Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Valentinus (Gnostiker) - Valenza - Valera, Eamonn de - Valera y Alcalá Galiano, Juan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Valentinus, Gnostiker i 2. Aarhundrede, skal
være født i Ægypten og i Alexandria indviet i
den græske Dannelse. Under Hadrian kom han
til Rom og fremsatte en Vranglære, som vandt
en hel Del Tilslutning, men ogsaa megen
Modstand fra kirkelig Side, saaledes bl. a. fra
Justinus Martyr. Hans Ophold i Rom varede fra c.
135 til c. 167, men i øvrigt vides intet med
Sikkerhed om hans Liv. Heller ikke hans Lære er
klart bevaret. V. har skrevet baade Homilier,
Breve og Salmer, men kun Fragmenter er
bevarede, og af hans Disciples Skrifter er
ligeledes kun lidet reddet. Gennem den sparsomme
Litteratur fra Valentinianernes egen Side og
gennem de fyldigere Beretninger hos
Kirkefædrene lader det sig dog fastslaa, at
Valentinianismen har været en af de betydeligste
gnostiske Retninger. Som særlig karakteristisk
for denne Retning nævnes dens Æonlære. Gud
er det uudgrundelige Dyb, men ud fra Dybet
strømmer parvis Æoner, »Tanken« eller »den
Enbaarne« og »Sandheden«, »Mennesket« og
»Menigheden« o. s. v., og disse Æoner skildres
snart som Egenskaber hos Gud, snart som
selvstændige personlige Væsener. En af Æonerne,
»Visdommen«, forstyrrede Harmonien og blev
derfor fjernet fra Guddomsfylden; fra denne
Æon udgik Demiurgen, og denne skabte atter
Verden. Menneskene deles i 3 Grupper: mange
Hylikere, hos hvem det materielle raader, nogle
færre Psykikere, som staar højere i aandelig
Henseende, og som kan frelses ved Tro, og
endelig nogle ganske faa Pneumatikere, der er
rent aandelige og frelses ved Gnosis. I Læren
om Kristus er Valentinianerne Doketer. De
søger at staa paa Skriftens Grund. Det gamle
Testamente benyttes og anerkendes, og af det ny
Testamente benyttes især Paulus’ og Johannes’
Skrifter. Til de betydeligste Valentinianere
hørte Ptolemæus og Herakleon. Ogsaa Bardesanes
var paavirket af V. I det hele bredte V.’s
Discipelkreds sig, og Valentinianerne fik tidlig
egne Templer, Prædikanter og Salmedigtere.
Sædvanlig benyttede de kirkelige Udtryk og
Skikke for derved lettere at vinde Proselytter.
Nogle havde en dobbelt Daab, een for
Katekumener og een for Pneumatikere. Kirkens Mænd
kæmpede ivrig mod denne Blandingsform af
Hedenskab og Kristendom, og efterhaanden
forsvandt den. (Litt.: Fr. Nielsen,
»Haandbog i Kirkens Historie« [I, 1893]; Fr. Torm,
»Valentinianismens Historie og Lære« [1901]).
A. Th. J.
Valenza [va’læntsa], By i det nordvestlige
Italien, Provins Alessandria, ligger 12 km NNØ.
f. Alessandria, 144 m o. H. paa højre Bred af
Po og ved Banen fra Alessandria til Novara.
(1911) 10750 Indb. V. har en Domkirke fra 16.
Aarh. og tilvirker Silke- og Guldsmedevarer.
Tidligere var V. en vigtig Fæstning. Det er
Romernes Forum Fulvii Valentinum.
(H. P. S.). C. A.
Valera [və’£i.ra], Eamonn de, irsk
Politiker, er f. 1889 i New York, Søn af en spansk
Fader og en irsk Moder, kom 4 Aar gammel til
Irland, uddannedes som Matematiker, var en
af Lederne af Oprøret i Dublin 1916, dømtes
til Døden, hvilken Straf formildedes til
livsvarigt Fængsel, frigaves allerede 1917. V. var en
af Lederne i Sinn Fein, vilde Irlands
fuldstændige Løsrivelse fra England, valgtes 1917 og
1918 til det engelske Parlament, men vilde ikke
tage Sæde her for ikke at skulle aflægge
Kongen Troskabsed, men førte Forsædet i den Jan.
