Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
denne ved Døden, og det store Spørgsmaal om
hans Efterfølger afgjordes 26. Apr. saaledes,
at T.’s ledende Feltherre under Verdenskrigen,
Hindenburg, valgtes med 14639000 Stemmer,
medens 13740000 faldt paa Marx som Kandidat for
de mere demokratiske Partier og 4900000 paa
Kommunisternes Kandidat, den tidligere
Mesterbokser Thaelmann. Dette Præsidentvalg
vakte Frygt i Udlandet og føltes som en Triumf
af de tyske Monarkister. Hindenburg maatte
imidlertid for at overtage sit Embede aflægge
Ed paa den republikanske Forfatning, og ingen
kunde betvivle, at han vilde være tro mod det
Løfte, han saaledes aflagde. I Virkeligheden
blev hans Valg snarere en Styrkelse end en
Svækkelse for Republikken. — T. havde
allerede i Begyndelsen af Aaret optaget
Samarbejde med de Allierede om fuldstændig at
gennemføre Fredstraktatens Bestemmelser om den
tyske Afvæbning. 4. Oktbr optog T. paa en
Konference i Locarno i Schweiz Forhandling
med en Række andre europæiske Lande om en
»Sikkerhedspagt« til Betryggelse af Freden i
Europa. Efter forskellige Vanskeligheder
un-derskreves Udkastet til en saadan Pagt samt
Udkast til Voldgiftstraktater mellem T. og
Frankrig og T. og Belgien. Idet Frankrig og T.
i Locarno garanterede hinandens Grænser, var
det afgørende, der skete fra tysk Side, i
Virkeligheden et Afkald for bestandig paa
Alsace-Lorraine — hvad der hos de tyske Nationalister
vakte uhyre Forbitrelse. Den tysk-nationale
Partibestyrelse erklærede Aftalerne i Locarno
for uantagelige ud fra Hensynet til de tyske
»Livsnødvendigheder« og besluttede 25. Oktbr
at trække Repræsentanter tilbage fra
Regeringen. De Rester, der blev tilbage af denne,
besluttede imidlertid at fortsætte paa den i
Locarno begyndte Vej, og 1. Decbr underskreves
Locarno-Pagten i London af alle de
interesserede Magter. Samme Dag begyndte de
engelske Tropper at rømme Köln, og samme Dag
traadte Kabinettet Luther tilbage.
Efter Forsøg paa at danne en ny stor
Regeringskoalition, der naaede fra Folkepartiet til
Socialisterne, blev Resultatet af den langvarige
Ministerkrise, at Luther 20. Jan. 1926 dannede
en Regering med Støtte fra Demokraterne,
Centrum, det tyske og det bayerske Folkeparti, et
»neutralt Midtkabinet«, der skulde være
uafhængigt over for baade det yderste Højre og
yderste Venstre. Dets Stilling var vanskelig,
dets Program ret vidtsvævende, men dog med et
Løfte om Overholdelse af Locarnotraktaterne.
I Rigsdagen vedtoges et Tillidsvotum med 160
Stemmer mod 150, idet andre 150 undlod at
stemme. Rigsdagens udenrigspolitiske Udvalg
vedtog 3. Febr med 18 Stemmer mod 8 at give
Regeringen Fuldmagt til at indmelde det tyske
Rige i Folkeforbundet, og Regeringen vedtog
derefter enstemmigt at foretage denne
Indmeldelse. Efter forskellige Vanskeligheder
indstillede Folkeforbundsraadet enstemmigt at
indrømme T. en permanent Plads i Raadet, og 8.
Septbr optoges da T. enstemmigt som Medlem
af Folkeforbundet. Den tyske Delegation indtog
10. Septbr sit Sæde ved et Folkeforbundsmøde
i Genève. Udenrigsminister Stresemann holdt
en udpræget Fredstale, og Frankrigs
Udenrigsminister Briand holdt en lige saa fredsvenlig
Velkomsttale. I samme Maaned mødtes
Stresemann og Briand til venskabelige Forhandlinger
i Thoiry. — Imidlertid var Luther allerede i
Maj gaaet af, og Anledningen hertil havde
været, at han havde kontrasigneret en Forordning
af Rigspræsident Hindenburg, hvorefter det
gamle tyske Kejserflag med de sort-hvid-røde
Farver genindførtes. Han faldt da i Rigsdagen for
et Mistillidsvotum, stillet af Demokraterne, og
Marx blev 17. Maj Rigskansler i en Regering med
omtrent de samme Medlemmer som Luther’s,
men beredt til at indtage en mere selvstændig
Holdning over for Nationalisterne, som Luther
i Virkeligheden havde støttet sig til. En
vanskelig Sag, der ved denne Tid trængte sig paa,
var Fyrsteaffindelserne. Medens der i flere af
de enkelte Lande, f. Eks. Bayern, var naaet en
mindelig Løsning af Spørgsmaalet om, hvilke
Kapitaler og Ejendele der skulde tildeles de
afsatte Fyrstehuse som deres retmæssige private
Formue, stilledes der i andre Lande, navnlig
Preussen og de thüringske Stater, Fordringer
fra Fyrstehusene, som syntes overdrevne og
urimelige og alt for trykkende for Folket.
Harmen herover strakte sig langt ud over de
socialistiske Kredse, der simpelthen krævede
Fyrsternes Formuer konfiskeret, men for mange
vejede dog Ejendomsprincippet saa tungt til, at
de alene af den Grund mente, at Fyrsternes
Krav maatte imødekommes. Ved en
Folkeafstemning, som Regeringen lod afholde 20. Juni,
afgaves der for en Konfiskation af
Fyrsteformuerne kun 14—15 Mill. Stemmer, medens der
skulde have været omtrent 20 Mill. for at
gennemføre Forslaget. De konservative afholdt sig
gennemgaaende fra at stemme. Spørgsmaalet
kunde derefter afgøres ud fra en Anerkendelse
af Fyrsternes Ejendomsret, men i Oktbr
undertegnedes en Overenskomst med Hohenzollerne om
Affindeisen, hvorefter disse skulde give Afkald
paa en Del Slotte og Arealer og nøjes med 15
Mill. Mark i rede Penge. Af
Socialdemokraterne blev Ministeriet Marx haardt angrebet, fordi
disse vilde have en Plads i Regeringen. De
vendte særligt deres Angreb mod Rigsværnets
Leder, Gessler, som beskyldtes for at
begunstige reaktionære Tendenser. En herved
opstaaet Rigsdagsdebat endte med et
Mistillidsvotum, stillet af Socialdemokraterne og støttet
af de tysk-nationale, og som vedtoges med 249
Stemmer mod 179, hvorefter Ministeriet
demissionerede.
I Slutningen af Jan. 1927 dannede Marx en ny
Regering paa ny Basis, nemlig med Støtte af
de tysk-nationale, der for at faa
Repræsentanter i Regeringen maatte finde sig i at antage
Centrums Retningslinier i afgørende
Spørgsmaal, saaledes »Retsgyldigheden af den i
Weimar grundlagte republikanske Statsform« og
det Synspunkt, at »denne Forfatning i sin
Helhed ligesom de forfatningsmæssige Rigsfarver«
skulde beskyttes »mod alle nedsættende
Haansord og retsstridige Angreb«. De tysk-nationale
havde hermed gjort et stort Spring over i et
anerkendende Forhold til de bestaaende
Statsforhold og dermed ogsaa til T.’s ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
