Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valakiet - Valamo - Valaoritis, Aristotelis - Valaskjalv - Walata - Valazé, Charles Eléonor Dufriche de - Walberg, Frans Gustaf Emanuel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
russisk-tyrkisk Fred og Overenskomst øgede denne
Magtstilling. Russerne søgte herved at forberede
Landenes Indlemmelse, og 1834 udtalte den
russiske Guvernør General Kisselev, at han ikke
tvivlede om, at Ruslands Grænser inden kort
Tid vilde udstrækkes til Donau. En vigtig
Hindring opstod imidlertid i den rumænske
Nationalbevægelse. Da Hospodaren Alexander
Ypsilanti i Spidsen for den græske Hetærie 1821
havde søgt at drage V. med i Opstanden mod
Tyrkerne, fandt han Modstand hos det
rumænsknationale Parti under Ledelse af Tudor
Vladimirescu, der vilde rense V. for Grækerne. Skønt
Tudor myrdedes paa Fanarioternes Anslag,
havde hans Optræden det Resultat, at Sultanen,
der var forbitret paa Fanarioterne, besluttede
at give Hospodarværdigheden til indfødte
Rumænere og 1822 udnævnte Gregor Ghika, hvis
Regering dog ikke blev af lang Varighed. 1832
udstedte Russerne en Slags
Forvaltningsgrundlov, det saakaldte Reglement Organique, efter
hvilket de følgende af Rusland udnævnte
Hospodarer Alexander Ghika (1834—42) og Georg
Bibescu (1842—48) regerede. Til Trods for
Ruslands Indflydelse og Modvirkning, der bl. a.
ytrede sig i Lukning af de nationale Skoler i
Jassy og Bukarest, voksede den nationale
Bevægelse, og 1848 tvang Valakerne Bibescu til at
underskrive en ny Forfatning. Denne blev
imidlertid omstødt af Rusland og Tyrkiet, der begge
skred ind med Vaabenmagt. Da Russerne 1853
aabnede Fjendtlighederne mod Tyrkiet ved at
falde ind i Donau-Fyrstendømmerne, flygtede
V.’s Hospodar Barbu Stirbeiu Bibescu
(1849—56) til Wien. 1854 afløstes den russiske
Okkupation af en østerrigsk, der vedvarede, indtil V.’s
og Moldaus Skæbne var afgjort ved
Fredsslutningen i Paris 1856 (se Rumænien).
(H. P. S.). N. H. J.
Valamo, russisk Valaam, russisk-ortodoks
Kloster paa Klippeøen af samme Navn i den
nordvestlige Del af Ladoga-Søen, ligger i den
til Finland hørende Del af Søen 23 km fra
Land og 20 km uden for de yderste Skær. V.,
der er 30 km2 stor, og nogle omliggende Holme
henligger nu for største Delen tæt
skovbevoksede; kun Klosterets nære Omgivelser er godt
opdyrket. Klosterbygningerne er store og
pragtfulde, men i de senere Aar ved at komme i
Forfald. Klostret, der har c. 100 Munke, er
meget rigt. Det er en Aflægger af det græske
Athos-Kloster og siges at være grundlagt 992,
men stammer snarere fra 13. Aarhundrede.
Under Krigen mellem Sverige og Rusland blev
det flere Gange ødelagt. Fra 1685 indtil den
store nordiske Krigs Udbrud beboedes det af
svenske Kolonister. 1821 ophøjedes det til
Kloster af første Rang. V. besøgtes før Finlands
Adskillelse fra Rusland af en stor Mængde
Valfarere. Øen er i de senere Aar blevet forsynet
med Befæstningsanlæg.
(H. P. S.). N. H. J.
Valaoritis, Aristotelis, nygræsk Digter,
f. paa Leukas 1824, d. 1879. Han var ivrig
Patriot og studerede med Forkærlighed
Traditionerne og Folkesangene om Frihedskampene.
