- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
186

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udvisning

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Landet. Denne sidste Ret til U. er dog kun
ubetinget anvendelig over for Fremmede, d. v.
s. over for alle Personer, der ikke har
Statsborgerret eller Indfødsret i Landet. Thi selv
om Staterne undertiden ogsaa har tilladt sig at
udvise eller landsforvise Indfødte — i Danmark
hjemlede saaledes ikke blot Forordning om
Trykkefriheden af 27. Septbr 1799, men endnu
den gældende Presselov af 3. Jan. 1851 § 5
indtil Straffeloven af 1866 i visse Tilfælde
Landsforvisningsstraf ogsaa over for Indfødte
— saa støder Udvisningen af indfødte
Statsborgere nutildags paa den folkeretlige Hindring, at
ikke blot ingen Stat er forpligtet til at modtage
en anden Stats Borgere, men den Stat, hvori en
Person har eller sidst havde Statsborgerret,
anses forpligtet til at modtage ham, naar han
afvises eller udvises af en fremmed Stat, saa
længe han ikke har vundet ny Statsborgerret dér.

Medens saaledes Statens Ret til U. af alle
Fremmede, der af hvilken som helst Grund
findes besværlige, staar folkeretlig fast, var der
tidligere ikke ringe Forskel inden for Staterne
i Henseende til den større eller mindre
Strenghed, hvormed denne Beføjelse anvendtes af
Staten. Medens saaledes før Verdenskrigen vel de
fleste Staters Lovgivninger hjemlede
Regeringen en ubetinget Ret til efter frit Skøn at
udvise alle Fremmede, der faldt Staten til Besvær
— dette gjaldt saaledes f. Eks. i Frankrig,
Italien, Sverige, Schweiz og Tyskland, hvilket
sidste Lands Udvisninger af danske Optanter er
bekendt — var der dog enkelte Stater, der
satte Gæstfriheden over for Fremmede saa højt,
at Lovgivningen ikke vilde lægge en saa vidt
gaaende Magt i Regeringens Haand. Dette
gjaldt navnlig i England og i Danmark. I det
første Land kunde endog lige indtil 1905
Fremmede, der havde betraadt engelsk Grund,
overhovedet slet ikke udvises uden ifølge særlig
Lov, og i Danmark var efter Fremmedloven af
15. Maj 1875 — i hvert Fald bortset fra
Krigstilfælde — Fremmede beskyttede mod al
Udvisning efter Administrationens frie Skøn, saa
snart de havde haft stadigt Ophold her i Landet
i to Aar, idet de i saa Fald kun kunde udvises
eller udsendes af Landet af særlige Grunde,
navnlig naar de blev trængende til
Fattigforsørgelse eller — endda inden for visse
Begrænsninger — dømtes skyldige i Forbrydelser. Men
med Verdenskrigen, da Pastvang indførtes
allevegne, og da ikke blot de krigsførende, men
ogsaa selv de neutrale Stater maatte rense
deres Lande for Krigsspioner og fremmede
Flygtninge, der tærede paa Landets svigtende
Ernæringsmidler, maatte de mere liberale
Udvisningsregler selv i England og Danmark falde.

I England gav straks ved Verdenskrigens
Udbrud en Lov om Indskrænkning af de
Fremmedes Ret af 5. August 1914 Regeringen (Kongen)
uindskrænket Beføjelse til U. af Fremmede af
det forenede Kongerige, og denne Beføjelse er
stadig opretholdt i den nugældende
Fremmedlov, British Nationality and Status of Aliens
Act 1914
og 1922. Ulige mere tøvende kom det
neutrale Danmark med, og Reglen i
Fremmedloven af 15. Maj 1875 § 13, hvorefter
Justitsministeren kun kan udvise Personer, der ikke
har Indfødsret eller Forsørgelsesret her i
Landet, saa længe de ikke har haft stadigt Ophold
her i Landet i to Aar, er endnu ikke endeligt
ændret. Men ligefuldt er den forlængst faktisk
sat ud af Kraft. Lige straks ved Verdenskrigens
Udbrud skete der ganske vist kun en meget
lille Ændring i Reglen, idet en Lov af 2. Aug.
1914 gav Justitsministeren Beføjelse til at
udvise alle Personer, der ikke har dansk
Indfødsret, uanset, hvor længe de har opholdt sig
her i Landet, naar de gør sig skyldig i
fremmed Spionage paa dansk Statsomraade. Men et
Par Aar efter nødsagedes man til at gaa videre,
idet en midlertidig Lov af 22. Novbr 1917
ændrede Fremmedlovens § 13 saaledes, at nu
enhver, der ikke er i Besiddelse af Indfødsret og
ikke har erhvervet Forsørgelsesret her i
Landet, efter Justitsministerens Befaling kan
udsendes eller udvises, naar hans Forhold dertil
giver Anledning, uanset i hvor lang Tid han har
haft Ophold her i Landet. Denne Lov fik vel
kun midlertidig Karakter og gjaldt kun for et
Aar, men den er siden stadig blevet forlænget,
sidst ved en Lov af 31. Marts 1926, der gælder
indtil 31. Marts 1928. Lignende Regler om
Regeringens ubetingede Ret til U. gælder ogsaa
nu i Norge efter en Lov af 24. Juni 1915 og
paa Island efter en Lov af 18. Maj 1920.

Ved Siden af denne fakultative Ret til U.,
som nu vistnok alle Stater hjemler Regeringen,
indeholder Lovgivningen ogsaa oftest Regler
om U., der i visse Tilfælde ubetinget skal ske.
Saaledes skal f. Eks. ifølge den danske
Fremmedlov af 1875 §§ 1 og 2 udenlandske Tatere,
Musikanter, Forevisere af Dyr m. v., forsaavidt
de vil søge Erhverv ved Omvandring, altid
afvises eller udvises, ligesom enhver Udlænding,
som ikke er i Besiddelse af Forsørgelsesret her
i Landet, skal udvises, naar han findes blottet
for tilstrækkelige Subsistensmidler. Herved
erindres, at ifølge Fattiglov 9. April 1891 § 23
Forsørgelsesret i Almindelighed først erhverves
af en Udlænding derved, at han faar
Indfødsret. Dog kan Afvigelse herfra ske ved Traktat,
og dette er sket med Hensyn til Svenskere,
Nordmænd og Finner, der efter 10 Aars
Ophold her i Landet under visse nærmere
Betingelser kan erhverve Forsørgelsesret her. I
øvrigt tillader dog en Lov af 27. Maj 1908, at
Hjemsendelse af trængende Udlændinge kan
undlades, hvor humane Hensyn taler derfor.
Endvidere skal Fremmede efter
Omstændighederne udvises, naar de her i Landet gør sig
skyldige i Forbrydelser, jfr. Straffelovens § 16
og Straffelovstlllæget af 1. Apr. 1911, ligesom
Staten ved Udleveringstraktater med andre
Lande kan have forpligtet sig til Udlevering
af fremmede Statsborgere, der har begaaet
Forbrydelser i Udlandet. Endelig bliver
naturligvis Fremmede, der ankommer til Landet
uden at være forsynede med behørigt Rejsepas,
altid at afvise, ligesom de, naar de uden
særlig Tilladelse tager Beskæftigelse her i Landet
eller forbliver længere i Landet, end Loven
tillader — ifølge Lov 31. Marts 1926 § 6 maa
Fremmede ikke uden særlig Tilladelse opholde
sig her i Landet ud over et Tidsrum af 3
Maaneder — altid kan udvises af Politiet.
K. B.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0196.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free