Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Udødelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kinesiske og i den nordiske Vikingekultur, kan
der for den Kvinde, der følger sin Mand i
Graven, ved Enkebrand e. l., være Haab om, at
hun ogsaa følger ham ind i Dødsriget.
Efterhaanden som en personlig Moralitet
udvikler sig i Menneskeheden, faar ogsaa
Udødelighedstroen en mere personlig Karakter. Og
medens det paa tidligere Trin saa godt som
udelukkende er andres U., man interesserer
sig for (for saa vidt som disse fra Graven eller
Dødsriget gavner eller skader de efterlevende),
bliver det nu den enkeltes egen U., som
beskæftiger Tanken, og man søger at sikre sig det
lykkeligst mulige hinsidige Liv, enten ved at
udvise den bedst mulige moralske Opførsel, eller
— hvad der er hyppigere — ad religiøs Vej:
enten ved at overholde religiøse Forskrifter
eller modtage Indvielser, eller man overgiver
sin Sag til den guddommelige Naade, eller
fastholder Haabet i personlig Forvisning om sit
Væsens evige Natur. De antikke Mysterier er et
godt Eksempel paa en sakral Indvielse til
Saligheden; den katolske Kirke og til Dels den
protestantiske har fortsat denne — fra
Mysterierne tilegnede — Tankegang. Den kristne
Oldkirke begrundede sin Salighedsforvisning ved
Henvisning til Kristi Opstandelse; men man vil
ikke paa Forhaand kunne afvise den Tanke,
som f. Eks. Goethe gjorde sig til Talsmand for,
at Personligheden (ɔ: den etisk udformede
Individualitet) allerede i og for sig er udødelig og
efter Døden naturligt fortsætter den
Evighedsnatur, den har grundlagt i sit Jordeliv.
Den ydre Form, hvorunder man paa dette
højere Trin tænker sig Livets Fortsættelse, er
højst forskellig. Den sædvanligste er vel den,
der er tagen i Arv fra den primitive Sjælelære
og fra Hades-Forestillingerne, nemlig en
udelukkende sjælelig Tilværelse. Denne fik her
i Europas Oldtid Næring fra de græske
Filosoffer, der var berørte af Orfismen (se Orfikere),
og som betragtede Legemet som Sjælens Fængsel,
fornemmelig fra Platon, med hvis Idélære det
stemmede at tænke sig en ren sjælelig
Tilværelse baade før Fødselen og efter Døden. Trods
Kristendommens Forsikring om »Kødets
Opstandelse« har den kristne Almenhed
gennemgaaende tænkt sig U. som en »Sjælens U.«, ɔ:
man har tænkt sig de salige som Aander,
aandeagtig forklarede Skikkelser, om hvis Substans
man ikke kan gøre sig tydelige Forestillinger.
Spiritismen, der fra Oldtiden til vore Dage har
beskæftiget sig fortrinsvis med dette
Spørgsmaal, fortsætter ligefrem den animistiske
Betragtning af Sjæle som selvstændige
Aandevæsener, der imidlertid kan materialiseres til
synlige eller især hørlige og aktive Skikkelser.
Ved Siden af disse Forestillinger om en blot
og bar Sjæletilværelse har der imidlertid fra
Oldtiden staaet en anden Betragtning, der gik
ud fra, at Sjælen ikke kan have ren selvstændig
Eksistens, men at den stedse er bundet til det
legemlige. Denne Tankegang har givet
Anledning til Læren om Sjælevandringen (s. d.), der
især paa indisk Grund udformes til en meget
nøjagtig Redegørelse for, hvilke Dyre-,
Menneske-, Gude- eller Djævlekroppe en
Menneskesjæl maa passere i Genfødelsernes uendelige
Kredsløb, indtil den til sidst ved Askese eller
mystiske Spekulationer kan slippe ud af denne
Strøm og havne i Nirvana. Psykologisk set
klarer denne Teori imidlertid ikke Problemet; thi
Overgangen fra Legeme til Legeme bliver stedse
en Vanskelighed, hvad enten man paa de fleste
indiske Sekters Vis mener, at »Sjælen« slipper
over fra Krop til Krop, eller efter Buddhismens
Lære benægter Sjælens Selvstændighed og lader
de af Menneskelivet producerede Gerninger
(karman) være Bindeledet mellem Eksistenserne.
En ganske anden Tanke har adskillige andre
Religioner og blandt disse tidligst Perserne
været inde paa, nemlig Tanken om Legemets
Opstandelse, der skulde give U. en med Jordelivet
overensstemmende Karakter. Perserne tænkte
sig vel, at Sjælen frigjorde sig fra Legemet i
Dødsøjeblikket og henlevede en Tid adskilt fra
dette i et Paradis eller et Helvede; med
Dommedag skulde Sjælene imidlertid forene sig med
Legemerne, og efter en Lutring i glødende Malm
indgaa til et nyt Liv under Menneskelivets
Former, kun i uforstyrret Lykke og uden Ernæring
og Forplantning. Det er ikke umuligt, at denne
Persernes Opstandelsestanke kan have øvet
Indflydelse paa Jødernes Tanker om et Liv efter
dette. Jøderne har nemlig i deres klassiske Tid
ikke næret nogen Tro paa U. Profeterne
bekæmpede den animistiske Sjæletro og
Sjælemaning, som de forefandt i Landet, men idet
de fjernede denne, satte de ikke noget andet i
Stedet og henviste snarere til dette Menneskeliv
som det tilstrækkelige eller til Jødefolket i dets
Helhed som Raaderum for det, det kom an paa
for dem: Guds Retfærdighed. Imidlertid har
netop denne Troens Hovedtanke bragt Jøderne
i Forlegenhed med den enkeltes Jordeliv, i
hvilket Retfærdigheden saa ofte kommer til kort. I
Job’s Bog rejses Problemet, men Tanken om
en Fortsættelse ud over Døden, hvori
Retfærdighedens Værk kunde afsluttes, afvises
bestemt. Den synes dog at have sejret omkring
200 f. Kr. I Tiden op mod Kristus findes der
allerede tydelige Forestillinger om Opstandelsen
og om de forskellige Regioner, hvor Livet
fortsættes (saaledes Regionen »Abraham’s Skød«,
hvor der ogsaa flyder en Kilde til Læskelse).
Særlig i 2. Makab. 7 fremtræder en massiv
Overbevisning om legemlig Opstandelse. Om
denne Opstandelsestro er dannet eller støttet
fra parsisk Side, kan ikke afgøres, før vi har
bedre Kendskab til denne Periodes Jødedom.
Sikkert er det, at Kristus har forefundet denne
Udødelighedstro som almindelig antaget, og at
han ogsaa (som i Luk. 16) benytter dens
enkelte Træk som de ovennævnte; paa andre
Punkter korrigerer han den, som naar han
benægter, at de opstandne kan tage til Ægte.
I øvrigt er Henvisningen til U. ikke særlig
fremtrædende i de af Kristi Udtalelser, som
gør det historisk paalideligste Indtryk. Paulus
derimod fremhæver den overordentlig stærkt
under Henvisning til Kristi Opstandelse — dog
sikke som »Kødets«, men som et Sjælelegemes
Opstandelse (1. Kor. 15) — han paaberaaber
sig i øvrigt sin Tro paa U. som et Tegn paa,
at han er Farisæer, i Modsætning til
Sadducæerne, der benægtede U. I den kristne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
