- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
418

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar den Store - Valdemar Sejr

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Samtidig havde han paa Sprogø bygget et Taarn
af Teglsten til Værn mod Venderne. I 1170’erne
fortsattes Vendertogene, om end i mindre
Maalestok; de rettedes nu mest mod Pommern.

Men endnu var V. langtfra færdig med de
indre Fjender i Riget. Erik Lam’s Søn Magnus
lagde Raad op mod Kongens Liv sammen med
Eskil’s Dattersønner Karl og Knud, men Planen
blev røbet, Karl og Knud flygtede ud af Landet,
og Magnus sattes i Fængsel. Dette gav det
afgørende Stød til, at Eskil iværksatte sit længe
nærede Forsæt om at nedlægge sin Værdighed
og med pavelig Fuldmagt udnævnte Absalon til
sin Efterfølger paa Lunds Ærkesæde (1177). —
Endnu skulde V.’s sidste Aar formørkes af
Oprør og Borgerkrig. 1180 udbrød der i Skaane
en alvorlig Opstand, der oprindelig var rettet
mod Kongens Fogeder, men snart ogsaa vendte
sig mod Absalon og hans sjællandske
Tillidsmænd. Ved Dysieaa kom det om Vaar en 1181 til
Slag, hvori V. og Absalon sejrede over
Bønderne. V. vilde dog kun nødig gaa med til at
gennemføre Ærkebispens Tiendekrav, og Opstanden
var i det hele ikke anderledes kuet, end at den
straks blussede op igen ved V.’s Død.

I Forholdene i Nordtyskland var der
imidlertid sket en stor Forandring ved Henrik Løve’s
Fald fra sin Magts Højde. Foran det belejrede
Lübeck mødtes V. i Sommeren 1181 med Kejser
Frederik, de to Fyrster sluttede Venskab, og
Ægteskab aftaltes mellem deres Børn. — Næste
Vaar var der atter udbudt Leding mod
Venderne, men V. blev syg og maatte lægge sig til
Sengs paa Vordingborg; det gjorde ikke
Sygdommen bedre, at han snart saa Flaaden vende
hjem med uforrettet Sag paa Grund af Storm.
V. døde den 12. Maj 1182, og Bønder bar ham
til hans sidste Hvilested i Ringsted Kirke, den
han selv havde bygget over sin helligdømte
Faders Ren.

V. synes at have været snarraadig i
Handlingens Stund, men stundom sen til at tage en
Beslutning; han var »skøn af Aasyn, fin af Væsen,
skarpsindig, saare indsigtsfuld i sine Raad, en
kæk og ypperlig Kriger, fuld af al Høviskhed,
sejrsæl og naadig, altid rig paa Lykke« (Sven
Aagesøn). Han skildres som en noget
indesluttet og faamælt Natur, der i lang Tid kunde
gemme paa sin Vrede. Hos Saxo træder han,
som rimeligt er, noget i Skygge for sin store
Ven og Raadgiver, Absalon. — V. var i det hele
meget kirkelig sindet, og foruden Vitskøl
grundlagde han ogsaa Antvorskov Kloster —
Johanniterordenens første Hjemsted i Danmark. —
V. havde som ung med sin Frille Tove (s. d.)
faaet Sønnen Christoffer. Senere fik han med sin
Dronning, Sofia (s. d.), 2 Sønner, der begge blev
Konger, og 6 Døtre. V. besynges i flere
Folkeviser, dog ikke hans Krigerdaad, men hans
Forhold til Tove og Sofia samt til Søsteren, »liden
Kirsten« (s. d.). (Litt.: Saxo’s
Danmarkshistorie; H. Olrik, »Konge og Præstestand« II
[Kbhvn 1895]; samme, »Absalon« I—II
[1908—09]; Giesebrecht, »Wendische Gesch.«
[Berlin 1843 ff.]; Fock,
»Rügensch-Pommersche Gesch.« [Leipzig 1861 ff.]).
J. O.

