Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ural
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
over Kæden, der ingensteds dækkes af
Gletschere, men fremtræder med forrevne, nøgne
Klippemasser. Vegetationen er i de lavere Dale
Naaleskov, men i de højere Egne kun
forkrøblet Krat eller Laver og Mosser. Det
mellemste eller malmrige U., der ogsaa benævnes
det verchoturiske, det permske, det ostjakiske
eller det jekaterinburgske U., strækker sig S.
paa indtil Utas Kilder og Gennembrudsdal og
er den smalleste og lettest tilgængelige Del af
U. Dette Parti danner et bredt, sumpet eller
skovklædt Plateauland med en gennemsnitlig
Højde af 650 m og er det mest ensformige
Omraade i hele U. Hist og her rager dog enkelte
nøgne Klippetoppe i Vejret, saaledes
Konshakovsky (1593 m) og Deneshkin (1528 m).
Særlig nævnes maa det mod Ø. liggende Bjerg
Goroblagodat (349 m), der hovedsagelig bestaar
af Magnetjernsten. Over denne Del af U. fører
de bekvemmeste Overgange, af hvilke den
laveste (380 m) passeres af den gamle sibiriske
Landevej og nu af Jernbanen fra Perm til
Jekaterinburg. Det sydlige eller skovrige,
baschkirske eller orenburgske U. er nu ret godt
kendt og bestaar af 3 parallelle Bjergdrag, der
strækker sig fra NØ. til SV., og af hvilke
Uraltau gælder for U.’s egentlige Fortsættelse. Selve
Uraltau overstiger næppe 670—850 m i Højde.
Ø. paa er den ved Mijas-Dalen skilt fra den
Ilmen’ske Kæde, og V. paa ved Ai- og
Bjelaja-Dalene fra de Urengai’ske Bjerge. S. f. 50° n.
Br. adskiller Sakmaras Længdedal Uraltau fra
den østligere Kæde Irendik, der Ø. paa sænker
sig ned til Ural-Floden. Dette sydlige Parti af
U., hvis Kulminationspunkter er Jamantau
(1646 m) og Iremel (1599 m), er et malerisk
Bjergland med Klippedrag og Bjergsøer, Skove
og Alpegræsgange. I Hovedsagen har det
Karakter af et Plateau, over hvilket stryger flere
Parallelkæder. Dets nordlige Egne passeres
ved Slatoust (398 m o. H.) af den transsibiriske
Bane. Uraltau fortsættes mod S. indtil 51° n.
Br., vender sig her mod SV. og fortsættes
under Navn af Obtshei Syrt hen imod Volga.
I geologisk Henseende er U. af stor
Interesse. Jordskorpen er her skudt i Vejret som
Folder. Denne Proces foregik ved Midten af
Kulperioden og efterfulgtes af en svagere
Foldning i Begyndelsen af Permperioden. I de
følgende Perioder planeredes U. fuldstændig, men
i Tertiærtiden foregik betydelige
Forskydninger mellem Brudlinier, og herved kom U. atter
frem. Vestsiden har en særdeles fuldstændig
Lagfølge, hvorimod den stejlere Østside viser
en lang Dislokationslinie med Brud og
Indsænkninger ledsagede af talrige Eruptiver og
med unge Kvartæraflejringer trædende hen til
Bjergkædens Fod. Den nuværende U. er dog
mindre bred end den oprindelige Foldekæde.
Ø. f. den nuværende U. fortsætter de foldede
Bjergarter sig ind under den vestsibiriske
Slettes løse Jordarter. Langs Kammene og paa
Østsiden træder frem i Dagen U.’s centrale
Kerne af Granit, Porfyr og krystallinske
Skifere. Til Vestsiden slutter sig derimod
palæozoiske Aflejringer i smalle parallelle Striber
efter Aldersorden, først Silur og derefter
Devon, Karbon og i Særdeleshed betydelige
Permaflejringer, hvorpaa følger Trias og mod N.
yderligere Jura. Af stor Betydning er U.
blevet ved sin Metalrigdom. Guld forekommer
baade paa primært Leje i Aarer og paa
sekundært i alluviale og diluviale Dannelser og
udnyttes i begge Tilfælde, om end den sidste Art
af Forekomster yder mest. Platin findes enten
i Forening med Guldstøv eller alene;
Udvindingen af dette kostbare Metal giver ganske vist
nu ikke saa stort Udbytte som tidligere; men U.
leverer dog stadig 5/6 af hele Verdens
Platinproduktion. Flere Steder i U. træffes Nikkel,
Osmium og Iridium, og det samme gælder Sølv;
men Udvindingen af dette Metal er ligeledes
gaaet tilbage. Af stor Vigtighed er fremdeles
Kobberminerne, der navnlig findes i
Guvernementerne Perm og Ufa. Jernet forekommer
spredt over hele U. Særlig berømte for deres
rige Jernmalm er Bjergene Vyssokaja Gora ved
Nishnij Tagïlsk og det ovennævnte
Goroblagodat ved Kushva, og de vigtigste Jerngruber
findes i Perm, Ufa og Orenburg. Selv Stenkul
findes her; men paa Grund af Skovrigdommen
har man først i de senere Aar begyndt at
bearbejde Lejerne. Stensalt brydes i
Guvernementerne Perm, Orenburg og Uralsk. Endelig
maa nævnes, at U. er rig paa Ædelstene og
forskellige andre værdifulde Mineraler som
Smaragd, Ametyst, Turmalin, Karsovit og
Malakit.
Som klimatisk Grænse og som
Vegetationsgrænse spiller U. ingen større Rolle. De fleste
af det europæiske Ruslands mellemeuropæiske
Plantearter med Undtagelse af Egen fortsætter
sig ind i Sibirien, og til Gengæld har
forskellige sibiriske Arter flyttet sig over U. mod V.
Den vigtigste Indflydelse i disse Henseender
udøver U. derved, at den med sin mægtige
meridionale Udstrækning langs sin Kamakse
trækker et koldt nordligt Klima og samtidig
nordlige Plante- og Dyreformer mod S. Heller
ikke i etnografisk Henseende kan U. betragtes
som en tydelig Folkegrænse, saa i
Virkeligheden er der geografisk set ikke et eneste
Forhold, der berettiger til at betragte U. som Skel
mellem to Verdensdele. Det nordlige U. er
delt mellem Samojeder, Syrjæner, Voguler og
Permier, medens Steppeegnene paa Affaldet
af det sydligere U. bebos af de tyrkiske
Baschkirer. Disse oprindelige Stammer smelter dog
mere og mere ind, idet de fortrænges af
Storrusserne, der er indvandrede som
Bjergværksarbejdere og Bønder.
Navnet U. er af ostjakisk Oprindelse og
betyder Bælte, hvorfor Russerne undertiden
bruger Udtrykket Kammenoj Pajas eller
Klippebælte. Bjergkæden kendtes allerede i
Oldtiden under Navn af Montes
Hyperborei eller Riphaei. I 9. Aarhundrede e.
Kr. var Grækerne kendt med dens
Metalrigdom. I 11. Aarhundrede trængte Novgoroderne
frem til U., og da Moskovitterne havde
indtaget deres Kolonier Vjatka og Perm, indsaa
Tsarerne Betydningen af U.’s Malmrigdom, og
Ivan III udsendte tyske Ingeniører for at
undersøge Egnen. 1558 skænkede den daværende
Tsar hele det nuværende Guvernement Perm til
Familien Stroganov, der her begyndte at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>