- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
419

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar Sejr - Valdemar den Unge

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Ogsaa mod de østlige Østersølande havde V.
vendt sit Blik. Allerede 1206 gjorde han Tog
mod Ösel, 1210 til Preussen og Samland, og da
de nordtyske Forhold var helt ordnede, tænkte
V. paa et stort Korstog mod Estland. St.
Hansdag 1218 kronedes hans lille Søn Valdemar i
Slesvig til Konge, og her kom ogsaa Bisp Albert
af Riga til Stede og bad Kongen underlægge sig
Estland. Næste Aar (1219) fandt det store Tog
Sted; Danerne landede ved Lyndanis og sejrede
i en stor Kamp over Esterne; til dette Slag
knytter sig Sagnet om den himmelfaldne
Danebrogsfane (s. d.). Efter Sejren drog V. hjem;
Danerne byggede en Borg og lagde Besætning i
den. Nye Estlandstog i de følgende Aar
bekræftede det danske Herredømme i disse Egne.

Med Estlands Erobring havde det danske
Østersøvælde naaet sit Højdepunkt. Men dette
Herredømme var ikke underbygget med nogen
Art Kolonisation fra dansk Side, og
Begivenhederne skulde kun alt for snart vise, hvor let
den stolte Bygning kunde styrte sammen. Grev
Henrik af Schwerin (s. d.) følte sig paa
forskellig Maade forurettet af V., og ved det snilde
Overfald paa Lyø, hvor Kongen var paa Jagt
(Natten mellem 6. og 7. Maj 1223), lykkedes det
ham at fange V. og hans unge Søn af samme
Navn. Henrik førte dem til sin Borg, Lenzen,
senere til Dannenberg paa venstre Elb-Bred. I
Danmark vai Bestyrtelsen stor; dog valgtes
Albert af Orlamünde til Rigsforstander, og man
skrev til Paven om Hjælp. Kejseren nærede
Planer om at faa V. udleveret til sig, men de
røg hurtig i Lyset, navnlig paa Grund af Pave
Honorius’ strenge Skrivelse. Men i øvrigt var
Paven saa at sige Danmarks eneste Ven i disse
trange Tider. I Dannenberg indledtes der nu
lange Forhandlinger om Fangernes Løsladelse;
men de strandede paa Grevens
Fordringsfuldhed, og nu faldt Kongens Fjender ind i
Holsten, hvor Albert tabte Slaget ved Mölln (Jan.
1225) og toges til Fange. Nu maatte de Danske
gaa til Forlig; det sluttedes i Novbr 1225 paa
de Vilkaar, at V. skulde afstaa alle tyske og
vendiske Lande (undtagen Rügen) og i
Løsepenge udrede 45000 Mark Sølv foruden mange
mindre Ydelser. Fangerne skulde løslades,
efterhaanden som Løsesummen betaltes. — I
Julen 1225 kom V. hjem, men holdt sig foreløbig
i Ro. Men da hans unge Søn Valdemar var
løsgivet ved Paasketid 1226, følte han sig mere
tryg og skrev til Paven om at blive løst fra den
Ed, han havde svoret paa ej at fejde mod
Henrik og hans Forbundsfæller. Pavens Svar var
imødekommende, og i Foraaret 1227 rykkede
V. ind i Holsten. Efter forskellige Kampe kom
det til et Hovedslag ved Bornhöved (22. Juli
1227). Det blev en haard Dyst, som dog endte
med, at V. tabte og tilmed mistede sit ene Øje
i Kampen. Dette Slag blev afgørende for
Forholdet mellem Danmark og Tyskland, og V.
udsonede sig efterhaanden med sine Modstandere;
i Holsten sad nu Grev Adolf III’s Søn af samme
Navn fast i Sadlen. Først 1230 kom V.’s andre
Sønner ud af Fangenskab — de havde maattet
gaa i Fængsel som Gisler ved Faderens og
deres ældre Broders Løsladelse — men i øvrigt
var paa den Tid kun Halvdelen af den meget
store Løsesum udredet. Snart efter fik V. en
ny Sorg, da hans ældste Søn kom af Dage ved
et Vaadeskud (28. Novbr 1231).

