- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
375

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Waag, Peter - Vaagehval - Waagen, Gustav Friedrich - Waagen, Wilhelm Heinrich - Vaager - Vaagestue - Vaagmær - Vaagnad - Vågsøy - Vaagø

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

senere). — W.’s Initiativ og alsidige Interesser førte
ham ofte i Berøring med praktiske og
industrielle Foretagender, hvor hans Arbejdskraft og
Idérigdom har afsat mærkbare Spor. Her skal
nævnes hans Arbejde paa Ølbeskatningens
Omraade og Undersøgelse af Alkoholstyrken i Øl;
hans Forsøg paa af Fisk at fremstille et
holdbart og billigt Næringsmiddel (Professor W.’s
Fiskemel); hans Metode til Konservering af
Mælk; Arbejde over Tran, Krudt o. s. v. W. var
ofte Medlem af kgl. Kommissioner og
mangeaarigt virksomt Medlem af Patentkommissionen
i Oslo; han udførte alle legalkemiske
Undersøgelser for Staten. Paa en af sine
Udenlandsrejser stiftede han Bekendtskab med de tyske
Ynglingeforeninger, efter hvis Mønster
Christiania Ynglingeforening paa hans Initiativ blev
stiftet. I denne var han lang Tid Formand.
(Litt.: »Norsk Forf.-Leks.« VI).
(G. D.). K. F.

Vaagehval, se Finhval.

Waagen [’va.gən], Gustav Friedrich,
tysk Kunsthistoriker, f. 11. Febr 1794 i
Hamburg, d. (under en Rejse) 15. Juli 1868 i Kbhvn.
W.’s gode, men nu forældede Skrift, »Über H.
und J. v. Eyck« (1822) vakte Kenderes
Opmærksomhed; han knyttedes snart efter til Berlins
Museumsliv, blev 1830 Malerisamlingens
Direktør og 1844 kunsthistorisk Professor ved
Berlins Universitet. Vidtberejst og flittig som
Forsker udviklede han ved Selvsyn sit Kenderblik.
Hans Værker hævede betydelig Datidens
kunsthistoriske Niveau: »Kunstwerke und Künstler
in England und Paris« (3 Bind, 1837—39, en
udvidet engelsk Udgave 1854 med et
Supplementbind 1857); »Kunstwerke und Künstler in
Deutschland« (2 Bind, 1843—45); »Handbuch d.
deutschen u. niederländischen Malerschulen«
(2 Bind, 1862); »Die Gemäldesammlung d.
Eremitage in Petersburg« (1867, flere Oplag); »Die
vornehmsten Kunstdenkmäler in Wien« (2 Bind,
1866—67); Berlins Malerikatalog o. m. a.
Woltmann udgav 1875 hans spredte Afhandlinger
tillige med en Biografi i »Kleine Schriften«.
A. Hk.

Waagen [’va.gən], Wilhelm Heinrich,
tysk Geolog og Palæontolog, f. i München 23. Juni
1841, d. i Wien 24. Marts 1900, blev særlig
kendt ved sine geologiske Undersøgelser i
Forindien. Han knyttedes 1870 til Geological
Survey of India
, men hans Virksomhed her maatte
efter faa Aars Forløb afbrydes af
Helbredshensyn, og Bearbejdelsen af det indsamlede
Materiale blev saa fortsat i Europa. 1879—90 var
W. Prof. i Mineralogi og Geologi ved den tyske
tekniske Højskole i Prag og derefter Prof. i
Palæontologi ved Wiens Universitet. Han var
en af de første, der anvendte Udviklingslæren
i Palæontologien og opstillede Begreberne
»Formrække« og »Mutation« (dette sidste i
Modsætning til »Variation« og derfor i anden
Betydning end den, som Biologerne senere har
givet Udtrykket). Af W.’s Arbejder kan
fremhæves Salt Range Fossils (1879—95).
J. P. R.

Vaager kaldes en Gruppe af Rovfugle med
nogle Slægter (Buteo, Archibuteo), se
Musvaager.
O. H.

