- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
421

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar Atterdag - Valdemar Abelsøn - Valdemar Eriksøn - Valdemar Eriksøn

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Byen sig. Hansestædernes Svar var at sende en
anselig Flaade mod Danmark (Foraaret 1362),
den lagde sig for Helsingborg uden dog at
kunne vinde Borgen; midt under Belejringen faldt
V. over Flaaden og ødelagde den helt. Ogsaa
mod de Svenske havde V. Fremgang, og nu
nærmede Magnus sig atter til V.; i Apr. 1363
stod Brylluppet mellem hans Søn Haakon og
V.’s tiaarige Datter Margrethe. Kort efter
havde V. den Sorg at miste sin eneste Søn, den
unge Christoffer, og samme Efteraar drog han
paa en stor Udenlandsfærd til Kejser og Pave.
Under hans Fravær forjog de Svenske Kong
Magnus og indkaldte Hertug Albrecht af
Mecklenburgs næstældste Søn af samme Navn. I de
følgende Aar hjalp V. vel Magnus og Haakon
noget, men traf dog (Juli 1366) bag deres Ryg
Aftaler med den gamle Hertug Albrecht,
hvorved han godkendte hans Søn som Sveriges
Konge mod at faa en bred Landstrækning langs
Grænsen afstaaet.

I Danmark selv var nu alle Panthavere
udløste, og Kongen styrede Riget ved Hjælp af
sine — overvejende tyske — Slotshøvedsmænd;
ved sit nære Forhold til Paven hævdede han
samtidig en stor, ja afgørende Indflydelse i den
danske Kirke og fik som Regel Bispestolene
besat efter sit Ønske. Danehofferne hørte snart
op og erstattedes af Kongens Raad, Rigsraadet,
som det nu begyndte at kaldes, der aldeles
overvejende bestod af V.’s tro Mænd. — Men just
som Kongen i 1367 stod paa sin Magts Højde,
trak der et truende Uvejr op mod ham fra hans
Fjender. Kernen i disse var atter denne Gang
Hansestæderne, der i Köln sluttede sig nøje
sammen til det første store Hanseforbund (11.
Novbr 1367). Holsten, Mecklenburg og Sverige
var snart vundne, og flere af V.’s egne
Stormænd sluttede sig atter denne Gang til hans
Fjender. Over for den optrækkende Fare greb
V. til den mærkelige Udvej at forlade Danmark
og indsætte Henning Podbusk til
Rigshøvedsmand. Snart faldt Kbhvn og de Skaanske Borge
i Fjendens Hænder, ogsaa en stor Del af de
jyske blev erobrede; dog holdt Hovedslottene
sig længere, og V. fik adskillige tyske Fyrster
til at falde Forbundsfællerne i Ryggen, men
uden Held. 1369 maatte da Raadet indlede
Fredsunderhandlinger; det viste sig snart, at
det ikke var vanskeligt at skille Stæderne fra
Fyrsterne, og allerede i Novbr 1369 aftaltes
Fredsvilkaarene i Stralsund; dog sluttedes den
endelige Fred først i Maj 1370. Den maatte
købes med store Indrømmelser til
Hansestæderne, navnlig fik disse i de næste 16 Aar
Indtægterne af alle Byer paa Skaanes Vestkyst og
dermed Styrelsen af hele det vestlige Skaane.
Men Faren for Rigets Enhed var afværget; 1371
vendte V. hjem og fik snart Forlig med
Mecklenburg og Sverige. Han kunde nu optræde
skarpt mod Jyderne og de med dem forbundne
Holstenere. Især gik hans Stræben ud paa at
skaffe sig fast Fod i Sønderjylland, hvor
Hertugætten var ved at uddø med Hertug
Valdemar’s svage Søn Henrik. V. fik en kongelig
sindet Mand valgt til Bisp i Slesvig, og i det hele
tegnede alt til, at han ved Henrik’s Død i
Sommeren 1375 kunde komme i Besiddelse af
Landet, men da døde V. selv 24. Oktbr 1375 paa
Gurre. Han blev begravet i Vordingborg, men
senere førtes Liget til Sorø.