1919 sammentraadte selvbestaltede
Nationalforsamling af irske Parlamentsmedlemmer, Dail
Eireann, der proklamerede Irland som
selvstændig Republik, og 22. Jan. valgtes V. til
dennes Præsident. I Sommeren 1919 agiterede V. i
de Forenede Stater for at vække det
amerikanske Folks Sympati for Irlands
Selvstændighedskamp. Han var i forreste Række blandt dem,
der bekæmpede Selvstyreplanen af 1920,
genvalgtes 26. Aug. 1921 af en ny Dail Eireann til
Irlands »Præsident«, men efter at andre irske
Førere havde sluttet Forliget af 6. Decbr 1921
med den engelske Regering, og dette var
godkendt af Dail Eireann, nedlagde V. sit
Præsidentembede, men dog i Haab om at opnaa et
Genvalg, hvilket ikke lykkedes. Han forsøgte
nu at opstille en republikansk Modregering mod
Dublinregeringen, men opgav dog April 1923
officielt Modstanden mod den ny Ordning.
Først 1927 ophørte han med den personlige
Protestpolitik, idet han modtog Valg til det irske
Parlament uden bagefter, som hidtil, at nægte
Edsaflæggelsen til den engelske Konge.
H. J-n.
Valera y Alcalá Galiano
[wa’læra-i-ga-lianå], Juan, spansk Forfatter, f. i Cabra 18.
Oktbr 1824, d. 19. Apr. 1905 i Madrid. V., som
var af adelig andalusisk Slægt, fik en udsøgt
Opdragelse; han bestemte sig først for
Retsvidenskaben, men gik over til den diplomatiske
Løbebane og blev Legationssekretær, tidligst i
Napoli, dernæst efterhaanden i Lissabon, Rio de
Janeiro, Dresden og Petrograd. Fra 1859 var
han Medarbejder ved det indflydelsesrige
Tidsskrift El Contemporáneo. 1866 sendtes V. som
befuldmægtiget Minister til Forbundsdagen i
Frankfurt; 2 Aar efter var han Medlem af det
Udvalg, som tilbød Hertugen af Aosta (Amadeo
I) Kronen; men da Bourbon’erne var
genindsatte paa Spaniens Trone, vedblev han at tjene
disse som Diplomat: først var han Gesandt i
Lissabon, derpaa i Washington, endelig i Wien
(1893—95). Politisk hørte han til det moderat
frisindede Parti. I Anerkendelse af sine litterære
Fortjenester valgtes V. allerede tidlig ind i det
spanske Akademi. Han var blind i sine sidste
Aar, men hverken dette eller Alderen lammede
hans Aand eller hindrede hans litterære
Produktion; endnu 14 Dage før hans Død udkom
en ny Bog af ham, og han havde den Tale
færdig, som han skulde have holdt ved »Don
Quijote«’s Jubilæum, men som nu en anden
maatte oplæse. — V.’s Navn indtager en meget
høj Rang i 19. Aarhundredes spanske Litteratur
og vil vistnok blive et af dens klassiske. Mindst
heldig var han i bunden Stil; hans Digte er
formfuldendte, men kølige, ikke synderlig følte
eller originale. Som Kritiker udmærker V. sig
ved overordentlig Bonsens og fin kosmopolitisk
Dannelse, men tager lidt vel meget med
Fløjlshandsker paa sine Emner. Sit Mesterskab viser
han i sine større og mindre Prosafortællinger,
hvor en pikant Forening af Voltaire’sk Ironi og
spansk Mysticisme, af Verdensmandens
skeptiske Erfarenhed og af hjemlige Minder fra det
farverige Andalusien kommer til Syne; trods
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
