Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Utah (Indianerstamme) - Utahit - Utah-Sø - Utakamand - Utamaro, Kitawaga - Utanskog - Utatlan - ut desint vires, ta men est laudanda voluntas - Ute - Utenhof, Wolfgang von - Utenriksdepartementet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hører U. til Shoshoni-Gruppen, der er fjernt
beslægtet med Nahuatl-Sproget i Mexiko.
G. Ht.
Utahit, et Mineral af Sammensætning 3Fe2O3,
3SO3, 4H2O, der findes som et Aggregat af
ganske smaa Skæl af romboedrisk Krystalform og
orangegul Farve i Tintic Distrikt i Utah.
O. B. B.
Utah-Sø [’ju.ta. eller ’ju.tå.], Indsø i U. S.
A., Utah, ligger 50 km S. f. Salt Lake City 1366
m o. H. og 58 m over Vandspejlet i den store
Saltsø, til hvilken den har Afløb gennem den
170 km lange Jordan River. U.-S., der er 40
km lang, 21 km bred og 388 km2 stor, ligger i
en smuk og smilende Bjergdal mellem
Wasatch Mountains mod Ø. og Lake Mountains
mod V. Søen er 4,5 m dyb og optager flere
Tilløb som Provo, Hobble Creek, Spanish Fork og
Goshen. U. er den eneste store Ferskvandssø i
Utah, og dens Afløb spiller en stor Rolle for
den kunstige Vanding i det jævne Land mellem
U. og den store Saltsø. U. er meget fiskerig og
besøges af en stor Mængde Svømmefugle.
(H. P. S.). G. Ht.
Utakamand, se Nilgiri.
Utamaro [’u-] (Outamaro) Kitawaga,
japansk Maler og Tegner for Farvetransit (1755
[efter andre 1753, 1754]—1805). U., en af
Kiyonaga’s dygtigste Efterfølgere, debuterede 1775 med
Illustrationer til Kibiyoski og opnaaede
Berømmelse for sine skønne Farvetryk og
Bogillustrationer (Serier med Insekter, Fugle, »De grønne
Huses Aarbog« o. m. a.). Hans Streg var
forfinet stiliserende. (Litt.: E. de Goncourt
[1891]; Jul. Kurth, »U.« [1907]).
A. Hk.
Utanskog, se Lunnanskog.
Utatlan, se Quiché.
ut desint vires, ta men est laudanda
voluntas (lat.), »selv om Kræfterne svigter, maa
man dog rose den gode Vilje«, Citat efter Ovid
(Epistulæ ex Ponto, III, 4, V. 79).
H. H. R.
Ute, Jute, se Utah.
Utenhof [’.tənho.əf], Wolfgang von,
Frederik I’s og Christian III’s tyske Kansler, f.
i Sachsen c. 1495, d. 1542, hørte til en tysk
adelig Familie. 1513 indskreves han ved
Universitetet i Wittenberg, hvor han tog
Magistergraden i Romerretten. 1518 antoges han til
Tugtemester for Hertug Frederik af Holstens Søn
Christian, den senere Christian III. Det
varede ikke længe, inden U. kom til at indtage en
indflydelsesrig Plads ved Hertugens Hof. 1520
nævnes han som hertugelig Raad, og 1523 blev
han Hertugens Kansler. Som saadan blev han
den egentlige Leder af Hertug Frederik’s
Udenrigspolitik, ogsaa efter at denne havde besteget
den danske Kongetrone. U. havde ogsaa
betydelige Evner som Diplomat, han besad et
nøje Kendskab til Europas, og ganske særlig
Tysklands politiske Forhold og forstod at
bedømme den politiske Situation med stor
Nøgternhed og med et skarpt Blik for de reale
Magtforhold. Ingen har med større Iver og
Dygtighed end han baade i Tale og Skrift
kæmpet for Frederik I’s og hans Slægts Ret lige
over for Christian II, og det lykkedes ham
ogsaa paa de mange Møder, der holdtes for at
hidføre en Udsoning, at forhindre en
Restitution af denne. U., der var en bestemt
Tilhænger af den lutherske Lære, søgte ogsaa at
drage Frederik I over til denne Side; han virkede
ivrig for den ny Læres Udbredelse i
Hertugdømmerne, og han gennemførte, trods stærk
Modstand fra det katolske Parti, Ægteskabet
mellem Kong Frederik’s Datter Dorothea og
Hertug Albrecht af Preussen. Til denne sidste
stod han siden den Tid i et nøje Forhold, og
han benyttede i høj Grad hans Indflydelse hos
Frederik I og Christian III til at styrke sin
egen Stilling og sætte sine egne politiske Planer
igennem. U. var ogsaa Hovedtalsmanden for
Frederik I’s Tilslutning til de protestantiske
Fyrster i Tyskland 1528 og 1532.
