Print (PDF)
- On this page / på denna sida
- V, W
- V
- v.
- Va.
- Vaaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
V
og W
V, W er det 22. Bogstav i vort Alfabet. —
Det græske Y eller V, som i den ældste Tid
betegnede u, optog Romerne i Formen V som
Tegn baade for Vokalen u og for konsonantisk
(eller halvvokalisk) v; om Forholdet mellem
Tegnene u og v se U. — Bogstavet v kaldes i
Tysk vau, i Islandsk vaff efter det hebraiske
Bogstavnavn waw; de fleste andre europæiske
Folk bruger derimod det nydannede Navn ve
(for ældre u consonans). Tegnet W er af
middelalderlig Oprindelse, opstaaet ved
Sammenslyngning af uu, Vu, vv, hvormed man
undertiden (især i Tyskland og England) betegnede
»konsonantisk u«. I de fleste ny europæiske
Sprog betegner v Lyden v; i Tysk og Hollandsk
betegner det dog f-Lyd, medens v-Lyd betegnes
ved w. I Engelsk betegner w (»double u«) den
stærkt rundede Læbehemmelyd w (se
Læbelyd). Denne Lyd maa i fællesgermansk og
fællesnordisk Tid have været brugt paa lignende
Maade som i nuværende Engelsk, men i de
fleste andre germanske Sprog er w som
Forlyd i Løbet af Middelalderen blevet fortrængt
af Læbetandlyden v, jfr. engelsk wind, tysk og
nordisk vind (med v-Lyd); i flere Dialekter
(f. Eks. jydske) bevares dog endnu det gamle
w. I Ind- og Udlyd har dansk v forskellig
Oprindelse (Hav, oldn. haf, Skov, oldn. skógr), og
det betegner forskellige Lyd: Læbetandlyden (i
Grav, flyve m. m.), sidste Led af flere
u-Diftonger (i Hav, tavs, at revne, Skov, Støvle m. m.).
I Norsk er derimod som Regel oprindeligere
Lyd bevarede, idet man har skog for dansk
Skov, hav, støvle med Læbetandlyd, og
svarende til dansk tavs, forbavse m. m. har Norsk
taus, forbause, hvor au betegner Diftongen æu.
— Efter l og r er v ofte stumt i Dansk: halv,
Gulv, Torv.
I alle nordiske Sprog er fællesgermansk w
bortfaldet foran o og u: tysk Wort, dansk Ord,
tysk Wolle, dansk Uld. — I de nordiske Sprog
brugtes w endnu i 16. Aarhundrede ved Siden
af v og u uden gennemført Regel (wædel =
uædel, Laue Vrne = Lave Urne), men
anvendes nu næsten kun i nogle Navne (Winther); i
Svensk bruges dog w for v i Frakturskrift.
V. D.
V, som romersk Taltegn = 5; i Bøger o. l.
vide (»se«), verie (»vend om«), versus (»imod«)
m. m.; i Kemien Tegn for Vanadin.
v. = von eller van (i Navne).
Va., officiel Forkortelse for den
nordamerikanske Stat Virginia.
Vaaben. Hermed betegnes alle de forskellige
Midler, som Krigeren betjener sig af til Angreb
og Forsvar. Efter Kulturens Udvikling har
Materialet til disse Genstande været af forskellig
Beskaffenhed og Art efter det Standpunkt,
hvortil Udviklingen var naaet. De ældste Kampmidler
har været af haardt Træ — f. Eks. Køllen,
saaledes som denne omtrent kunde forefindes færdig
fra Naturens Haand. Derefter er sandsynlig
Spydet — ogsaa af Træ — opstaaet som det første
Fjernvaaben, fordi man ved at kaste det med
nogen Sikkerhed kunde ramme og beskadige
Modstanderen. Selvfølgelig kunde ogsaa Køllen kastes
inden for en bestemt Afstand. Af Ben, senere Sten
anbragtes derefter en Od paa Spydet, og man
har herved gennem disse Materialier faaet
Adgang til at forfærdige mere skærende og
indtrængende Vaaben. Man er saaledes naaet ind
i Stenalderen, hvor alle eller næsten alle
Vaaben forfærdigedes af forskellige Stenarter, dog
hovedsagelig Flint, men ogsaa af Basalt,
Obsidian m. fl. Saa snart Mennesket lærer at
udvinde Metallet af de raa Stoffer, frembringes
Kobber- og Bronzevaaben, derefter Vaaben af
Jern og Staal. Saaledes har næsten overalt paa
Jordkloden — med nogen Modifikation —
Udviklingen været: Stenalder, Bronzealder,
Jernalder, nyere Tid. Blandt en Del af Nutidens
vilde Folk, særlig i Australien, finder man
endnu en ganske raa Kultur paa
Vaabenudviklingens Omraade, idet store Mængder af
Vaaben, særlig Jagtvaaben, udelukkende bestaar af
haardt Træ. Til andre, særlig Krigsvaaben, har
man som Forbedringer anvendt Odde af Fiske-
og Fugleben, Sten etc.; men næsten aldrig
Metal. Altsaa i Virkeligheden det allerlaveste
Standpunkt.
V. deles passende i Angrebs- og
Dækvaaben (tidligere Tiders Rustninger og
Skjolde). Angrebsvaabnene bestaar igen i Nær- og
Fjernvaaben. Nærvaabnene er vel den
Art Vaaben, der har spillet den største Rolle i
Udviklingen. Hertil regnes alle Vaaben, som
brugtes under Nærkampen, og hvis kraftige
Førelse krævede Mod, Styrke og Udholdenhed,
foruden en vis Færdighed hos Krigeren. Blandt
Nærvaaben maa særlig nævnes de blanke
Vaaben. Af disse findes Sværd, Kaarder,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Thu Jan 19 23:15:17 2012
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0376.html