Svære økonomiske Tab havde Landet lidt i al
denne Tid, ikke blot ved Udredelsen af de høje
Løsepenge, men ogsaa ved Kvægpest og Dyrtid.
Herpaa søgte V. i sin Kongetids sidste Tiaar
med stor Dygtighed at raade Bod. For at skaffe
sig en virkelig Oversigt over Kongens Indtægter
lod V. foretage store Forarbejder til en
Jordebog over Kongens og Kronens Gods og en
Skatteliste over hele Landet, og Brudstykker
heraf er bevarede den Dag i Dag under Navn
af Kong V.’s Jordebog. Ogsaa som Lovgiver
udmærkede V. sig; hans Hovedarbejde paa dette
Omraade er »Jyske Lov«, vedtagen paa et
Danehof i Vordingborg i Marts 1241. V.’s vigtigste
Raadgiver i disse Sager var den højt ansete
Bisp Gunner af Viborg. I det hele stod V.
Kirken og dens Mænd nær, og i hans Regerings
første Halvdel var Ærkebisp Anders Sunesøn
ham en udmærket Hjælp og Støtte. V. viste stor
Gavmildhed mod Kirker og Klostre, og med
Paverne stod han paa den venskabeligste Fod,
hvad der ikke viste sig helt uden Betydning i
hans Fangenskabs Tid. Det sidste, han
opnaaede ved pavelig Mellemkomst, var et Forlig med
Sværdridderne i Stensby ved Vordingborg 1238,
hvorved han genvandt den større nordlige Del
af det tabte Estland.

Af Sønnerne lod V. den ældste, Erik, krone
til Konge 1232, medens han gav de andre store
Forleninger, ikke blot sine ægte Børn Abel og
Christoffer, men ogsaa Sønnen Knud, som han
havde faaet i en Forbindelse med Esbern
Snare’s unge Enke, Helene, og Sønnesønnen Niels,
samt desuden sine tyske Søstersønner Albert af
Orlamünde og Otto af Brunsvig. Den Enighed
i Kongehuset, som V.’s overlegne Personlighed
havde skabt, skulde dog langtfra staa sin Prøve
i hans Sønners og Efterfølgeres Tid.

Eftertiden saa tilbage til V.’s Regering som
til Landets gyldne Tid, og »Kong V.’s Love«
blev snart Navnet paa den gode gamle
Retstilstand i Landet. Men virkelig faste Former for
Statsstyrelsen var det dog ikke lykkedes V. at
skabe, hvad der skulde vise sig snart efter hans
Død: da V.’s store Personlighed var borte, brast
Landefreden hurtig. V. døde den 28. Marts
1241 i Vordingborg og jordedes i Ringsted
Kirke. Islandske Sagaer betegner ham som en af
Nordens ypperste Konger; han var den sidste
danske Konge, om hvem det vides, at han
havde islandske Skjalde ved sit Hof. Fyndigst og
skønnest er det Eftermæle, Rydaarbogen (se Ry
Kloster
) giver ham, at »ved hans Død faldt
i Sandhed Kronen af de Danskes Hoved«.
(Litt.: A. D. Jørgensen, »V. Sejr« [Kbhvn
1879]; H. Olrik, »Konge og Præstestand« II
[Kbhvn 1895]; Kr. Erslev, »Valdemarernes
Storhedstid« [Kbhvn 1898]; Usinger,
»Deutsch-dänische Geschichte 1189—1227« [Berlin 1863]).
J. O.

Valdemar den Unge, dansk Konge, Søn
af Valdemar Sejr og Dagmar, f. 1209, d. 1231,
hyldet som Konge 1215, kronet i Slesvig 1218.
V. blev fanget med Faderen paa Lyø 1223, slap
ud af Fængslet i Paasken 1226, ægtede 1229

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0429.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free