Efter Frederik I’s Død 1533 svækkedes U.’s
Indflydelse noget. Der herskede et lidt spændt
Forhold mellem ham og Christian III, som U.
mente ikke var kraftig og energik nok; særlig
var U. meget misfornøjet med, at Hertug
Christian syntes at være tilbøjelig til at give Slip
paa den danske Krone. Som Lensmand paa
Hindsgavl mødte U. dog paa den store Rigsdag
1533, virkede ivrig for Christian III’s Sag og
tilraadede Tilslutning til Kejseren og
Nederlandene imod Lübeckerne, som han hadede af
Hjertens Grund. Han var ogsaa en af de
Gesandter, der efter Rigsdagens Slutning sendtes
til Nederlandene og her sluttede
Gentertraktaten af 9. Septbr 1533. Ved Hertug Albrecht af
Preussens Mellemkomst bedredes Forholdet til
Christian III, og U., der en kort Tid synes at
have fratraadt Kanslerstillingen, overtog igen
denne. Paa det store Fredsmøde i Hamburg
1536 førte han sædvanlig Ordet paa dansk
Side, men kort efter klagede han atter over, at
han blev tilsidesat for andre; det var i Aarene
efter 1536 heller ikke saa meget ham som
Melchior Rantzau, der ledede Udenrigspolitikken.
U. var heller ikke tilfreds med den indre
Politiks Gang i Danmark; han arbejdede af al
Magt for at faa Christian III’s Søn Frederik
hyldet som Tronfølger og faa fastsat en
Formynderregering for det Tilfælde, at Christian
III skulde dø, men stødte her paa stærk
Modstand baade hos den danske og den holstenske
Adel. Som Repræsentant for en kraftig
Fyrstemagt ansaa han det for nødvendigt at knække
disse »Storhanser«’s alt for store Magt, men
for en saadan Politik var Christian III efter
hans Mening for svag. Misfornøjet med
Forholdene og hjemsøgt af Sygdom tog han 1540
Ophold i Werdau i Sachsen, hvor Kurfyrsten
havde gjort ham til Amtmand. Han vedblev
dog stadig at staa i dansk Tjeneste, og hans
Raad indhentedes om alle betydelige
diplomatiske Spørgsmaal, saaledes 1540 om
Forholdet til Nederlandene, og han gav ogsaa flere
Gange Møde som Danmarks Repræsentant ved
diplomatiske Forhandlinger, saaledes i
Schmalkalden 1540 ved Forhandlingerne med
Pfalzgrev Frederik, og paa Rigsdagen i Regensburg
1541, hvor han havde en haard Dyst at bestaa
med Landgrev Filip af Hessen og senere med
de kejserlige Raader i Anledning af
Fængslingen af Christian II. (Litt.: Heise, »W. v.
U.« [»Hist. Tidsskr.«, 4. R. VI]).
L. L.
Utenriksdepartementet [-’maŋət], se
Udenrigsministerium.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
