- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
164

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udklareringsbevis - Udklækning - udkraget - Udladning (Fremspring for Murlinien) - Udladning (ved Maskiner) - Udladning (se elektrisk Strøm i Luftarter) - Udleje - Udlevering

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

29. Marts 1920, jfr. L. 15. Apr. 1925, samt
Mønstringslovgivningen er iagttaget. De pligtige
Afgifter som Havne- og Bropenge, eventuelt
Pakhusleje af indladet Transitgods, erlægges. Naar
dette er iagttaget og Skibet af Toldopsynet er
bleven »inkvireret« for Udgaaende, udfærdiger
det paagældende Toldregnskabskontor som
Legitimationspapir en Toldseddel eller et Toldpas
for Skib og Ladning.
Fr. T.

Udklækning, se Fiskeavl, Side 143, og
Klækning, Side 176.

udkraget kaldes i Bygningskunsten et
fremspringende Led, der udbygges fra Murlinjen,
saaledes at Belastningen overføres til
Murværket under Udkragningen.
C. B-r.

Udladning, Fremspring for Murlinien, f.
Eks. Udladningen af en Gesims.
(E. S.). C. B-r.

Udladning ved Maskiner, den Afstand fra
Maskinens Midte, i hvilken der kan arbejdes,
saaledes f. Eks. ved Boremaskiner, almindelige
Kraner o. l.
(F. W.). D. H. B.

Udladning, se elektrisk Strøm i
Luftarter
.

Udleje, se Leje.

Udlevering. Herved forstaas i Folkeretten
den Akt, hvorved en Stat overgiver en Person,
der er dømt eller anklaget for en Forbrydelse,
begaaet uden for dens Territorium, til en anden
Stat, under hvis Straffemyndighed Forbrydelsen
hører, i det Øjemed at muliggøre Straffens
Fuldbyrdelse. Saadan U. har siden meget
gammel Tid været praktiseret mellem Staterne, men
den fremtraadte længe nærmest som en
Undtagelse, hyppigst begrundet i særlige politiske
Forhold og ofte anvendt netop i Tilfælde, hvor
man ikke i Nutiden vilde udlevere. Først i
Løbet af det 19. Aarh. er den blevet almindelig,
dels som Følge af, at Jalousien mellem Staterne
efterhaanden er bleven mindre og
Ensartetheden i Straffelovgivningen større, dels og
navnlig fordi Kommunikationsmidlernes Udvikling og
det internationale Forbrydervæsens Opstaaen
har gjort det til en bydende Nødvendighed for
Staterne at understøtte hverandre i Kampen mod
Forbrydelsen. Endnu er man dog ikke naaet
saa vidt, at man anser det for en almindelig
folkeretlig Pligt at udlevere Forbrydere, som
reklameres. Kun naar man ved Traktat
udtrykkelig har bundet sig dertil, og kun inden
for de ved en saadan Traktat fastsatte Grænser
eksisterer der en egentlig Pligt. Ellers beror
det folkeretlig set paa Staternes eget
Forgodtbefindende, om og under hvilke Betingelser de
vil udlevere. Faktisk er der imidlertid ikke blot
afsluttet en stor Mængde Udleveringstraktater;
men mange Stater, f. Eks. Danmark og Norge,
udleverer ogsaa uden Traktat, i det mindste
under Forudsætning af Gensidighed. Ret til at
udlevere har Staten altid fra et folkeretligt
Synspunkt, da Opholdet paa et fremmed
Territorium ikke begrunder nogen Ret til Asyl for
Forbryderen; men der er naturligvis intet til
Hinder for, at en Stat gennem sin Lovgivning
begrænser Administrationens Beføjelse i denne
Henseende, og saadanne Love findes ogsaa i
adskillige Stater, f. Eks. i Norge og Sverige
(henholdsvis af 13. Juni 1908 og 4. Juni 1913),
men ikke i Danmark, hvor Administrationens
Handlinger paa dette Omraade fortrinsvis
bestemmes af de afsluttede Traktater. Danmark
har afsluttet Udleveringstraktater med følgende
Stater: Rusland (1866, med Tillægskonvention
1909), Storbritannien (1873, med Tillæg 1909,
ældre Traktat af 1862), Italien (1873), Belgien
(1876, ældre Traktat af 1850), Frankrig (1877),
Luxemburg (1879), Spanien (1889),
Nederlandene (1894, med Tillægskonvention af 1895,
ældre Traktater af 1851 og 1877), De Forenede
Stater (1902, med Tillægskonvention af 1905),
Monaco (1905), Norge (1909), Sverige (1913) og
Finland (1923). I Traktaten med Norge af 1.
Decbr 1909 er der draget den almindelige
Grænse for Udleveringspligten, at U. kun skal finde
Sted, naar Forbrydelsen kan medføre strengere
Straf end 1 Aars Fængsel i Norge eller 1 Aars
Strafarbejde i Danmark; men i øvrigt nævner
Traktaten næsten alle Forbrydelser, der
paatales af det Offentlige, som Genstand for U., alene
med Undtagelse af Statsforbrydelserne, af hvilke
kun er medtaget Vold mod offentlig
Tjenestemand. Ved Siden deraf er taget et almindeligt
Forbehold med Hensyn til politiske
Forbrydelser, der ikke skal forpligte til U.; men til
disse henregnes i Almindelighed efter Traktaten
ikke Drab af eller Legemsfornærmelse mod
Statsoverhovedet eller hans Familie. Med
Sverige havdes tidligere en Overenskomst af 1809
(Separatartiklen til Jönköpingfreden), hvilken
stadfæstedes ved Fredstraktaten af 14. Jan. 1814
og udvidedes til Norge 1823, men som kun var
bestemt til at gælde i 15 Aar og ikke senere
blev fornyet. Imidlertid afsluttede Danmark og
Sverige den 17. Juni 1913 en ny
Udleveringstraktat af lignende Type som den
dansk-norske; dog er f. Eks. U. efter Traktaten med
Sverige i de fleste Tilfælde betinget af, at der i
begge Lande for Forbrydelsen er foreskrevet
højere Straf end Fængsel.

Til de Hovedpunkter af Udleveringsretten,
som har opnaaet mere almindelig Anerkendelse,
hører for det første Reglen om, at man ikke
udleverer sine egne Borgere, en Regel, der ikke
blot er fastholdt af Danmark, men ogsaa af de
fleste andre Stater, dog ikke ubetinget af
England og Nordamerika. I mange af de danske
Traktater er det nævnte Forbehold derhos
udstrakt til ogsaa at omfatte Fremmede, der har
bosat sig i Landet, selv om de ikke er blevne
danske Statsborgere, i hvert Fald under visse
nærmere Betingelser. Det er dernæst en
almindelig Regel, at U. ikke finder Sted i Anledning
af en hvilken som helst Forbrydelse. Hvor
Traktat er afsluttet, indeholder den stedse en
Opregning af de Forbrydelser, der giver Ret til
at kræve U., og denne finder da i Reglen ikke
Sted i andre Tilfælde, ligesom det heller ikke
er tilladeligt at straffe den i Overensstemmelse
med Traktaten udleverede Person for andre
Forbrydelser, være sig traktatmæssige eller ikke
traktatmæssige, end dem, der har foranlediget
Udleveringen. Den Kreds af strafbare
Handlinger, som nævnes i Traktaterne, omfattede fra
først af kun de groveste Forbrydelser. Senere
er Opregningen bleven fyldigere, men der er
dog stadig en Del strafbare Retsbrud, som ikke
er medtagne. Dette gælder saaledes ikke blot de

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0174.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free