V. var en Mand af sjælden Handlekraft og en
dertil svarende Listighed og Hensynsløshed i
Valget af sine Midler. Hans Herskesyge var
umættelig, men trods al Brist ved hans Politik
lykkedes dog hans Livs Storværk: atter at samle
Danmarks Rige. Om hans personlige Forhold
vides yderst lidt; en senere Tid har, som
bekendt, med Urette henført Tovelille til ham i
Stedet for til Valdemar den Store. Af hans
Børn med Helvig overlevede kun Margrethe
ham; i sine senere Aar var hans Dronning
indtraadt som Lægsøster i Esrom Kloster. Af hans
plattyske Mundheld »des dages« (hvilke Tider!)
skabte Eftertiden hans symbolske Tilnavn
Atterdag, som han bærer med Rette. (Litt.:
Reinhardt, »V. Atterdag« [Kbhvn 1880]; Erslev,
»Hist. Tidsskr. 5. R. III 285 [1881]; A. D.
Jørgensen
, »Hist. Afhandl.« I 212 [1899];
Schäfer, »Die Hansestädte u. König Valdemar«
[Jena 1879]; Ellen Jørgensen, »V.
Atterdag. Udvalg af Kilder oversatte« [Kbhvn 1911]).
J. O.

Valdemar Abelsøn, Hertug af
Sønderjylland, d. 1257. V. var ældste Søn af Abel og
hans Hustru Mechtilde; som ung studerede han
i Paris, og paa Hjemvejen herfra toges han til
Fange af Ærkebispen af Köln. Ved Faderens
Drab 1252 var han endnu ikke udløst og
forspildte dermed sin Udsigt til Danmarks Krone;
hans Morbrødre, de holstenske Grever, fik ham
dog udløst og krævede for ham Hertugdømmet
i Sønderjylland, og 1253 saa Christoffer sig
nødsaget til at forlene ham dermed. I de
følgende Aar laa han jævnlig i Splid med Kongen,
men allerede 1257 døde han.
J. O.

Valdemar Eriksøn, Hertug af
Sønderjylland, d. 1312. Ved Faderens, Erik Abelsøn’s
Død 1272 var V. kun c. 10 Aar gammel, og i de
følgende 10 Aar holdt Erik Klipping
Hertugdømmet i sin Haand; først paa Danehof 1283
tvang Stormændene Kongen til at forlene V.
med det. Snart kom det dog atter til Ufred
mellem ham og Kongen, og 1285 blev V. tagen
til Fange og slap først ud næste Aar paa ret
haarde Vilkaar. I Erik Klipping’s Mord (Novbr
1286) troede mange V. medskyldig; dog turde
Enkedronning Agnes ikke andet end gøre V. til
Formynder for den lille Erik; men allerede
1289 rev det ud mellem hende og V., og denne
forbandt sig aabenlyst med den norske Konge.
Stor Fremgang havde V. dog ikke, han led et
Nederlag i Grønsund, og 1297 sluttede han
Forlig og opgav bl. a. sin Fordring paa Als. I de
følgende Aar var V.’s Forhold til Erik Menved
i det hele ret godt.
J. O.

Valdemar Eriksøn, Hertug af
Sønderjylland, d. 1364. Ved Faderens Død i Marts 1325
var V. kun 10 Aar gammel; Kong Christoffer
søgte at blive hans Formynder, men maatte
vige Pladsen for hans Morbroder Grev Gert af
Holsten. Da de danske Stormænd næste Aar
forjog Christoffer, fik Gert V. hyldet som
Konge (i Viborg 7. Juni 1326); den virkelige Magt
var selvfølgelig i Hænderne paa Gert, hvem V.
tillige maatte overlade sit eget Hertugdømme

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:05:47 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/24/0431.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free