Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ulfeldt, Corfitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Statholder i Norge, da den gjorde Indgreb i
U.’s Magtomraade. I Oktbr 1647 krævede U.
enten Genindsættelse i sin tidligere Myndighed
eller Afsked. Kongen maatte give efter, frigive
Kirstine Munk, indskrænke Hannibal Sehested’s
Magt, genindsætte U. i hele hans forrige
Myndighed, ja endog give ham en Generalkvittans
for hele hans tidligere Forvaltning.
U. havde fuldstændig besejret Christian IV,
men faa Maaneder efter stod han over for en
ny Konge, der skulde blive ham ganske
anderledes farlig. Under Mellemregeringen efter
Christian IV’s Død optraadte U. som den egentlige
Indehaver af Regeringsmagten; han hævnede sig
paa Vibeke Kruse ved straks efter Kongens Død
at jage hende ud af Byen, sluttede Kontrakt om
betydelige Leverancer med sine Venner blandt
de store Købmænd og søgte i Forening med sine
Svogre at fremtvinge en officiel Anerkendelse af
Kirstine Munk’s Børns ægte Fødsel, der kunde
sikre dem en særlig fremragende Stilling og Arv
efter Faderen. Dette fandt stærk Modstand hos
Rigsraadet, der til Slut nok anerkendte den
ægte Fødsel, men udelukkede Børnene fra Arv
efter Kongen. Ved Forhandlingerne om
Haandfæstningen var U. sikkert ogsaa en af
Hovedmændene for at gøre denne saa trykkende for
Kongen som muligt. Foreløbig syntes dog alt at
skulle gaa godt. I Febr 1649 gik U. igen som
Gesandt til Nederlandene, og det lykkedes ham
denne Gang at faa et Forbund med
Nederlandene i Stand og faa sluttet den saakaldte
Redemptionstraktat om Sundtoldens Afløsning for
Nederlandenes Vedkommende mod Erlæggelsen
af en bestemt aarlig Sum, en Plan, han ogsaa
havde arbejdet for paa sin tidligere Sendelse.
Det lange Fravær fra Hjemmet blev dog
skæbnesvangert for hans Magtstilling. Kongen var
ham alt andet end gunstig sindet, og den
mægtige Dronning Sofie Amalie nærede et
uudslukkeligt Had til Leonora Christina. Alle Kongens
tyske Raadgivere gjorde, hvad de kunde, for at
styrte U.; Drosten Joachim Gersdorff sluttede
sig ogsaa til hans Uvenner, og en særlig farlig
Fjende fik han i Rentemesteren Peder Vibe, der
kunde angribe U. paa hans saarbareste Punkt,
Finansforvaltningen. U. var efter sin
Hjemkomst p. Gr. a. det heldige Udfald af hans
Sendelse og den Hyldest, der var vist ham i
Nederlandene, bleven opfyldt af endnu større
Tanker om sig selv end før. Det kom derfor
snart til et Brud, og i Febr 1650 trak U. sig
ligesom tidligere tilbage fra Forretningerne i
Haab om, at man snart, ligesom før, skulde
anerkende hans Uundværlighed. Men det kom til
at gaa anderledes. Saa langt fra at opfordre
ham til igen at overtage sine Forretninger,
besluttede man i Juli 1650 at underkaste hele hans
Embedsførelse en Undersøgelse. I Decbr 1650
kom saa Dina Vinhofers’ (s. d.) og Oberst Walter’s
Angivelse mod ham for at have villet forgive
Kongen. De Processer, der fulgte heraf, endte
ganske vist med at vise disse Beskyldningers
fuldstændige Grundløshed; Dina blev henrettet
og Walter forvist fra Landet, men U.’s Fjender
gav alligevel ikke tabt. 13. Juli 1651 underskrev
Frederik III en Række Anklagepunkter mod U.
for egenmægtig Embedsførelse og for hans
Forbindelser med Leverandørerne, og allerede
den næste Dag flygtede U., der i længere Tid
havde været ophidset og frygtede for sin
personlige Sikkerhed, til Holland med sin Familie.
U. blev dog kun en kort Tid i Holland;
allerede i Septbr drog han til Sverige, hvor
Dronning Christina tog ham i sin Beskyttelse. Han
tog siden Ophold i Stralsund og skrev her sit
»Højttrængende Æresforsvar«; hvori han
rettede heftige Beskyldninger mod den danske
Konge. Dette havde til Følge, at han nu blev
ligefrem afsat som Rigshofmester; senere
beslaglagde man ogsaa hans Godser og berøvede
Leonora Christina hendes Titel af Grevinde til
Slesvig og Holsten. U.’s Færd blev nu mere
og mere landsforræderisk. I Efteraaret 1652
tog han igen Ophold i Stockholm og ophidsede
af al Kraft Sverige til Kamp mod Danmark og
forstrakte det med Penge. At Karl Gustaf 1655
i St. f. vendte sig mod Polen, var ikke efter
U.’s Ønske, og han tog derefter Ophold paa
Slottet Barth i Pommern.
Da Karl Gustaf i Sommeren 1657 besluttede
at gaa mod Danmark, kaldte han U. til sig, og
denne gik nu ligefrem i svensk Tjeneste som
Kongens Geheimeraad. Han fulgte med den
svenske Konge paa hans Tog og opfordrede fra
Holsten Landsdommerne og
Landkommissærerne i Jylland til at virke for Adelens Frafald fra
Frederik III. Ved Fredsunderhandlingerne i
Taastrup og Roskilde var U. en af de svenske
Underhandlere, og den i Roskilde sluttede
Fred tilbagegav ham og hans Hustru alt deres
Gods i Danmark og Norge; U. skulde desuden
have Erstatning for al lidt Skade og maatte
igen tage Ophold i Danmark, ligesom Leonora
Christina fik sin Grevindetitel tilbage. U. blev
dog foreløbig i Sverige og tog Bolig i Malmö;
han købte Bosjö Kloster og fik Sölvitsborg Län
og By som Grevskab i St. f. Langeland, som
Karl Gustaf tidligere havde givet ham i Pant
for 300000 Daler. Forholdet mellem ham og
Karl Gustaf blev dog snart daarligt. U. var
meget utilfreds med den Maade, hvorpaa Karl
Gustaf ordnede Forholdene i Skåne, særlig
hans Behandling af Adelen. Han tog skarpt til
Genmæle derimod, og fra svensk Side beskyldte
man ham for Forbindelser med de Danske.
Fra Maj 1659 sattes han under militær
Bevogtning i sin Gaard i Malmö, og der blev kort
efter nedsat en Domstol til at undersøge
Klagerne mod ham. Da han selv blev syg, førte
Leonora Christina hans Forsvar med stor
Dygtighed, men Dommen, der for øvrigt er noget
uklar, kom dog til at gaa ud paa, at han
skulde miste Liv og Gods. Efter Karl Gustaf’s Død
besluttede Formynderregeringen at frigive ham
og give ham Amnesti; men inden
Efterretningen herom naaede ham, var han og Leonora
Christina i Juli 1660 flygtede til Kjøbenhavn.
U. fik snart Anledning til at angre dette
Skridt, som Leonora Christina ogsaa havde
fraraadet. De blev straks fængslede og satte i
Forvaring paa Hammershus, hvor Guvernøren,
Generalmajor Adolf Fuchs, behandlede dem
meget haardt, særlig efter et mislykket
Flugtforsøg. I Decbr 1661 maatte de for at faa
Friheden give Afkald paa Størsteparten af deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
