Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Wagner, Wilhelm Richard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de »faa, der interesserede sig for hans
kunstneriske Væsen«, de selvstændige Anskuelser om
hidtidig og samtidig Opera og Musik og de i
dybere Forstand revolutionære Ideer om
Tonekunstens og Musikdramaets Fremtid, der
fyldte ham. Hovedskrifterne er: »Die Kunst
und die Revolution« (1849), »Das Kunstwerk
der Zukunft« (1850), »Das Judenthum in der
Musik« (1850, oprindelig pseudonymt med
Forfatternavnet Karl Freigedank), »Oper
und Drama« (1851) og »Eine Mittheilung an
meine Freunde« (1851). Samtidig arbejdede W.
paa den store »Nibelungen-Trilogk-Digtning,
der efterhaanden var vokset ud af
»Siegfried«-Dramaet, og 1853 udsendte han denne
Digtning.
Imidlertid var »Lohengrin« bleven opført i
Weimar (1850 ved Fr. Liszt), og forskellige
tyske Scener aabnede sig for »Tannhäuser«; W.
selv gæstede 1855 London som Dirigent i det
filharmoniske Selskab og var snart fuldt
optagen af en ny stor Komposition »Tristan og
Isolde« (fuldført 1859), til hvilken det
ejendommelige, smertelig bevægede Forhold til hans Ven,
den rige Købmand Wesendonk’s Hustru,
Mathilde (Forfatterinden til »fem Digte«, hvortil
W. komponerede Musik 1857—58), havde
inspireret ham, samtidig med at Schopenhauer’s
Filosofi havde gjort et dybt Indtryk paa hans
ligestemte Tanke- og Følelsesliv. Forholdet til
Minna W. var imidlertid løsnet; uden egentlig
Skilsmisse ophørte Samlivet efterhaanden; men
paa dette Tidspunkt voldte hendes skinsyge
Indgriben i W.’s og Mathilde Wesendonk’s
Forhold oprivende Scener og sluttelig W.’s Flugt
fra Zürich til Venedig, hvor han fuldførte
»Tristan«-Musikken. Dette Værk, i hvilket W. for
første Gang virkeliggjorde sine selvstændige
Ideer, og hvortil han derfor »tillod, at man
stillede de strengeste Fordringer«, var tildels
ogsaa kommet til Verden ud af W.’s Trang til
endelig en Gang igen at faa et Arbejde frem
paa Scenen, hvilket han ikke turde haabe paa
for det efterhaanden til enorme Dimensioner
voksede »Nibelungen«-Drama, men den
Opførelse i Wien, som W. — i ægte
Kunstnernaivetet — havde haabet paa til Forbedring af sine
stadig vanskelige økonomiske Kaar, blev ikke
til Virkelighed. Ogsaa et Forsøg med
»Tannhäuser«’s Opførelse paa Paris’ store Opera
(1861), hvilket paa ny kaldte W. til Frankrigs
Hovedstad, og som han i Tillid til Protektion
af selve Kejserhuset havde ventet sig meget af,
blev en sørgelig Fiasko (til Dels p. Gr. a.
»Jockey-Clubben«’s ganske brutale Opposition).
Til Gengæld fik han Underretning om, at hans
Landflygtighedstid var forbi; han turde atter
leve i Tyskland, dog kun for at dyrke sin Kunst
og ikke inden for Sachsens Grænse. De første
Aar bragte ham ringe Glæde af hans
Hjemvenden; han levede i Bieberich ved Rhinen, senere
i Perzing ved Wien. optaget af Kompositionen
af »Die Meistersinger« (hvortil Ideen allerede
opstod i Dresden-Tiden), men haardt plaget af
Pengesorger, hvilke Koncertturneer til Prag og
Petrograd (med egne Kompositioner) ikke
kunde afhjælpe. Hans Stilling var yderst kritisk p.
