Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udviklingslære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
De Trinrækker, hvorefter man paa Linné’s
Tid inddelte Naturhistoriens Genstande — fra
Mennesket gennem Aber, firføddede Pattedyr,
Fugle, Fiske o. s. v. over Polypper, Aktinier,
Planter, Mineralier, Metaller, Svovl, Vand, Luft
o. s. v. — var ikke Udtryk for en U., men
nærmest blot en »Skabningens Rangstige«. Linné’s
Inddelinger af Dyr og Planter efter Art, Slægt,
Orden o. s. v. markerede lige saa lidt en U.,
men svarer mere til f. Eks. en Hærs Inddeling:
Soldat, Sektion, Kompagni o. s. v. Hvor Ordet
Slægtskab benyttedes, var det da nærmest i
»ideel« Betydning. Men Darwin’s U. førte til, at
den systematiske Inddeling af Organismerne
opfattedes som Udtryk for nærmere eller
fjernere genealogisk, d. v. s. altsaa »kødeligt«
Slægtskab. Det blev nu en interessant Opgave
for Naturhistorikerne at udspekulere
hypotetiske »Stamtræer« for alle Afdelinger af
Nutids og Fortids Organismer, hvorved
fordybede sammenlignende morfologiske,
anatomiske og udviklingshistoriske Undersøgelser i
høj Grad befordredes — allerede derved har
Darwin’s U. store Fortjenester. En væsentlig
Grundtanke derved var den, at der af større
eller mindre alsidige Lighedsgrader mellem
Organisationer kan sluttes til nærmere eller
fjernere Slægtskab — men Nutidens Forskninger
over Arvelighed og Krydsning (se Bastard)
har vist, at Forholdene ingenlunde er saa enkle.
Darwin’s U. fik imidlertid stærk Indflydelse
paa filosofiske, kulturhistoriske og sociale
Omraader, ikke mindst fordi den brød med gamle
hævdvundne, ogsaa af Kirken støttede
Forestillinger om særlige Skabelser, svarende baade til
bibelsk Tradition og til Linné’s Opfattelser af
faste Artstyper. Fra en U., fremgaaet af
Naturhistorien, fik andre Videnskaber da en
mægtig Paavirkning, som her ikke kan følges
nærmere. Det maa dog siges, at ikke faa af de
Analogier, som man har draget mellem
biologiske Forhold og f. Eks. sociale Tilstande, ofte
har vist sig at være ganske falske. Det samme
gælder, naar Talen er om U.’s Anvendelse paa
Kulturfrembringelsernes Historie, hvor man
ganske uberettiget har villet parallelisere
Brugsgenstandes eller Maskiners ved Konkurrence,
Udvalg og Tradition gradvis foregaaede
»Udvikling« fra primitivere Typer til højere
Fuldkommenhed med Fremkomsten af højere
Organismetyper i Løbet af Jordens Historie.
Darwin bragte altsaa en U. til Sejr, der fik
Indflydelse paa videre Kredses Opfattelser af
Natur- og Menneske-Liv, ogsaa fordi vor egen
Afstamning blev sat under Debat, knyttet til den
Hypotese, at Mennesker og højere Aber maatte
have haft mere eller mindre fjerne Forfædre
fælles. Denne Tanke stødte mange, der staar
naturhistorisk Forskning fjernt. Og af
forskellige Grunde opstod Strid mellem
Repræsentanter for U. og for den kristne Kirke; ikke mindst
har den tyske Naturhistoriker Häckel (s. d.)
ved overfladisk og aggressiv Agitation Skyld i
megen unødvendig Strid. Om end Religion i
dybere Forstand ikke skulde synes at kunne
komme i Konflikt med ren videnskabelig
Forskning, saa har dog Kirken længe stillet sig
fjendtlig mod den naturhistoriske U., idet
denne opfattes som Modsætning til den bibelske
Skabelses-Lære. Selv i nyeste Tid giver dette
Forhold sig Udslag, f. Eks. i Amerika ved visse
Staters Forbud mod at docere U. En
Fremstilling af Kirkens Kamp mod U. er paa
fængslende Maade givet af A. D. White.
Efterhaanden er dog denne Antagonisme afdæmpet, og
mod en U. taget rent i Almindelighed gøres
der fra oplyst kirkelig Side næppe mere
Indvendinger af Betydning, lige saa lidt som nu
til Dags f. Eks. mod Astronomiens og
Medicinens Læresætninger. Det særlige Spørgsmaal
om genealogisk Slægtskab mellem
Menneskeracerne og menneskelignende Abe-Former
vækker ganske vist stadig Uro om »Darwinismen«,
for saa vidt denne Betegnelse tages som Udtryk
for, at Menneskene skulde nedstamme fra
abeagtige Dyreformer. Dette Spørgsmaal er dog
ikke besvaret og lader sig næppe besvare
sikkert. Darwinismen i Ordets mere præcise
Betydning, nemlig Læren om et naturligt Udvalg
som formentlig vigtigste virksomme Faktor ved
nye Organisme-Typers Fremkaldelse gennem
Tiderne, vil dog paa Grund af det Præg af
»Tilfældighed« og »ren mekanisk« Virkning af
»blinde Kræfter« i Naturen, som Læren siges
at være Udtryk for, fremdeles være ilde set i
de ret udbredte Kredse, der staar Forskning
fjernt og i Naturen søger Udtryk for
guddommelig Almagt og Visdom. Men en videnskabelig
U. hverken kan eller bør være religiøst præget
eller overhovedet følelsesbetonet. Religiøse og
poetiske Naturopfattelser har deres store
Berettigelse og Værdi i og for sig — blot maa den
intellektuelle og emotionelle Side i vor
Bevidsthed ikke sammenblandes; Redelighed kræver
her, som paa hele Aandslivets Omraade, at
Kategorierne holdes rene og klare, med hver
sit.
I Modsætning til Darwin’s særlige Lære, hvis
»Tilfældigheds - Karakter« lejlighedsvis ogsaa
angribes fra naturhistorisk Side (O.
Hertwig), kan Lamarckismen glæde sig ved
forholdsvis stor Yndest fra kirkelig interesseret
Side, vel især paa Grund af de Forestillinger
om Hensigtsmæssighed og Selvregulering, der
gør sig gældende, og som af mange tolkes i
Retning af en guddommelig Skaber-Visdom.
Der gives da ogsaa Bøger, der (f. Eks.
Warming’s populære Nedstamningslære) vil
forene »Kristentro og Overbevisning om den
Lamarckske Læres Rigtighed« samt tillige
diskuterer Darwin’ske Synspunkter o. a. Ideer om en
U. i samlende Fremstilling. Saaledes tingerede
Værker byder paa deres Vis
opbyggelig-belærende Læsning, der kan vække videre Kredses
Interesse og meddele interessante
Kendsgerninger og Illustrationer; men de kan, da
Tydningerne ofte er tendentiøse, ikke blive Udtryk
for objektiv videnskabelig Erkendelse.
Som Følge af U.’s Gennembrud ved Darwin
havde hele vor Opfattelse af den levende Natur
imidlertid faaet en Fornyelse af allerstørste
Betydning: Forestillingen om en »Livets Enhed«
var bleven herskende; man sporede nu en
ubrudt, naturlig Sammenhæng i de levende
Væseners lange Historie paa vor Jord, hvis Alder,
hvad Radioaktiviteten (s. d.) har vist, maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
