Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udviklingslære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
geologiske Lag har efterhaanden givet Beviser
for, at Jordens nuværende Dyre- og
Planteverden opviser Former, saasom Pattedyr o. a. og
f. Eks. Tokimbladede Planter, der besidder en
videre fremskreden, »højere« Organisation end
de ældre Jordlags Dyr, resp. Planter. Der maa
da være sket Ændringer med Dyre- og
Plante-Bestandene, i det store og hele førende fra
enklere til mere og mere sammensat
Organisation, efterhaanden som man gaar fra ældre til
yngre geologiske Lag. Særlig under Indflydelse
af Cuvier (s. d.) opfattedes disse
Kendsgerninger dog nærmest som Udtryk for, at der
skulde have fundet vulkanske eller
»syndflodsagtige« Jordrevolutioner Sted, efter hvilke
Katastrofer Nyskabelser af levende Væsener med i
det hele højere Organisation kunde tænkes at
være sket. Datidens hele Tankesæt, idet
Bibelens Skabelseslære endnu havde Indflydelse paa
Naturhistorien, var afgjort imod at antage
Udvikling gennem successive Omdannelser af selve
de ældre Organismers Typer i Løbet af
Slægtrækkernes lange Følge. Men at vor
Tidsperiodes Organismer frembyder højere, for saa vidt
altsaa mere »fremskredne« Typer, end der
fandtes i længst svundne Tider, var dog sikkert
fastslaaet. Og dette staar den Dag i Dag som det
fasteste Grundlag for enhver U.
Først Lyell’s anførte Værk førte en
naturhistorisk U. til Gennembrud, og da
oprindelig paa Geologiens Omraade, hvor han i øvrigt
har haft Forløbere som f. Eks. Scrope og C.
Hoff. Hans »uniformitariske«
(Enheds-)Opfattelse af geologiske Processer i Fortid og Nutid
slog efterhaanden igennem og dermed Tanken
om en i det hele jævnt fremskridende
Udviklingsgang i vor Klodes Historie. Beviserne for,
at Jordskorpen har forandret sig, idet Lag er
dannet efter Lag under Indflydelse af
Naturvirksomheder, der stedse væsentlig har været
de samme, hører til de sikreste Resultater af
Geologien (s. d.). Lyell mente, at en U. ogsaa
maatte gælde den levende Natur; men den, der
forte denne Tanke til fuldt Gennembrud, er som
bekendt Charles Darwin. Dersom Lyell’s
Værk ikke var skrevet, vilde Darwin’s Origin
of Species dog næppe være kommet (se
nærmere Artiklen Darwin).
Den ogsaa af Darwin hyldede Lære om
ganske jævne Overgange og Forskydninger hos
Organismer som den naturlige Udviklings normale
Vej viser en utvivlsom Paavirkning fra den
geologiske Forskning. I Betragtningerne over den
levende Natur inddroges ogsaa den
Hensigtsmæssighed og Tilpasningsevne, som
Organismerne viser saa utallige Eksempler paa. Og
paavirket af Dyre- og Plante-Avleres —
unægtelig ofte ganske ukritiske — Erfaringer om
saakaldt Racedannelse gennem Udvalg af
Individer, som særlig udmærker sig ved værdifulde
Egenskaber, fik Darwin den Opfattelse, at de
Variationer (s. d.), som stedse ses inden for selv
den snævreste Slægtskabskreds hos
Organismerne, maatte være det Grundlag, paa hvilket et
Udvalg i Naturen lidt efter lidt skulde
kunne fremvirke nye Arts-Typer. At der
nemlig maa ske et Kvalitetsvalg i Naturen (»Natural
Selection«), blev for Darwin en Selvfølge efter
Studiet af Malthus (s. d.), der paastaar, at
Produktionen af Fødemidler i Længden ikke
holder Skridt med Befolkningernes Tilvækst.
Dette maatte medføre en Kamp for Tilværelsen,
en Konkurrence mellem Individerne, der
gennemgaaende skulde betinge en fortrinsvis
Begunstigelse af de til givne Kaar bedst tilpassede
Individer. Denne Darwin’ske Selektionslære
opererer endvidere med Arvelighed af
Individernes fremtoningstypiske Beskaffenhed som en
Faktor af afgørende Betydning, og stemmer i
dette Punkt ganske overens med Lamarck’s
Forestillinger. Herefter maatte da Individer,
som p. Gr. a. heldige personlige Egenskaber
fortrinsvis skulde udvælges i Naturen, ventes at
»overføre« disse Egenskaber paa Afkommet.
Saaledes tænktes da fremkaldt en, Slægt efter
Slægt, stadig bedre Tilpasning, idet Artens Type
samtidig vilde forskydes i den Retning, som
Udvalget begunstiger. Nye Artstyper med
stigende Hensigtsmæssighed i Organisation skulde
da efterhaanden »produceres« (som Darwin selv
sagde) ved det naturlige Udvalg; og
nedstammende fra samme oprindeligere Art maatte da
i forskellige Egne forskellige nye Arter
fremkomme, alt efter Udvalgets lokalt forskellige
Natur.
Forskellen mellem Lamarck’s og Darwin’s
Opfattelse er da væsentlig den, at for Lamarck
var det især Organismernes egen aktive
Tilpasning til ændrede Kaar, som skulde
fremkalde Organisationsændringer, d. v. s.
altsaa nye Typer; for Darwin derimod var det
Naturens Udvalg, der efterhaanden
skulde medføre bedre og bedre Tilpasning til givne
Kaar, eller nye Tilpasninger til ændrede Kaar,
ved at begunstige Varianter, der saa at sige
rent passivt gaar i Retning af bedre
Tilpassethed. I Darwin’s Lære ligger der da et Spil
med hvad man har kaldt rene »Tilfældigheder«,
nemlig et planløst Valg i Naturen mellem de i
højst forskellige Retninger svingende
Variationer, hvis Aarsager Darwin ikke kunde
overskue. Lamarck’ismen opererer derimod med de
bestemt rettede Variationer, der er
Organismens egne tilpassende selvregulerende
Reaktioner paa Kaar-Forandringer (se Tilpasning).
Idet Darwin var klar over Arvelighedens
store Betydning i U., samlede han Datidens
spredte og højst ufuldkomne Viden paa dette
Punkt for at støtte sig dertil; og han
udformede paa dette usikre Grundlag en fantastisk
Hypotese, som skulde forklare den formentlige
arvelige Overførelse paa Afkommet af
Individernes personlige Beskaffenhed. Hypotesen,
der falder nøje sammen med Hippokrates’
Lære fra Oldtiden, betegnes som Pangenesis (s.
d.). Den viser, i hvilke ganske urimelige
Forestillinger Darwin søgte Støtte (se
Arvelighed S. 180). Men Hypotesen var dog et
Udtryk for de Opfattelser af Arvelighed, som var
gængse i Datiden, baade i Videnskaben og hos
praktiske Avlere. Det tør vistnok siges, at
netop Darwin’s Læres nøje Tilknytning til disse
Datidens — urigtige — Opfattelser væsentlig
maatte lette hans U.’s Gennembrud trods al
Modstand fra den ældre Naturhistories
Repræsentanter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