Gr. a. Kreditorernes Trusler, og en ny
»Landflygtighed« syntes at staa for Døren, da en
uventet Kaldelse fra Kong Ludvig II af
Bayern (1864) med eet Slag forandrede W.’s
Situation og blev indgribende for Resten af
hans Liv og Virken.
»Jeg skal arbejde, hvile ud, fuldføre mine
Værker, jeg skal gøre »Nibelungen« færdig, al Nød
skal tages fra mig! Er det ikke uhørt? Kan det
være andet end en Drøm?«, saaledes skriver W.
efter sit første Møde med den unge Konge. Saa
ganske uformørket og sorgløst blev W.’s
München-Ophold nu vistnok ikke; tværtimod, han
fik en ny Modstand — Borgerskabets Mistro og
Uvilje over for Kongens Yndling — at føle og
maatte til sidst bøje af derfor og (1865) tage
Ophold i Triebschen ved Luzern. Men han var
fra nu af fri for økonomiske Bekymringer, og
han var sikker paa fyrstelig Fremme af sine
Værker og Ideer trods de Svingninger,
Forholdet til den sværmeriske og lunefulde Konge
undergik. I München fik W. da endelig »Tristan
und Isolde« opført (1865) under Hans v. Bülow’s
Ledelse og 1868 det i Triebschen fuldførte Værk:
»Die Meistersinger von Nürnberg« — efter
Aartier fejrede W. hermed atter en Gang en sand
Triumf, om det end først efterhaanden ret gik
op for hans Landsmænd, hvilket nationalt
Storværk han her havde skænket dem (den
snævertsynede, til Dels hadske Kritik, der havde
fordømt W.’s Værker lige fra »Lohengrin«’s Dage,
aflod ikke heller over for »Mestersangerne«
eller end mindre over for de følgende Værker).
I Triebschen var Arbejdet paa
»Nibelungen-Ring«, der kaldtes »Et scenisk Festspil for tre
Dage og en Foraften«, skredet frem med den
sidste Del af »Siegfried« og den afsluttende Del
»Götterdämmerung« (paa dansk »Ragnarok«),
og trods W.’s Uvillie mod saadan
Enkeltfremførelse, lod Kong Ludvig de to første Dele
opføre: »Rheingold« (1869) og »Die Walküre«
(1870). I samme Tidsrum ægtede W. Hans v.
Bülow’s fraskilte Hustru Cosima,
komponerede ved Sønnen Siegfried’s Fødsel den
skønne »Siegfried-Idyl«, og forfattede den
tankerige Afhandling »Beethoven«, et af W.’s
betydeligste æstetiske Arbejder.
Tanken om at bygge et »Festspilhus« til
Mønsteropførelse (under ydre Mønstervilkaar) af det
store Nibelungen-Værk, der ikke var tænkt
eller egnet for noget »Teater«, opstod allerede
hos W. under Luzern-Opholdet. Nu da
»Siegfried«-Partituret efter aarelang Hvile blev gjort
færdigt, og Arbejdet paa Slutningsdelen
»Götterdämmerung« skred livlig frem, fik Tanken
ny Vækst, og efter Krigsaarenes Forløb naaede
W. — rigtig nok efter store Vanskeligheder og
utrættelig Kamp for sin Idé — saa vidt, at
Grundstenen til Festspilhuset kunde nedlægges
(1872) i Bayreuth, hvor W. selv tog Bolig i den
vidtkendte Villa Wahnfried. Festligheden
fejredes ved Opførelsen af Beethoven’s 9.
Symfoni og af W.’s »Kejsermarsch« (skreven i
Anledning af den sejrrige Kamp med Frankrig) og
»Hyldningsmarsch« (til Kong Ludvig). Med
Tankens endelige Virkeliggørelse gik det dog
endnu kun smaat fremad; det store Publikum var
køligt, Pressen spottende. Dog Kong Ludvig’s
og kunstbegejstrede Venners Bistand førte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
