en stor
Regeringskoalition af Socialister, Demokrater,
Centrum og det tyske Folkeparti, under Ledelse af
det sidste, idet Stresemann blev Rigskansler og
Udenrigsminister. Den vanskelige Post som
Finansminister overtoges af Socialisten
Hilferding. Denne Regering — udnævnt 14. Aug. —
opgav den passive Modstand i Ruhr og indførte
Belejringstilstand over hele Riget for at
modarbejde den Uro, Gæring og Opløsning, som
rundt omkring var i Stigen. Bayern, i hvis
sydlige Del den gamle Modstand mod Preussen
var meget levende, havde allerede Sommeren
1922 nægtet at anerkende Rigets Lovgivning og
Domstole, og under Ledelse af den tidligere
Generalstabschef Ludendorff og Arbejderen
Hitler organiseredes i München en
»nationalsocialistisk Bevægelse«, en Slags Fascisme, hvis
første Maal var Monarkiets Gennemførelse, for
hvilken der hele Tiden i Bayern havde været
en stærk Stemning. I Septbr 1923 fik den
tidligere Minister v. Kahr overdraget diktatorisk
Myndighed over Bayern, og et Forsøg, som
Nationalsocialisterne i Novbr gjorde paa at vinde
Magten, løb ud i Sandet — ved deres Føreres
Holdning paa en ret ynkelig Maade —,
saaledes at videre Foranstaltninger fra
Regeringens Side blev overflødige. Imidlertid var det
ogsaa i Sachsen kommet til Revolution, men i
modsat Retning. Her havde de yderligtgaaende
Socialister Magten, og uden at
Ministerpræsidenten Zeigner tog Afstand, havde
Finansministeren Bottcher holdt en Tale, hvori han kaldte
Proletariatet frem til væbnet Kamp mod den
bestaaende Statsordning. 22. Oktbr rykkede
Rigsværnet ind i Sachsen, tvang Zeigner til
Afgang og genoprettede den borgerlige Orden i
Landet. Ogsaa i Thüringen rykkede
Rigsværnet ind og afvæbnede en »rød« Hær, som var
blevet herskende her. I Rhinlandet ytrede der sig
en separatistisk, for Rigsenheden farlig
Bevægelse, og en uafhængig Rhinlands-Republik blev
proklameret i Aachen og andre Byer. Denne
Bevægelse begunstigedes af Franskmændene,
men døde dog hen i Løbet af faa Maaneder. —
Socialisten Hilferding var udtraadt af
Regeringen i Oktbr. Endnu en stor Opgave løstes af
Ministeriet som Helhed inden dets Afgang, idet
det den 15. Novbr 1923 til Afløsning af den
ødelagte Rigsmark gav T. en ny Møntenhed:
Rentemarken. Rentemarken blev ligestillet med den
efter Dollaren beregnede Guldmark og sat i
det faste Forhold til 1 Dollar af 1:4. Da
Dollarkursen faa Dage efter blev fastsat til 4,2
Billioner, blev ogsaa Guldmark og Rentemark
for bestandig sat hg med 1 Billion. Man søgte at
sikre en uforanderlig Kurs for Rentemarken
ved en begrænset Udstedelse af Pengesedler og
navnlig ved at lægge en 4 % Guld-Grundskyld
paa hele det tyske Næringsliv. — Da Rigsdagen
traadte sammen paany 20. Novbr, blev dens
Forhandlinger straks forstyrret af
kommunistiske Optøjer. Efter at Rigskansler Stresemann
havde talt 22. Novbr, stillede baade
tysk-nationale og Socialdemokrater Mistillidsvota. De
blev forkastet med forskellige Flertal, men
Rigskansleren erklærede, at Regeringen ikke
havde til Hensigt at fortsætte sine Forretninger
paa Grundlag af en parlamentarisk Aritmetik
og forlangte en klar og utvetydig Afgørelse. Da
saa et af de fire Regeringspartier stillet
Tillidsvotum var forkastet, maatte Regeringen
betragtes som styrtet. 1. Decbr dannede derefter
Centrumsmanden Marx en Regering af
Mellempartierne med Stresemann som
Udenrigsminister og Luther som Finansminister. I de
økonomiske Spørgsmaal maatte denne Regering
finde sin vigtigste Opgave. Om den
forfærdelige Nødstilstand i T. paa dette Tidspunkt
vidnede den ny Rigskansler i en Tale, som blev
rundkastet ved Juletid 1923: »Vi er saa
forarmede, at Hundredetusinder i det tyske Folk
vil være glade, hvis de i Juledagene gennem de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
