Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wagner, Siegfried (Musiker) - Wagner, Wilhelm Richard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
trods Wagner-Partiets Bestræbelser, kun fundet
liden Fremgang og vidner ikke om fremragende
Evner. Som Dirigent anses W. ikke for nogen
særlig Begavelse, hvorimod hans Talent som
Iscenesætter almindelig fremhæves.
W. B.
Wagner [’va-knər], Wilhelm Richard,
berømt tysk Komponist, Digter og
Musikæstetiker, f. 22. Maj 1813 i Leipzig, d. 13. Febr
1883 i Venezia. W.’s Fader, Friederich
W., var
Politiaktuar, men
tillige en ivrig
Dilettantskuespiller;
Teaterblodet flød i
flere
Familiemedlemmers
Aarer. W. var
dog kun faa
Maaneder
gammel, da
Faderen døde; men
den Stiffader,
han snart fik,
og hvem
Familien fulgte til
Dresden, var
Skuespilleren
og
Lystspilforfatteren Ludvig Geyer (hvis Efternavn
W. en Tid lang i Opvæksten bar), og
Teaterlysten voksede i det ny Hjem. W., der søgte
Dresdens »Kreuzschule«, modtog tidlig
Musikundervisning, i Teori af Kantor Th. Weinlig;
hans Tanke var vel mest optagen af dramatisk
Digtning, men ogsaa nogle Kompositioner fra
hin Tid er opbevarede; uden at være
betydelige røber de nu og da individuelle, for den
senere W. karakteristiske Træk, saaledes en
Klaverfantasi i Fis-mol og en Symfoni (stærkt
Beethoven-paavirket) i C-dur. De første
dramatiske Forsøg var Operaudkastet »Die
Hochzeit« og Operaen »Die Feen« (1833, efter
Goldoni), hvortil W. allerede selv skrev Teksten.
1834 blev W. Dirigent ved Magdeburgs
Stadtteater, fik her (uden Held) opført »Das
Liebesverbot« (efter Shakespeare), ægtede
Skuespillerinden Minna Planer (1809—66), og søgte
i de næstfølgende Aar forgæves fast Stade som
Dirigent ved Königsbergs og Rigas Teatre. 1839
maatte han opgive sin Stilling i sidstnævnte
By; hans slette økonomiske Situation nødte
ham til en hemmelig Flugt over den preussiske
Grænse, og efter en stormfuld, eventyrlig
Sørejse, der varede et Par Uger og har sat
tydelige Spor i »Den flyvende Hollænder«, naaede
W. London og kort derefter Paris, Rejsens
egentlige Maal. I Frankrigs Hovedstad, hvor
Meyerbeer beherskede den store Opera,
samtidig med at Auber og Italienerne dyrkedes,
men hvor ogsaa Berlioz og Liszt, V. Hugo og
H. Heine levede og til Dels traadte i
Forbindelse med W., tilbragte denne nu — Gang
efter Gang skuffet i sine Forhaabninger og tit
i de kummerligste ydre Forhold — henved tre
Aar, en Tid, der utvivlsomt var af stor
Betydning for hans Udvikling, og som var fuld af
indre Bevægethed, hvorom de store
Frembringelser: »Eine Faust-Ouverture«, Operaen »Cola
Rienzi« (fuldført 1840) og »Der fliegende
Holländer« (fuldført 1841), vidner, ikke mindre end
den Række kritiske og novellistiske Bidrag, W.
sendte til tyske Journaler og Tidsskrifter, og
hvori der er kendelig Paavirkning fra E. T. A.
Hoffmann og Heine (»Eine Pilgerfahrt zu
Beethoven«, »Ein Ende in Paris« o. fl.).
Endelig i Oktbr 1842 opnaaede W. »Rienzi«’s
Opførelse paa Dresdens Operascene; han havde
i Foraaret forladt Paris, hvor alle Udsigter
syntes lukkede. »For første Gang saa jeg (paa
Hjemrejsen) Rhinen, og med de klare Taarer i
Øjet svor jeg stakkels Kunstner mit tyske
Fædreland evig Troskab«, saaledes slutter W.’s
»Autobiographische Skizze«. — Opførelsen af
»Rienzi« blev W.’s første store Sceneheld og
det et saa afgørende, at ogsaa »Den flyvende
Hollænder« antoges af Dresden-Operaen (han
havde hidtil forgæves søgt at faa den frem i
Paris, Berlin og andetsteds), og W. opnaaede
Stillingen som Hofkapelmester i Dresden. Jan.
1843 fremførte han der »Den flyvende
Hollænder«, der ogsaa vakte den største Opsigt, men
en mindre ublandet Begejstring, thi W. var her
— modsat »Rienzi« — bevidst slaaet ind paa
andre Baner end den traditionelle Operas. Som
Kapelmester i Dresden virkede W. med stor
Energi ved fortræffelig valgte og indstuderede
Operafremførelser og ved ihærdigt Arbejde
for tysk Musiks Anerkendelse, saaledes ved
en genfødende Opførelse af Beethoven’s
»Niende Symfoni« (1846) og ved den højtidelige
Overførelse af Weber’s Lig fra London med en
dertil knyttet Musik og en ildnende, national Tale.
Et Lejlighedsarbejde (af mindre Interesse) fra
denne Tid var Mandskorværket »Das
Liebesmahl der Apostel«. — Imidlertid havde W.
fuldført et nyt Storværk: »Tannhäuser eller
Sangerkrigen paa Wartburg«, hvortil Stoffet
var hentet fra gamle tyske Sagn og Digtninge,
og som opførtes i Dresden 19. Oktbr 1845 med
ydre Held, men uden at finde Fodfæste eller
foreløbig naa ud til andre Steder. Saa optagen
var W. nu af tysk Middelalder-Digtning, at
Tekst og Digtning til en ny Opera fra samme
Sfære, »Lohengrin«, allerede laa færdig (men
ikke antaget), og de første Udkast til en
»Siegfried«-Digtning var gjort. Da naaede 1848
Aarets Revolutionsbølger Dresden og drog ogsaa
W. ind i deres Hvirvel. Hans Ildsjæl grebes af
Frihedsbegejstringen, hans Kunstnersind
haabede paa lykkeligere Kaar ogsaa for
Tonekunsten og Teatret under friere og folkeligere
Forhold. Han sluttede sig da til de revolutionære,
uden selv at høre til de egentlig radikale i
politisk Henseende; og efter Majopstandens
Bekæmpelse (1849) maatte han, om han vilde
undgaa flere Venners Lod: mangeaarig
Fæstningsstraft, flygte fra Dresden — over Weimar (hvor
han søgte til Fr. Liszt) og Paris — til Zürich,
der nu i en Aarrække blev W.’s Hjemsted.
I de første 4—5 af disse Aar skrev W. ingen
Musik, men de var derfor ikke spildte for
Kunsten eller for hans Udvikling. Han benyttede
dem til i en Række Skrifter, i hvilke dels
Revolutionsdønningerne spores, dels en større og
større Afklaring fornemmes, at forelægge for
 |
| W. R. Wagner. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
