Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valdemar's sjællandske Lov - Valdemars Slot - Valdemarsvik - Walden, Paul - Waldenburg - Waldenburg's Apparat - Valdensere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navn er blevet knyttet til den, hvad maaske
kan skyldes, at Fortalen til den af Valdemar II
givne Jyske Lov allerede tidligt blev stillet foran
den i Haandskrifterne. Disse viser os i øvrigt
V. s. L. i tre forskellige Former. Den korteste
og vistnok ældste Form, der maa stamme fra
Tiden før c. 1216, men dog sikkert tilhører
Valdemarstiden, er kun overleveret i skaanske
Lovhaandskrifter, hvor den forekommer under
Navnet Arvebogen, men har fra først af intet
med Skaane at gøre (se Arvebog). De to
andre Former, der ofte kaldes den ældre og den
yngre Redaktion, har udvidet Teksten med et
Antal Bestemmelser, som er hentede fra
Skaanske Lov, den yngre Redaktion desuden med to
lange Kapitler om Trældom og Tyveri; de maa
begge være yngre end c. 1216, den yngre
Redaktion vist endda yngre end 1241. V. s. L. og
Erik’s sjællandske Lov er to af hinanden
uafhængige Bearbejdelser af den sjællandske Ret.
De i Arvebogen foreliggende oprindelige Afsnit
af V. s. L., der behandler Familieret og
Arveret samt Strafferet, har vel Modstykker i Erik’s
sjællandske Lov, men Ligheden er ikke af den
Art, at den forudsætter et Kendskab hos nogen
af Forfatterne til den andens Arbejde. V. s. L.
er langt mindre af Omfang end Erik’s
sjællandske Lov, der behandler mange flere Emner, og
den maatte allerede af den Grund være mindre
værd for Retsbrugen. Den blev da heller ikke
trykt sammen med de øvrige Landskabslove i
Begyndelsen af det 16. Aarhundrede, og selv
om den ikke blev helt glemt, spillede den dog
i den følgende Tid en ret underordnet Rolle,
indtil dens praktiske Betydning helt bortfaldt
ved D. L. Senere er den yngre Redaktion af
Loven udgivet to Gange, nemlig af Kofod
Ancher i »En dansk Lovhistorie« I (1769), S. 527
flg., og af P. G. Thorsen (1852), men ingen af
disse Udgaver fyldestgør Nutidens Krav. Den
ældre Redaktion er ikke udgivet, hvorimod
Arvebogen er trykt i P. G. Thorsen’s Udgave
af Skaanske Lov (1853), S. 205 flg.
P. J. J.
Valdemars Slot, Hovedgaard for Stamhuset
Taasinge, er opført 1639—43 af Christian IV af
Materialerne fra det nedbrudte Kjærstrup som
en enfløjet Bygning i Renaissancestil med høje
Gavle, Sandstensornamenter og et ottekantet
Porttaarn paa Midten, hvor nu
Hovedindgangen er. Mellem dette Porttaarn og 2 Taarne
paa Hjørnerne har der sandsynligvis været
anbragt et Galleri. V. S. var oprindelig opført som
Bolig for Kongens naturlige Søn, Grev
Valdemar Christian, der sammen med sin Søster
Hedvig Ulfeldt havde arvet Taasinge efter deres
Moder Fru Kirsten Munk. Grev Valdemar
Christian kom aldrig til at bo der, og Hedvig
Ulfeldt’s Ødselhed tvang hende til at forlade Øen.
Slottet var 1662 blevet udlagt Stadshauptmand
Jørgen Mathiesen, der siden solgte det til en
kjøbenhavnsk Borger Henrik Nielsen Holst for 3000
Rdl. Af denne købte Niels Juel, som 1678 havde
faaet Øen, Slottet, der nærmest efter
Svenskekrigen stod som en Ruin. Niels Juel kostede
meget paa Slottets Istandsættelse, fjernede
Taarne og Galleri og tilbyggede to korte Fløje;
i den sydlige lod han indrette et Kapel, som
indviedes 3. Oktbr 1687 af Biskoppen Th. Kingo.