Desuden arbejdede han for de ioniske Øers
Forening med Grækenland og var, efter at den
var sat igennem, en Tid Deputeret. I sin
Digtsamling Mnemosyna (1857) behandler V. Emner
fra Frihedskrigen ligesom i Digtet Athanasios
Diakos. I sine Digte benyttede han
Folkesproget, hvilket en Tid vakte megen Misstemning.
Hans samlede Værker er udkomne i Athen 1891.
H. H. R.
Valaskjalv, nordisk Gudebolig (»de Dødes
Sæde«), iflg. Snorre bygget omkring Lidskjalv,
Odin’s Sæde, og tækket med Sølv; synes i
Virkeligheden at være et andet Navn for Valhal.
(A. O.). G. K-n.
Walata, By i det vestlige Sahara, 350 km
VSV. f. Arauan, paa c. 18° 45′ n. Br. Den spiller
en Rolle som Karavanby, og Omegnen er
overfyldt med Ruiner; sandsynligvis er V. den af
Mungo Park omtalte Birou og var fordum
Hovedstad i det store Rige Ghanata, hvis
Blomstring falder i den første Del af 15. Aarh.
C. A.
Valazé [vala’ze], Charles Eléonor
Dufriche de, fransk Politiker (1751—93),
var først Løjtnant, derpaa Advokat i sin Fødeby
og udgav 1784 et Skrift om Straffelovene: Les
lois pénales. Han blev 1790 Administrator for
Distriktet Alençon og valgtes i Septbr 1792 ind
i Konventet, hvor han var ivrig Girondin. Han
afgav 6. Novbr 1792 Beretningen om de
Forbrydelser, der tilskreves Kongen, og da denne
førtes for Skranken, fremlagde han til
Genkendelse for ham de Aktstykker, der havde tjent
som Grund for Anklagen. Skønt Modstander af
Dødsstraffen stemte V. dog for, at Kongen
skulde dømmes til Døden, men ønskede Udsættelse
af Straffen, ligesom han mente, at man trygt
kunde overlade Afgørelsen af Kongens Skæbne
til Folkeafstemning, sikker paa, at Folket, der
var vant til at afgøre vigtigere Sager, ikke vilde
yppe Borgerkrig for »en lænket Tyrans Skyld«.
Især er V. dog kendt for sit heftige Fjendskab
mod Bjergpartiet, Kommunen og Marat, hvis
Had han til Gengæld paadrog sig. Med stor
Kraft modsatte han sig Jacobinernes Fordring
om Girondinernes Fængsling 31. Marts 1792 og
forlangte Ophavsmændene dertil straffede, men
han blev arresteret 2. Juli. Da han blev
dødsdømt 30. Oktbr, stak han sig ihjel med en Dolk
foran Domstolen, hvorpaa en Kærre slæbte hans
Lig til Girondinernes Skafot.
(J. L.). H. J-n.
Walberg [’va.lbærj], Frans Gustaf
Emanuel, svensk Romanist, f. i Lund 24. Decbr
1873, Student 1892, Fil. lic. 1899, Dr. phil. 1900
(Le Bestiaire de Philippe de Thaun. Texte
critique avec introduction, notes et glossaire),
Docent i romanske Sprog s. A., Professor i
romanske Sprog ved Lunds Universitet 1910. Har
især beskæftiget sig med oldfransk Sprog og
Litteratur, som han har et intimt Kendskab til.
Foruden det nys nævnte Arbejde kan især
nævnes hans Udgave af Guernes de
Pont-Sainte-Maxence: La vie de saint Thomas le Martyr
(Lund 1922). Ved Siden deraf har han i talrige
mindre Afhandlinger behandlet forskellige
specielle sproglige og litteraturhistoriske Emner
vedrørende Oldfransk. Hans Studier har
imidlertid ogsaa strakt sig til flere af de andre
romanske Sprog, især Spansk og Rætoromansk. Til
den spanske Filologis Omraade hører Arbejder
af ham som Juan de la Cueva et son Exemplar
poético (Lund 1904) og Nyudgaven (med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
