Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungarn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den tysk-romerske Kejser Frederik III, hans
Medbejler til U.’s Krone, var saa lidt i Stand
til at maale sig med ham, at Matthias endog
fordrev ham fra hans østerrigske Arvelande,
som han holdt besat lige til sin Død. Sin
Svigerfader, den bøhmiske Konge Georg Podiebrad
(s. d.), hvem han skyldte overordentlig meget,
paaførte han paa Pavens Opfordring Krig, hvad
der førte til, at Böhmen efter Georg’s Død
maatte afstaa Mähren, Lausitz og Schlesien til
U., og da han ligeledes besejrede Polakkerne,
havde saaledes alle U.’s Nabofolk maattet
trække det korte Straa over for den mægtige
Magyarkonge. Men ogsaa ved sin Styrelse af
Riget indadtil har Matthias Corvinus erhvervet
sig store Fortjenester af U., hvis materielle og
aandelige Kultur han søgte at fremme i alle
Retninger. Ikke alene sørgede han for
Erhvervslivets raske Udvikling, vaagede over god
Orden i Landet, forbedrede Retsplejen og holdt
Rigets Forsvarsvæsen i fortrinlig Stand, men
skønt han stadig var optagen af Krig og
Felttogsplaner, var han en ivrig Beskytter af
Videnskab og Kunst, hvorfor ogsaa Universitetet,
lærde Skoler og Folkeoplysning havde en Ven
i ham, ligesom han samlede et berømt
Bibliotek, det største i Europa paa den Tid. Efter at
Kong Matthias var død i Wien (16. Apr. 1490),
valgte de ungarske Stænder den bøhmiske
Konge Ladislaus V, i U. Ladislaus VII
(1490—1516), til Konge, og under hans svage Regering
gik ikke alene de af Matthias Corvinus gjorte
Erobringer tabt, men meget af, hvad han
havde skabt til Fremme af Rigets indre Udvikling,
blev vanrøgtet, ligesom Stormændene benyttede
sig af Lejligheden til at undertrykke Bønderne,
hvad der medførte en Opstand, som kun bidrog
til at forværre Bøndernes Stilling. Ladislaus’
Søn og Datter, Ludvig og Anna, ægtede den
tyske Kejser Maximilian I’s Sønnebørn Maria
og Ferdinand, og ved denne Lejlighed blev der
indgaaet et Arveforlig, ifølge hvilket
Ferdinand, hvis Ludvig døde uden Arvinger, skulde
være hans Efterfølger i U. og Böhmen. Da
Ludvig II (1516-26) faldt 29. Aug. 1526 i
Slaget ved Mohacz mod Tyrkerne og ikke
havde Børn, blev altsaa den habsburgske Prins
Ferdinand af Østerrig med Stændernes
Billigelse (Decbr samme Aar) Konge af U., der fra den
Tid havde Regenter tilfælles med Østerrig,
ligesom dets Historie udadtil falder sammen med
Østerrigs. I det følgende omhandles kun, hvad
der særlig vedrører U.
Skønt Ferdinand I (1526—64) besvor
Forfatningen og blev kronet med Stefanskronen,
rejste dog en Del af Adelen Opstand mod ham
og valgte Johan Zapolya (s. d.) til Konge, og
da denne fik Understøttelse af Tyrkerne, der
endog 1529 trængte frem til Wien, maatte
Ferdinand gaa ind paa Forliget i Grosswardein
(1538), hvorved han blev nødt til at lade sig
nøje med den nordvestlige Del af U. med
Pressburg som Hovedstad, medens Zapolya som
Fyrste af Transsylvanien fik det østlige U.