Ved Fundats Maj 1711 oprettedes Taasinge til
et Stamhus for den Juel’ske Slægt, af hvilken
en senere Ejer, Oberst N. Juel, gjorde meget
for at forskønne Øen ved Anlæg af Frugthaver.
Omkring 1880 er Slottet blevet restaureret af
Arkitekt Hansen i Odense. (Litt.: F. R.
Friis i »Fædrelandet« 1880, Nr. 43 og 180—1,
samt Fr. Beckett i »Danske Herregaarde
ved 1920«).
B. L.
Valdemarsvik, Flække (Köping) ved
Valdemarsviken, Östergötland, Sverige, 39 km SØ. f.
Söderköping. Læderfabrik, Savskæreri. (1926)
2160 Indbyggere.
M. H-n.
Walden, Paul, baltisk Kemiker, f. 27. Juli
1863 i Livland, blev 1885 Assistent i Fysik i
Riga og 1888 i Kemi smst., Dr. phil. 1891 i
Leipzig, 1894 Professor i analytisk og fysisk
Kemi og 1896 i uorganisk Kemi ved Riga
Polyteknikum, hvis Direktør han var 1902—19. 1899
blev W. Doktor i Petrograd og 1919 Professor
i Rostock. Særlig betydningsfulde er W.’s
Undersøgelser af Opløsningers elektriske
Ledningsevne og i øvrigt hans indgaaende og
sammenlignende Studier af de fysisk-kemiske
Egenskaber, som Viskositet, Dielektricitet og
Overfladespænding, af Elektrolyters Opløsninger, ikke
blot i Vand, men ogsaa i mange andre
Vædsker. Paa Stereokemiens Omraade har W.
fundet og undersøgt de W.’ske Omlejringer. W.’s
Hovedværk er »Das Leitvermögen der
Lösungen« i 3 Dele (1924).
S. P.
Waldenburg [’valdənbork], By i preussisk
Provins Nedreschlesien, Regeringsdistrikt
Breslau, Kredsen W., 75 km SV. f. Breslau i
W.-Bjergene (de nordvestlige Udløbere af
Eulengebirge), har (1925) 44023 Indbyggere, Amtsret, Filial
af Rigsbanken, 7 Kirker og en Synagoge,
Gymnasium, Grubeskole. Porcelæns- og
Stentøjsfabrikation, store Teglværker, betydelige
Stenkulsgruber, Jernstøberi. Mod S. Flækken
Oberwaldenburg (4700 Indbyggere) med Hørspinderi
og Kulgrube. W. fik Stadsret i 16.
Aarhundrede.
(Joh. F.). O. K.
Waldenburg’s Apparat, se
Aandedrætskure.
Valdensere, Valdesier eller Leonister
(af Lyon), en inden for Romerkirken
reformerende Retning, der efterhaanden er bleven
evangelisk. V.’s Oprindelse er dunkel. De har
Navn efter en Købmand i Lyon Petrus
Valdez, som levede i Slutn. af 12. Aarh. Han
havde samlet sig Rigdom, delvis ved Aager,
men blev religiøst vakt, og under Paavirkning
af Matt. 19, 21 skilte han sig 1177 ved sit
jordiske Gods, som han overlod dels sin Hustru
og sine to Døtre, dels de Fattige. Derpaa
begyndte han at prædike. Hans Eksempel virkede,
flere andre omvendte sig og begyndte ogsaa at
prædike. En Del af det ny Testamente blev
tillige oversat paa Folkesproget. Men
Ærkebiskoppen af Lyon nedlagde Forbud mod disse
Lægprædikanters Virksomhed. Alligevel vandt de
mange for sig, og paa Lateranmødet 1179 lod
Pave Alexander III undersøge, hvem disse
»Fattige fra Lyon«, som de kaldtes, var, og hvad
de vilde. Efter en Beretning skal Paven have
omfavnet Valdez; men i øvrigt synes V.
nærmest at være blevne spottede, og det blev dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
