- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
422

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar Eriksøn - Valdemar Knudsøn - Valdemar (Prins af Danmark) - Valdemar (svensk Konge)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

som Arvelen. Da Grev Johan hjalp Christoffer
paa Tronen igen (1330), traadte V. dog atter
tilbage i sin Hertugstilling, medens Gert fik Fyn
til Gengæld. 1336 blev V. myndig og søgte snart
Forbund med sin jævnaldrende Frænde
»Junker« Valdemar for at slippe ud af sin strenge
Morbroders Magt. Da Gert var dræbt 1. Apr.
1340, lykkedes det V. at komme med ind i de
Aftaler, der blev truffet mellem Junker
Valdemar og Gert’s Sønner; Danmarks vordende
Konge skulde ægte V.’s Søster Helvig og have
den nordligste Del af Jylland til Medgift; V.
skulde overtage Grevernes Pant i Nørrejylland
og selv overdrage dem sit Hertugdømme som
Pant. Vanskelig var V.’s Stilling i sig selv
mellem to mægtige og energiske Naboer, og den
blev ikke bedre med Aarene; medens
Nørrejylland regelmæssig og hurtig gled over i Kongens
Hænder, lykkedes det kun V. at indløse den
nordlige Del af Sønderjylland, medens de
holstenske Grever beholdt den sydlige med Slesvig
og Flensborg. I 1350’erne søgte V. da at
forbedre sin Stilling ved atter at nærme sig
Kongens Modstandere, men uden Held. V. var altid
i Pengenød og efterlod ved sin Død 1364 sin
Søn Henrik et faldefærdigt Herredømme.
J. O.

Valdemar Knudsøn dansk Kongeætling
og Bisp i Slesvig, d. 1236. V. var uægte Søn af
Kong Knud Magnussøn og fødtes først efter
Faderens Død (1158). Han voksede op ved
Valdemar den Store’s Hof, og som Yngling sendtes
han til Paris for at studere, men allerede 1179
blev han — trods sine unge Aar — Bisp
Frederik’s Efterfølger paa Slesvigs Bispestol;
Bispevielsen opnaaede han dog først 8 Aar efter.
V. viste sig snart som en ivrig Kirkens Tjener,
der under sit Ophold i Frankrig var bleven
stærkt paavirket af den fra Citeaux udgaaende
Reformbevægelse; han grundlagde i sit Stift et
nyt Cistercienserkloster (Guldholm, senere Ryd),
og det lykkedes ham at gennemføre
Bispetienden. Ogsaa Styrelsen af Hertugdømmet var
under den unge Hertug Valdemar’s
Mindreaarighed overladt V., men 1187 blev Hertugen
myndig, og kort efter fik ogsaa V. Bispevielsen. I
Begyndelsen enedes de to Frænder godt nok,
men allerede 1191 kom det til Strid mellem
dem. Hertug Valdemar beslaglagde en Del af
V.’s Gods, og denne indlod sig i forræderske
Forbindelser med Danmarks Fjender, navnlig
den tyske Kejser, Grev Adolf af Holsten og
Kongerne af Sverige og Norge. Snart flygtede V.
ud af Landet, og da han vendte tilbage med en
fremmed Hjælpehær, blev han slagen af Hertug
Valdemar og maatte overgive sig til ham (8.
Juli 1192). I de 14 følgende Aar sad V. nu i
Søborg Fangetaarn. Dette var i skarp Modstrid
med Kirkeretten, og Paven nedlagde derfor
ogsaa heftige Indsigelser, men den danske
Præstestand med Absalon i Spidsen stod fast paa
Kongens Side, og Pave Cølestin III lod da Sagen
falde. Først nogle Aar efter at hans kraftige
Efterfølger Innocens III indtrængende havde
anmodet om V.’s Løsladelse, slap denne ud af
Fængslet (1206) og drog til Rom for at tale sin
Sag for Paven. Endnu inden Dommen var
falden, blev han dog paa Foranledning af den
staufiske Konge Filip valgt til Ærkebisp af
Bremen, og da han ikke kunde opnaa pavelig
Stadfæstelse, flygtede han fra Rom og holdt sit
Indtog i Bremen (1207). Paven bandlyste straks V.,
og i Hamburg, hvor Danekongen havde
Magten, blev han aldrig anerkendt. Efter nogle
Aars Forløb faldt endog Bremens Kanniker
atter fra V. og valgte sammen med Kapitelet i
Hamburg paa retmæssig Vis en Ærkebisp, der
fik Pavens Stadfæstelse. V. drog da atter til
Rom og opnaaede virkelig Pavens Tilgivelse,
men kun for Aaret efter atter at tilrive sig
Magten i Bremen, denne Gang i nøje
Tilslutning til Kejser Otto IV, der efterhaanden var
bleven Kong Valdemar’s Fjende, og her holdt
han sig som lovløs Magthaver i adskillige Aar,
men omsider maatte han vige og flakkede nu
rundt i Nordtyskland; endelig tyede han (1219)
til Cistercienserklosteret Lokkum i Sachsen. Da
Kong Valdemar var tagen til Fange 1223, brød
V. dog atter ud af Klosteret og samlede en
Skare om sig, hvormed han faldt ind i Holsten
(1224), men Albert af Orlamünde drev ham
hurtig paa Flugt, og hermed var hans Rolle
udspillet; kun paa Frastand var det ham forundt
at glæde sig ved sin Navnefrændes Nederlag.
Sine fire sidste Aar levede han i Citeaux og
døde først 1236. (Litt.: H. Olrik i »Aarb. f.
nord. Oldk.« 1892 S. 342 og »Kirkehist. Saml.«
4. R. III 305; J. Olrik i »Hist. Tidsskr.« 7. R.
II 200; Usinger, »Deutsch-Dänische Gesch.
1189-1227« [Berlin 1863]).
J. O.

Valdemar, Prins af Danmark, Kong Christian
IX og Dronning Louise’s yngste Søn, f. 27.
Oktbr 1858 i det gule Palais i Amaliegade. Prins
V. blev 1875 Elev i Søofficersskolen og fire Aar
efter
Sekondløjtnant i
Flaaden,
Viceadmiral 1911,
traadte samme Aar
ud af aktiv
Tjeneste, Admiral
1918. Blandt de
mange Togter, i
hvilke Prinsen
har deltaget,
skal her
fremhæves hans Togt
til Vestindien
fra 1879-80
med Korvetten
»Dagmar«; hans
Besøg i Januar
1886 hos Sultan
Abd-ul-Hamid
II i Konstantinopel og Togtet 1899—1900 til de
østasiatiske Farvande, under hvilket han som
Chef for Krydserkorvetten »Valkyrien« besøgte
Bagindien, Kina og Japan. Prins V. afslog i
1887 at modtage Valget til Fyrste af Bulgarien.
— Prins V. ægtede 22. Oktbr 1885 Prinsesse
Marie af Orléans, d. 4. Decbr 1909, Datter af en af
Kong Ludvig Filip’s Sønnesønner.
(A. T.). P. R.

Prins Valdemar.
Prins Valdemar.


Valdemar, svensk Konge af
Folkungeslægten, f. c. 1240, d. 26. Decbr 1302, blev ved Erik
Eriksson’s Død som hans Søstersøn valgt til
Konge 1250. Regeringen overtoges af V.’s
Fader, den mægtige Birger Jarl, og først ved

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0432.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free