Valdemar Sejr, dansk Konge, Valdemar
den Store’s yngre Søn, f. 1170, d. 1241. Ved
Faderens Død var han kun 12 Aar gammel; i
18 Aars Alderen overtog han Hertugdømmet i
Sønderjylland, som Bisp Valdemar (s. d.) havde
styret i hans Sted. Efter nogle Aars Forløb kom
han dog i Strid med sin Frænde paa Slesvig
Bispestol og fratog ham meget Gods, rimeligvis
fordi han havde ham mistænkt for forræderske
Planer. Da saa Bisp Valdemar (1192) aabenlyst
med svensk Hjælp stræbte efter Tronen, var det
V., der tog ham til Fange. Allerede under disse
Tildragelser havde Grev Adolf III af Holsten
vist sig som Fjende af Danmark, og da dette
gentog sig ved senere Lejligheder, faldt V. 1201
ind i Holsten og erobrede Landet. Dog kunde
han ikke indtage Lauenburg, men ved en natlig
Overrumpling af Hamburg Juleaften 1201 tog V.
Adolf til Fange og løslod ham ikke uden mod
Lauenburgs Overgivelse. — Ved sin barnløse
Broders Død 12. Novbr 1202 blev V. Danmarks
Konge og kronedes Juledag af Ærkebisp Anders
Sunesøn i Lunds Domkirke. I Holsten satte V.
sin Søstersøn, Albert af Orlamünde, for Styret.
Samtidig godkendte han Otto IV som tysk
Konge, og til Gengæld afstod denne ham alle
Lande Nord for Elben; af disse kom Lübeck og
Ditmarsken til at staa umiddelbart under den
danske Krone.

Ogsaa i Forholdet til sine nordlige Naboer
blandede V. sig, men ikke med samme Held.
1204 gjorde han et Tog til Norge for at støtte
Baglernes Tronkræver, Erling (Steinvæg), mod
de herskende Birkebeinere, men udrettede ikke
store Sager. Nogle Aar senere søgte den
fordrevne svenske Konge, Sverker II (s. d.), med
dansk Hjælp at genvinde sit Rige, men tabte
Slaget ved Lena (1208), hvor mange danske
Stormænd faldt. Der vides dog intet om, at V.
selv skulde have sluttet Forbund med Sverker.
Denne faldt to Aar efter ved Gestilren. — 1205
ægtede V. den bøhmiske Kongedatter,
Dragomir, hvis Navn paa Dansk omdannedes til
Dagmar. Folkeviserne priser hendes Godhed og
Skønhed i høje Toner, men Ægteskabet blev
kun kortvarigt, thi Dagmar døde allerede 1212
efter 1209 at have født ham Sønnen Valdemar.
Paa Dagmar’s og Ærkebisp Anders Sunesøn’s
Forbøn gav V. snart efter Brylluppet Bisp
Valdemar fri af Fængselet, men allerede 1207 lod
denne sig mod givet Løfte vælge til Ærkebisp
af Hamburg-Bremen; i Hamburg, hvor V.
havde Magten, fik han dog aldrig sat sin Fod. — V.
understøttede Otto IV i hans Kamp mod
Hohenstaufernes Tronkræver, Filip, men efter dennes
Mord (1208) kølnedes Forholdet snart, og da
den unge Frederik (II) optraadte som Otto’s
Medbejler, hjalp V. ham og fik til Gengæld sit
Herredømme over alle tyske Lande N. f. Elben
og Elde stadfæstet af ham (1214). Samtidig
underlagde V. sig Mecklenburg fuldstændig, og da
Otto besatte Hamburg, erobrede V. Byen
tilbage (1216). Kort efter blev ogsaa Bisp
Valdemar fordreven fra Bremen. — 1214 ægtede V.
den portugisiske Kongedatter Berengaria
(Bengerd), hvem Folkevisen maler med lige saa
mørke Farver, som den tegner Dagmar’s
Billede lyst. Hun blev Moder til tre Sønner, der alle
blev Konger, og en Datter, men døde som
Dagmar i ung Alder (1221).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0428.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free