Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungarn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tyskland. 1061 blev han afsat af sin
kraftfulde Broder Béla I (1061—63), der udryddede
de sidste Rester af Hedenskabet og holdt den
oprørske Adel i Tømme, men allerede døde
efter to Aars Regering, hvorpaa Kronen gik over
til Andreas’ Søn Salomo (1063—74), som
styrtedes af Béla’s Søn Geza I (1074—77), hvis
Broder og Efterfølger, Ladislaus den
Hellige (1077—95), erobrede den nordlige
Del af Kroatien, medens dennes Brodersøn, den
dygtige Koloman (1095—1114), lagde
Dalmatien under U. og gjorde sig fortjent som
Lovgiver. Under de følgende Konger Stefan II
(1114-31), Béla II den Blinde (1131-41)
og Geza II (1141—61), svækkedes U. ved
indre Uroligheder, hvortil efter Geza II’s Død
kom Tronstridigheder, idet hans Søn, Stefan
III (1161—73), maatte kæmpe mod to
Modkonger, og hans Broder, Béla III (1173—96) kun
ved at hylde den græske Kejser som U.’s
Overherre formaaede at skaffe sig Anerkendelse som
Konge; i øvrigt førte han heldige Krige, ved
hvilke han generobrede Kroatien og Dalmatien
og gjorde sig til Herre i Bulgarien og Galizien.
Hans Søn Emmerik (1196—1204) efterlod sig
en umyndig Søn Ladislaus III, der 1205
blev afsat af Béla III’s yngre Broder,
Andreas II (1205—33), som 1217 gjorde et
resultatløst Korstog og 1222, altsaa faa Aar efter
at det engelske Magna Charta var udstedt, ved
den saakaldte »gyldne Bulle« maatte indrømme
Adelen store Privilegier, som ogsaa
Gejstligheden senere (1231) fik Del i. Hans Søn og
Efterfølger, Béla IV (1235—70), formaaede
ikke at hindre Mongolerne i 1241 at hjemsøge U.
med Ild og Sværd og maatte endog forlade
Riget; men efter at han 1243 var vendt tilbage,
arbejdede han ufortrødent og med Held paa
atter at bringe det ødelagte, paa sine Steder
næsten affolkede Land, paa Fode igen, bl. a.
ved at indkalde en Mængde fremmede
Kolonister, Tyskere og Italienere, hvad der bidrog til
at styrke Stædernes Borgerstand. Stefan V
(1270—72) efterlod sig en umyndig Søn
Ladislaus IV (1272—90), som efter sin
Regeringstiltrædelse førte et daadløst og
udsvævende Liv, der afsluttedes ved en voldsom Død,
hvorefter Kronen gik over til Andreas III
(1290—1301), en Sønnesøn af Andreas II; han
kaldtes Venetianeren, fordi hans Moder var en
Venetianerinde, og maatte bekæmpe flere
Medbejlere til Tronen, bl. a. den af Paven
understøttede neapolitanske Prins Karl Martel (af
Huset Anjou), hvis Moder var en Søster til
Ladislaus IV. Ved Andreas III’s Død, 14. Jan.
1301, udslukkedes U.’s gamle Kongestamme,
Huset Árpád’s Mandslinie.
Karl Martel’s Søn Karl Robert blev nu af et
mægtigt Adelsparti valgt til Konge, men maatte
i flere Aar kæmpe om Kronen med Andreas
III’s Dattersøn, den bøhmiske Konge
Wenceslaus III, og Hertug Otto af Bayern, indtil han
endelig 1308 vandt almindelig Anerkendelse.
