Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udvisning - Udvisning - udødelige Kreaturer - Udødelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For Norges Vedkommende bestemmer Lov
af 22. April 1927 om Udlændinges Adgang til
Riget: Politimesteren kan udvise af Riget
enhver, som ikke er norsk Statsborger, a) naar
han har undladt at melde sig og legitimere sig
paa lovbefalet Maade, b) naar han handler
imod en Beslutning om, at der nægtes ham Ophold
i Riget eller i en Kommune, c) naar han falder
det Offentlige til Byrde eller ikke sørger for sin
Familie, d) naar han under sit Ophold her i
Landet giver sig til at gaa ledig eller drive
omkring uden at kunne paavise lovligt Erhverv,
eller naar der er Grund til at tro, at han helt
«ller delvis skaffer sig Midlerne til sin
Livsførsel ved ulovlig Virksomhed eller paa
uhæderlig Maade, e) naar han for mindre end 5
Aar siden i Udlandet har afsonet Frihedsstraf
paa 6 Maaneder eller derover, f) naar han her
i Landet er dømt til Fængsel i 6 Maaneder eller
derover eller Hægte i 3 Aar eller derover, eller
naar han i Løbet af de sidste 3 Aar flere Gange
er dømt til Frihedsstraf. Politimesterens
Afgørelse kan inden 24 Timer kræves forelagt
Fylkesmanden. U. efter c), d), e) eller f) kan
ikke anvendes mod den, som er født i Norge
og i de sidste 3 Aar har haft fast Bosted eller
stadigt Ophold i Riget. Af Hensyn til Rigets
Sikkerhed eller Interesser forøvrigt kan Kongen
beslutte udvist enhver, som ikke er norsk
Statsborger. Reglerne om U. kan afændres ved
Aftale med fremmed Stat.
K. Ø.
Udvisning er Mærkning af de Træer, som
ved den umiddelbart efterfølgende Hugst skal
borttages; den udføres enten med Ridsejern,
som trækker en halvrund Fure i (eller gennem)
Barken, eller med Økse, idet man hugger en
rund eller langagtig Blis paa Stammen.
Arbejdet udføres almindeligvis af Skovrideren med
een eller flere Underbetjente eller
Arbejdsmænd til Hjælp. I gamle Dage brugte man,
som Sikkerhedsforholdsregel, samtidig med U.
at stemple baade Stammen og Roden;
Stempelhammeren opbevaredes hos Skovejeren eller
hos Overførsteren, og den aarlige U. (til
Hovedskovning) var Aarets Hovedbegivenhed, som
foregik næsten med Højtidelighed. —
Udvisningsmærkerne maa alle sættes nøjagtig paa
samme Side af Træerne, for at man stadig kan
se, hvilke der er udviste; samtidig med U.
sætter man undertiden Mærker, som angiver, i
hvilken Retning Træet skal fældes. — U. er et
af Skovriderens Hovedarbejder, dels fordi det
tager lang Tid (gennemsnitlig c. 4 ha pr. Dag),
dels fordi Hugsten har afgørende Indflydelse
paa de tilbageblivende Træers eller paa
Opvækstens Trivsel og paa Jordbundens Tilstand.
For Norges Vedkommende se
Tømmerdrift.
C. V. P.
udødelige Kreaturer (se Jernko) findes
fremdeles paa Færøerne. Med ethvert
Kongsfæste — enhver af Statens Lejlændingsgaarde
— følger der her et vist Antal Faar, ofte
ogsaa andre Kreaturer og til Dels Heste som
Indstød (færøsk Innistóða). For disse Dyr
bærer vedkommende Kongsbonde den hele Risiko,
og ved Gaardens Overdragelse til næste
Fæstearving har den aftrædende Bonde ogsaa at
levere Dyrene i god Stand. Ifølge
Inventarprotokollen hos Landfogeden paa Færøerne har
det samlede Antal af Indstødsdyrene der nu i
lang Tid uforandret været følgende: 15576
Faar, 187 1/2 Køer, 5 Okser, 3 Kvier, 6 Kalve, 4
Svin, 22 Heste og 3 »Øg«. (Litt.: Østberg,
»Norsk Bonderet«, III [Hamar 1922]).
K. Ø.
Udødelighed. Forestillingen om Sjælens
Videreleven efter Døden synes at høre til
Menneskehedens tidligste Tanker. De ældste
Gravskikke, man kender, hentyder til den, og de
laveststaaende vilde Folk er fortrolige med den. Den
primitive (animistiske, se Animisme)
Udødelighedstro bestaar snarest i, at man ikke har
opfattet Dødens Virkelighed. Den er vel en
Forandring, men ingen Tilintetgørelse.
»Sætningen: »alle Mennesker maa dø«, siger von
Steinen, der har studeret de brasilianske Indianere,
»er for min indfødte Ledsager lige saa
besynderlig, som hvis man til os vilde sige: alle
Mennesker skal myrdes«. Thi blandt de forskellige
Sjæle, som Mennesket ifølge primitiv
Forestilling rummer, er der i det mindste een, der ikke
rammes af Døden, og som lever uforstyrret
videre, saa længe der er en Rest af Legemet
tilbage, en Sjæl, der da er at finde i Graven eller
den dødes vante Opholdssted. Denne
Forestilling har ogsaa de gamle Ægyptere næret, og det
er den, som førte dem ind paa Balsameringen, og
overalt, hvor der lægges megen Vægt paa
Gravudstyr (som her i Norden), er det denne Tanke
om Sjælens umiddelbare Videreleven i den døde,
der staar bag, idet de Ting, som medgives den
døde (Klæder, Vaaben, Føde o. s. v.), er
beregnede paa hans Underhold i Graven.
Ved Siden af denne primitive Tro paa et
Gravliv, eller som Afløser af denne, finder vi
hos noget højerestaaende Folkefærd Troen paa
et Dødsrige, i hvilket dog kun de udvalgte
blandt Menneskene faar Lod og Del. Dette
tænkes, som Nordboernes Valhal og Grækernes
Elysium, ogsaa hos lavtstaaende Folk som et
Lyksalighedens Sted, hvor det jordiske Liv med
dets Nydelser og Kampe fortsættes under
gunstigere Betingelser. Ved Siden deraf bestaar
Forestillinger om et Skyggerige, som vi kender
det fra Grækernes Hades og Nordboernes
Niflheim. Dette kan særligt tydeligt paavises paa
babylonisk og anden semitisk Jordbund.
I hvert Fald er det givet, at den lykkelige
Lod hinsides Graven ikke tilfalder det primitive
Menneske efter noget, vi kunde kalde moralsk
Fortjeneste; i det højeste er det Tapperhed
eller overhovedet Døden under Vaaben, i Reglen
kun fornem Byrd, Velstand eller standsmæssig
Ligfærd, der afgør Sagen. Den, som ikke raader
over disse Fordele, maa nøjes med det simple
Gravliv, eller han bliver et Spøgelse eller
forsvinder helt. Sikrest paa U. er de Personer,
hvis fortsatte Liv kunde faa Betydning for de
efterlevende; derfor især Høvdinger og
Gejstlige, men ogsaa Husfædre (der tænkes at
beskytte deres Slægt fra Graven, saaledes som det
endnu er den faste Tro hos Kineserne). Om
Kvinders U. er der saa godt som aldrig Tale;
end ikke det muhammedanske Paradis’ Huris
var jordiske Kvinder; dog indeholder Koranen
enkelte Indrømmelser i Retning af Kvindernes
Salighed. I andre Kulturer, som den indiske og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
