Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udviklingslære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og for sig fuldstændigt, men ganske lille Anlæg,
som af nogle tænktes hidført med Sæden, af
andre antoges liggende i Ægget. Denne
»Evolutions-Lære« opgaves først efterhaanden over
for Læren om Epigenese (græsk ἐπιγενής),
grundlagt af C. F. Wolff, der med Rette hævder, at
det befrugtede Æg ikke bærer noget til
Udfoldning beredt Anlæg, men at Fosteret udformes
lidt efter lidt ved en Række Nydannelses- og
Omlejrings-Processer, den ene følgende paa
(epi) den anden. De nu foreliggende
detaillerede Beskrivelser af saadanne Processer siger
i og for sig intet om de til Grund liggende
Aarsager. En særlig Forsknings-Retning,
Udviklingsmekanik eller eksperimentel Morfologi,
søger at vinde dybere Forstaaelse, særlig ved
Studiet af ydre Kaars Indflydelse under
Udformningen i dennes Afhængighed af det arvede
Anlægspræg.
Ordet Evolution fik efterhaanden en hel ny
Betydning, nemlig som Betegnelse for
Udviklingen gennem Tiderne af vor Verden — særlig
den levende Natur. Læren herom kaldes da
ofte Evolutions-Læren. Fosterets og i det hele
taget Individets Organers Udvikling betegner
vi nu ikke med Evolution, men Læren derom
kaldes sædvanligt Udviklingshistorie, og med
Embryologi (s. d.) betegnes særlig Læren om
Fosterets Udviklingsgang (development).
Paa dette Sted er det U. i Betydning
Evolutions-Lære, der skal behandles.
Forestillinger om en Udvikling i Naturen er ældgamle,
hvad bl. a. de forskellige mere eller mindre
mystiske Kosmogonier (s. d.) giver Udtryk for.
Vistnok alle Skabelses-Spekulationer opererer
ogsaa med jævne eller trinvise Ændringer eller
Nydannelser af eller paa Jorden. I vor Tid
tænkes ved U. vel fortrinsvis paa den levende
Natur, men Forandringerne i Tidernes Løb i
Jordens Beskaffenhed, baade i dens Helhed
og især i dens os tilgængelige mere overfladiske
og lokaliserede Lagdelingsforhold er ligeledes
Genstand for en U. Ogsaa vort Planetsystem,
ja det hele Univers, for saa vidt vi kan
overskue det, betragtes fra en U.’s Synspunkter. I
videste Forstand omfatter da U. den hele
Verden; i snævrere Forstand gælder den vor Klode
med sine Beboere, i snævreste Forstand alene
Organismerne; og da betegnes U. oftest som
Nedstamningslæren (Afstamningslære,
Descendensteori, Transformationslære).
M. H. t. Organismerne har der gennem
Tiderne mere eller mindre skarpt gjort sig to
forskellige Opfattelser gældende, paa den ene
Side den Antagelse, at de forskellige givne
Arter (s. d.) er uforanderlige — Udtryk for
»Ideer« eller Skabertanker; og paa den anden
Side den Opfattelse, at Arterne ikke er
typefaste, men foranderlige i Tidernes Løb. Linné
staar nærmest som Repræsentant for den
første Opfattelse; hans store Autoritet prægede i
høj Grad Naturhistorien endnu ved det
nittende Aarhundredes Begyndelse. Den anden
Anskuelses Talsmænd besad da kun ringe
Indflydelse. Ved det nævnte Aarhundredskifte
omfattede Naturhistorien rent beskrivende saa at
sige under eet de tre »Naturriger«: Sten-,
Plante- og Dyreriget; Genstandene baade fra den
livløse og den levende Natur beskreves og
ordnedes i Samlingerne efter saa vidt gørligt
samme Princip, nemlig Inddeling efter Arter eller
Typer, saaledes som de umiddelbart træder
frem, det vi nu kalder Fremtoningsprægene.
Nu til Dags er Biologien, Studiet af Livets
Ytringer, i høj Grad emanciperet fra den gamle
museumsprægede Naturhistorie; nu søger man
eksperimentelt efter Fremtoningsprægenes
Betingelser og nøjes ikke med Beskrivelserne.
Synspunkter fra den ene naturhistoriske
Disciplin, f. Eks. Geologien, maatte tidligere
umiddelbart paavirke de øvrige analogt beskrivende
Retninger; og saaledes forstaas let, at
geologiske Iagttagelser kunde indlede et Gennembrud
for U. ogsaa m. H. t. Organismerne. Det var
Charles Lyell’s Principles of Geology
(1829), der betingede en almen-naturhistorisk
U.’s Sejr. Den, som maa siges først at have
søgt videnskabeligt at begrænse en U., er dog
Franskmanden J. B. Lamarck (s. d.) Hans
første Skrift angaaende U. var et Arbejde om
Vandets Geologi (1802). Snart efter begyndte
han Publikationer om Arternes Omdannelser.
Han gik ud fra, at Dyrene paavirkes af
Forandringer i Livs-Kaarene, og mente, at de
ændrede Fornødenheder og Vaner fremkalder
Ønsker om forandrede eller helt nye Organer,
samt at saadanne Ønsker og indre Stemninger
kan foranledige Organers Ændring eller
Nydannelse. Et meget vigtigt Punkt i denne U.
er tydeligvis det, at de mangehaande
Ændringer i Individets Organisation, som sker under
Tilpasning (s. d.) til ændrede Livs-Kaar, skulde
være arvelige. Særlig tænktes derved paa den
fremmende Indflydelse paa Musklers og andre
Organers Udvikling, som Brug resp. Øvelse af
de paagældende Organer kan faa under
Livsløbet, og paa de modsat rettede Indflydelser,
som Ikke-Brug betinger, nemlig de
paagældende Organers Svækkelse eller Tilbagegang. Disse
utvivlsomme og let iagttagelige
Kendsgerninger, som vedrører det enkelte Individs
personlige (fremtoningstypiske) Beskaffenhed, toges —
saaledes som Datiden opfattede Arvelighed —
uden videre som Tegn paa, at Afkommet maatte
bære arvet Præg af de nævnte Indflydelser.
Herefter maatte Kaarene direkte eller indirekte
kunne ompræge Organismerne i Tidernes Løb,
hvorved nye, til ændrede Kaar bedre og bedre
tilpassede Arter skulde fremkomme. Denne
Opfattelse opererer med den — urigtige — Tro,
som vi nu kalder Organismernes erhvervede
Fremtoningsprægs Arvelighed; og den betegnes
oftest som »Lamarckismen«. De af Lamarck
valgte Eksempler, f. Eks. Giraffens lange Hals
som Følge af Dyrets Forfædres Ønsker og
Stræben efter at naa Blade paa højere Træer,
syntes allerede Datiden humoristiske; hans
Spekulationer fandt vel bl. a. derfor næsten ingen
Tilslutning ved deres Fremkomst.
Ved Aarhundredskiftet blev man opmærksom
paa, at de forskellig beskafne Lag i
Jordskorpen ofte tydelig karakteriseres, og altsaa kan
genkendes samt relativt aldersbestemmes, ved
deres særlige Forsteninger, som jo væsentlig
skriver sig fra svundne Tidsperioders uddøde
Dyrearter. Forsteningerne fra ældre og yngre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