Karl I Robert (1308—42) var en
pragtelskende, men dygtig Konge, der fratog
Venetianerne Dalmatien og efterlod Riget i god
Stand til sin Søn Ludvig I den Store
(1342—82), som efter sin Morbroder, Kasimir
den Store af Polens Død (1370) ogsaa satte
Polens Krone paa sit Hoved. Ludvig, en af sin
Tids mægtigste Fyrster, var en ypperlig
Regent, der ikke alene udvidede U. ved
Erobringen af Moldau, Vallakiet, Serbien og Bosnien,
men ogsaa styrkede Rigets Kraft indadtil, idet
han med stor Omhu sørgede for
Næringsvejenes Trivsel, gav de større Stæder egen
Jurisdiktionsret og Handelsprivilegier, stiftede et
Universitet, oprettede Skoler og gennemførte
vigtige Love. Ved Ludvig’s Død var det
imidlertid forbi med U.’s Magt og Glans, da han
ikke efterlod sig Sønner, der kunde fortsætte
Faderens Værk, men kun Døtre, af hvilke den
yngste, Hedevig, blev valgt til Dronning af
Polakkerne, der var kede af Forbindelsen med U.
Den ungarske Krone tilfaldt den ældste Datter,
Maria, som overlod den til sin Ægtefælle,
Markgrev Siegmund af Brandenburg, en yngre Søn
af den tyske Kejser Karl IV. Dette satte et
stort Adelsparti sig imod og valgte Maria’s
Fætter, Karl den Lille af Neapel, til Konge, efter
hvis Mord (1386) Siegmund (1386—1437) dog
Vandt almindelig Anerkendelse, og heri gjorde
Maria’s Død (1392) ingen Forandring. Men da
han 1396 havde tabt Slaget ved Nikopolis mod
Tyrkerne, gjorde Adelen atter Oprør mod ham,
og først 1404 genvandt han Magten i U., som
han i nogle Aar styrede i Fred og Ro og ikke
uden Dygtighed; han tilbageerobrede saaledes
til Dels de tabte Sydprovinser, gav nogle gode
Love og sammenkaldte 1405 den første
ungarske Nationalforsamling, hvor der mødte
Repræsentanter for den lavere Adel og Stæderne ved
Siden af Højadelen og Gejstligheden. Efter sit
Valg til tysk-romersk Kejser (1411) tog han sig
imidlertid kun lidet af U., hvis Krone efter hans
Død gik over til hans Svigersøn Albrecht af
Østerrig, som tysk Kejser Albrecht II.
Albrecht regerede kun i to Aar (1437—39), og da
hans Søn, Ladislaus Posthumus, først blev født
fire Maaneder efter Faderens Død, valgte
Ungarerne, for at faa Hjælp mod Tyrkerne, den
polske Konge Ladislaus III til ogsaa at være
Stefanskronens Bærer. Ladislaus V
(1439—44) brød paa den pavelige Legats Opfordring
den med Tyrkerne afsluttede Vaabenstilstand
paa ti Aar; men da han mødte den forbitrede
Sultan ved Varna, led hans Hær et frygteligt
Nederlag, og selv faldt han i Slaget (10. Novbr
1444). Kronen gik nu over til den umyndige
Ladislaus VI Posthumus (1444—57),
idet den tapre Voivod af Siebenbürgen,
Johannes Hunyadi (s. d.), blev Rigsforstander og
førte Krigen med Tyrkerne videre, til Dels med
Held; navnlig er hans Sejr ved Belgrad (1456)
bleven berømt. Da Ladislaus VI døde Aaret
efter, valgtes en Søn af Nationalhelten
Johannes Hunyadi, Matthias Corvinus
(1458—90), til Konge. Stændernes Valg havde her
truffet den rette Mand; thi med sine rige
Evner, sin store Kraft og Viljestyrke var Matthias
en født Hersker, og var han end ved sit
strenge og ofte vilkaarlige Regimente mere frygtet
og beundret end elsket af sit Folk, ser dette dog
nu med Rette i ham den mest fremragende
blandt U.’s Konger. Ligesom sin Fader var han
en ypperlig Hærfører, og overalt fulgte Sejren
hans Faner. Selv for Tyrkerne, hvem han holdt
borte fra Sydgrænsen, var han en Skræk, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