Vaagestue kaldes den fra Hedenold
stammende Skik, at Slægt, Venner og Naboer
samledes i Huset, hvor nogen laa Lig, og tilbragte
Aftenen og en Del af Natten der, især Aftenen
før Ligfærden. Tanken hermed var oprindelig
at afværge Dødsfaldets uheldbringende
Indflydelse fra Hjemmet, senere ogsaa at beskytte
Liget mod onde Aander, som pønsede paa at
bortføre det. Bønner, brændende Lys, Sange,
Jern, særlig i Form af en korslagt Saks, eller en
Salmebog paa Ligets Bryst var virksomme
Midler i den kristne Tid, og enkelte af dem har
bevaret sig indtil vore Dage. I Nordsjælland og
i Norge lagdes Haandklæder med udsyede Kors
over Kisten. Naar Sjæleringningen, som tænktes
at frigøre Sjælen for alle Baand, var forbi, og
Kirken derved havde taget Sjælen under sin
Varetægt, kunde man først være sikker for det
onde. V. var alt andet end bedrøvelige ligesom
Begravelser paa Landet til vore Dage, i hvert
Fald for Gæsternes Vedkommende. Dette
skyldtes ikke Mangel paa Medfølelse, men man
troede, at den døde var glad, naar hans
Efterlevende var i god Stemning, og at han led med
dem, naar de var mod i Hu.
(Bernh. O.). J. O.

Vaagmær, se Baandfisk.

Vaagnad er i den norske Lov om Køb af 24.
Maj 1907, § 17, optaget som teknisk juridisk
Terminus for Romerrettens periculum rei,
Risikoen for en Tings tilfældige (hændelige,
kasuelle) Beskadigelse eller totale Undergang.
Ordet V. har ingen Tilknytning til det
gammelnorske Lovsprog; men det findes i forskellige
Former i flere Bygdedialekter: Vaag, Vaaga,
Vaagand, V. (Litt.: Østberg, »Norsk
Bonderet«, I [Oslo 1914]).
K. Ø.

Vågsøy (tidligere Vaagsø), se
Sør-Vàgsøy og Nord-Vågsøy Herreder i Sogn
og Fjordane Fylke.
M. H.

Vaagø (Vágar, Vágoy), den vestligste af de
større Færøer, adskilt fra Strømø ved
Vestmannasund, fra Kolter ved V. Fjord og fra
Myggenæs ved Myggenæs Fjord. Den har en
mere sammentrængt Form end de fleste andre
i Færøernes Gruppe med største
Længdeudstrækning i SØ.-NV. af 22 km og største
Bredde af c. 12 km; hele Arealet er 177,6 km2, og
1925 var der 1923 Indbyggere. Naar undtages
Strækningen langs Vestmannasund, er Kysten
for det meste høj og stejl, ganske særlig mod
Vest, og der findes mange fritstaaende Klipper,
saakaldte »Drenge«, saaledes den imponerende
»Troldkonefinger« ved SØ.-Kysten (313 m). Af
større Indskæringer skal nævnes den Vig paa
SØ.-Kysten, som deler sig i de to Grene:
Sandevaag og Midvaag, og paa SV.-Kysten den
lange Sørvaag Fjord, S. f. hvis Munding der
ligger to smaa Holme: Tindholm og Gaasholm.
Øens Overflade er højtliggende, men
Fjeldene er dog for en Del noget afslebne fra
Istiden; midt gennem Øen, omtrent i dennes
Længderetning, strækker sig et lavt Dalstrøg,
hvis Bund paa det højeste Sted kun ligger 113
m over Havet; i denne Dal, helt mod S., ligger
den 6 km lange, men smalle Sørvaag Sø
(Færøernes største Indsø) og mod N. den mindre
Fjeldsø. Ved denne Dal deles Øen i en østlig
og en vestlig Del; den første, hvor Fjeldene er
mest afslebne, har mod S. flere Toppe paa over
600 m. hvoraf den højeste, Malinstinde, er 683

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0385.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free