indtil Tisza, og Tyrkerne beholdt den mellemste
Del af Landet, som tyrkiske Pashaer, der
residerede i Buda, nu styrede i henved 150 Aar. I
dette lange Tidsrum var Regeringen i Pressburg
næsten stadig paa Krigsfod med Tyrkerne, og
da Fyrsterne i Transsylvanien for det meste
var Sultanens Forbundsfæller og let
tilgængelige for Paavirkning af Habsburgernes gamle
Fjende, Frankrig, kunde Ferdinand I og hans
Efterfølgere, Maximilian II (1564—76),
Rudolf II (1576-1608), Matthias II
(1608-19), Ferdinand II (1619-37),
Ferdinand III (1637-57) og til Dels Leopold I
(1657—1705), ofte kun med stor Vanskelighed
hævde deres Stilling i U., tilmed da de fleste af
disse Konger maatte kæmpe mod Oprør af
deres protestantiske Undersaatter i U., som
Hoffet i Wien, tilskyndet af Jesuitterne,
hjemsøgte med haarde Forfølgelser. Saaledes
tiltvang Protestanterne sig i aaben Kamp
(1604—06) under Anførsel af Stefan Bocskay en
begrænset Religionsfrihed, og da Leopold I,
efter at den kejserlige General Montecuculi
havde tilføjet Tyrkerne et stort Nederlag ved den
ungarske Flække St. Gotthard (1664), satte nye
Forfølgelser i Scene, udbrød der igen et
Oprør, der først undertryktes 1671, men atter
blussede op med stor Voldsomhed, da Emmerik
Tököly (s. d.) 1678 lod sig udraabe til Konge
og anerkendtes som saadan af Tyrkerne.
Opstanden bredte sig over det meste af U., og da
en tyrkisk Hær paa 200000 Mand trængte frem
til Wien (1683), saa det ud til, at
Habsburgernes Herredømme i U. stod for Fald. Men
Stadens heltemodige Forsvar og Johan Sobieski’s
glimrende Sejr uden for dens Mure over den
tyrkiske Storvesir Kara Mustafa (12. Septbr
samme Aar) sikrede Leopold Besiddelsen af
Stefanskronen, om end Tyrkerne haardnakket
fortsatte Krigen lige til 1699; men længe
forinden havde Ungarerne maattet give tabt, idet
Karl af Lothringens Erobring af Buda, og
Tyrkernes deraf følgende Fordrivelse fra
Mellemungarn (1686) nødte den 1687 i Pressburg
sammenkaldte Rigsdag til at anerkende Leopold
som U.’s Arvekonge, uden at Rigets gamle
Forfatningslov paa en enkelt Ændring nær blev
forandret. I de følgende Aar førtes Krigen,
hvori nu ogsaa Polakkerne, Russerne og
Venetianerne deltog som Leopold’s Forbundsfæller,
videre med stigende Held for de kejserlige
Vaaben, navnlig fik Ludvig af Badens Sejr ved
Slankamen (1691) og Eugen af Savojens ved
Zenta (1697) afgørende Betydning, og Sultanen
gik derfor endelig ind paa ved Freden i
Karlowitz (1699) at afstaa hele Ungarn (med
Undtagelse af Banatet) samt Slavonien til Leopold.
1703 rejste Ungarerne en ny Opstand (se
Rakoczy), der først endte otte Aar senere, da
Leopold’s Søn, Josef I (1705—11), bragte den
til Afslutning ved Forliget i Szatmar (1711),
hvori han gav almindelig Amnesti og lovede at
ville regere i Overensstemmelse med
Forfatningen. Josef I’s Broder, Karl VI (1711-40),
kunde takke sin udmærkede Feltherre Eugen
af Savojen for, at en ny Krig med Tyrkerne
(1716—18) endte med, at disse i Freden i
Passarowitz maatte afstaa Banatet samt Dele af
Vallachiet, Serbien og Bosnien til U., men de fleste
Erobringer gik atter tabt i Karl’s sidste Krig
med Sultanen (1737—39), idet U. ved Freden i
Belgrad kun beholdt Banatet. Maria
Theresia (1740—80), Karl VI’s Datter, der 1723 ved
den ungarske Rigsdags Billigelse af den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
