Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ubevidst Sjæleliv - ubevilgede Udgifter - Ubi - ubi bene, ibi patria
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karakter; man taler i saa Fald om
»Dobbeltbevidsthed«.
En Forklaring af det u. S., særlig de heraf
resulterende, anormale, sekundære
Bevidstheder, er endnu næppe mulig. Saa længe det kun
drejer sig om de Udslag af u. S., der kan
forekomme hos ethvert normalt Menneske, er der
ingen Grund til at antage, at der overhovedet
er noget sjæleligt med i Spillet; alle disse
Fænomener forstaas let som Resultat af rent
fysiologiske Processer af samme Art som de
psyko-fysiologiske, men kun — paa Grund af
Processernes ringe Styrke — ikke ledsagede af de
sjælelige Ytringer. Naar derimod et Medium
under Trance optræder med en fra Individets
normale Personlighed fuldstændig forskellig
Karakter, taler med en anden Stemme og
benytter en anden Haandskrift, er denne sekundære
Personligheds Tanker og Handlinger sikkert
fuldt bevidste, saa længe Individets normale
Bevidsthed er suspenderet. Men da en saadan
sekundær Personlighed ofte pludselig kan
dukke op under en ekstatisk Tilstand næsten
fuldstændig udviklet, maa den altsaa have dannet
sig i det u. S. Til en Forklaring af, hvorledes
dette kan gaa for sig, har vi endnu kun spredte
Tilløb. (Litt.: F. Myers, Automatic writing
1—4, Proceedings of the Society for Psychical
Research, Bd. 2—5 [London 1884—89]; Janet,
L’automatisme psychologique [Paris 1889];
Myers, The subliminal conciousness, 1—5,
Proceedings of S. P. R., Bd. 7—8 [London 1892];
Ribot, Les maladies de la personnalité [Paris
1885; dansk Overs. »Dobbeltbevidsthed«, Kbhvn
1890]; Dessoir, »Das Doppel-Ich« [Leipzig
1890]; Lehmann, »Overtro og Trolddom«, 4.
Del [2. Udg. Kbhvn 1920]; Herrlin,
»Sjælelivets ubevidste Verden« [dansk Overs. Kbhvn
1905]; F. Myers, Human Personality, Bd. 1—2
[London 1903]; William James, The
varieties af religious experience [1902], dansk
forkortet Oversættelse 1906 og 1911).
(Alfr. L.). Edv. L.
ubevilgede Udgifter. Under konstitutionelt
Styre har Regeringen normalt ikke Beføjelse til
at afholde andre Udgifter end dem, der er
hjemlede ved gældende Love eller bevilgede
paa de aarlige Finanslove; i de allerfleste
Lande, saaledes ogsaa i Danmark, maa endda selv
de ved gældende Love hjemlede Udgifter ikke
afholdes i Finansaaret, medmindre de
udtrykkeligt er bevilgede paa Aarets Finanslov. Er
den aarlige Finanslov ikke rettidigt kommet i
Stand, kan den dog midlertidigt erstattes af en
af Rigsdagen vedtaget midlertidig
Bevillingslov, der for en vis kortere Tid giver
Regeringen en summarisk Bemyndigelse til at opkræve
de lovhjemlede Skatter og indenfor visse
bestemte Grænser afholde de for
Statshusholdningen uforstyrrede Førelse nødvendige
Udgifter. En saadan Hjemmel blev i Danmark
udtrykkeligt givet ved Grundlovsrevisionen i
1915 i Grundlovens § 47, 2. Stk. Kan
Regeringen og Rigsdagen heller ikke enes om en blot
midlertidig Bevillingslov, vil Retsstillingen
kunne være meget forskellig. I adskillige Lande,
saaledes i England, Preussen og Finland, kan
de ved gældende Love hjemlede Indtægter og
Udgifter vedblivende hæves og afholdes, ja i
Sverige skal i saa Fald endog hele det gamle
Budget provisorisk gælde videre, indtil et nyt
vedtages. I andre Lande derimod, saaledes i
Danmark, findes ingen Regler om, hvorledes
Landet skal komme over en slig kritisk
Situation, hvor Regeringen staar uden lovlig
Bevilling til at føre Statshusholdningen videre. I
Danmark greb da Regeringen i
Konfliktsperioden 1885—94 til den Udvej at regere videre ved
Hjælp af ensidigt af Kongen i Henhold til
Grundlovens § 25 udstedte provisoriske
Finanslove, hvilket dog af Oppositionen stempledes
som grundlovsstridigt, og en lignende Udvej
betjente ogsaa Regeringen i det østerrigske
Monarki sig hyppigt af lige til Verdenskrigens
Ende, da de skarpe nationale Modsætninger
indenfor det tidligere østerrigske Monarki ideligt
hindrede, at et ordentligt Statsbudget kunde
vedtages paa Rigsraadet. I Danmark maa dog
nu efter Grundlovsrevisionen i 1915 en slig
ensidig af Regeringen udstedt provisorisk
Bevillingslov utvivlsomt anses forbudt som
grundlovsstridig, idet Grundlovens § 48 i dens nye
Affattelse udtrykkeligt kræver Rigsdagens
Vedtagelse til enhver Bevillingslov, og Grundloven
anviser da her ingen lovlig Løsning, hvis en
Konflikt i Fremtiden mellem Regeringen og et
af Tingene skulde hindre Vedtagelse af
Finansloven eller af en midlertidig Bevillingslov.
Ulige mere praktisk er dog det Tilfælde, at
der vel foreligger en lovlig Finanslov for
Finansaaret, men at der i Løbet af dette, særlig
efter at Rigsdagen er hjemsendt, saaledes at
heller ingen Tillægsbevilling kan fremskaffes,
viser sig Trang til Overskridelser af de
bevilgede Beløb eller til Afholdelse af helt nye u. U.
Undertiden anviser Forfatningerne her Udveje,
der i større eller mindre Omfang kan benyttes.
Saaledes kan der, som i Sverige, paa det
aarlige Budget være bevilget rundelige Summer til
uforudsete Udgifter, eller Regeringen kan som
i Czekoslovakiet være beføjet til, naar Kamrene
ikke er samlede, at afholde u. U. med
Samtykke af et særligt permanent Rigsdagsudvalg.
Oftest giver Forfatningerne dog ingen Regel
for dette Tilfælde, og Regeringen maa da paa
eget Ansvar afholde de u. U., som den anser
for nødvendige, i Haabet om senere at faa
Overskridelserne godkendte, naar
Statsregnskabet forelægges til Beslutning for Rigsdagen.
Efter den danske Grundlovs § 48, hvorefter
ingen Udgift maa afholdes, som ikke har
Hjemmel i den af Rigsdagen vedtagne Finanslov
eller i en af Rigsdagen vedtagen
Tillægsbevillingslov eller midlertidig Bevillingslov, er vel
denne Udvej egentlig udtrykkeligt forbudt som
grundlovsstridig, men desuagtet har man i
Praksis altid anset den for tilladelig, da ingen
anden Udvej er hjemlet, og nødvendige
uforudsete Udgifter nødvendigvis bør kunne
afholdes.
K. B.
Ubi, se Dioscoreaceæ.
ubi bene, ibi patria, latinsk Talemaade:
»hvor der er godt at være, dér er mit
Fædreland«. Den stammer fra den romerske Digter
Pacuvius, som citeres af Cicero i Tusculanæ
disputationes, V, 108, men den samme Tanke
udtrykkes paa Græsk allerede af Aristofanes
(Plutos V. 1151).
H. H. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
