Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere / 562 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Varmebed - Varmebehandling - Varmebælte - Varmebænk - Varmedunk - Varmeenhed - Varmeflaske - Varmefylde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mangel paa Staldgødning er denne som
Varmegiver i den nyere Tid søgt erstattet ved
Tilledning af Damp i Rørsystemer under
Varmebedsanlægget, hvor man ikke helt er gaaet over til
Kultur i Væksthuse.
P. F.

Varmebehandling, Opvarmning af Legemet
ved udefra tilført Varme. Behandlingen kan
være universel, hvorved hele Legemet
opvarmes, eller lokal, hvor Behandlingen
indskrænkes til visse Dele af Legemet. En stor Del af
de Badeformer, der anvendes i Terapien, er
Varmebehandlinger, saaledes det varme
Karbad, Dampbadet, det romerske Bad, elektrisk
Lysbad o. s. v. (se Bad, S. 489). Som lokal
V. anvendtes tidligere meget Grødomslag, nu
mere det varme Vandomslag, ogsaa varme
Sandposer, elektrisk Varmepude (s. d.), endvidere
Pakninger med varm Gytje, Fango eller
Uldtapper, opvredne i varmt Vand, samt
Dampstraale og Hedluft. Ved Diatermi anvendes
højfrekvente Strømme til Fremkaldelse af
stærk lokal Varmepaavirkning. V. virker
smertestillende og muskelslappende og fremkalder
forøget Blodtilførsel til de behandlede Dele,
hvorfor den særlig anvendes ved mange
Former af Gigt, Reumatisme og andre smertende
Lidelser. De mere universelle V. er tillige det
mest brugte Middel til Fremkaldelse af Sved,
som finder Anvendelse ved mange Sygdomme.
E. F.

Varmebælte, se Zone.

Varmebænk, d. s. s. Varmebed.

Varmedunk kaldes en Beholder, sædvanlig
af Gummi, en Metallegering eller af brændt
Ler, som kan fyldes med varmt Vand, lukkes
og derefter benyttes til lokal Opvarmning, f.
Eks. af en Seng, en Skammel i en Jernbanevogn
o. s. v. Som V. kan man ogsaa benytte
Termoforer.
(Fr. V. M.). A. Bj.

Varmeenhed, en Varmemængde, der tjener
som Maalenhed til Sammenligning med andre
Varmemændger. Se Kalorie.
A. W. M.

Varmeflaske, se Jernbanevogne, S. 22.

Varmefylde (specifik Varme). Ved et
Stofs V. forstaas det Antal Gramkalorier, der
skal til for at opvarme 1 g af Stoffet 1 Grad C.
Da V. afhænger af Temperaturen, taler man
jævnlig om Middel-V. inden for et vist
Temperaturomraade; Middel-V. mellem 0° og 100° C
faas ved at dividere 100 op i den
Varmemængde, der skal til for at opvarme 1 g Stof fra 1
til 100° C. Tilfører man et Stof en vis
Varmemængde, vil denne som Regel ikke udelukkende
bruges til at forøge Legemets Temperatur; en
Brøkdel af Varmen tjener til at udvide
Legemet og derved udføre et Arbejde mod en ydre
Kraft og det ydre Tryk. Hvis man paa en eller
anden Maade forhindrer denne Udvidelse,
falder den nævnte Brøkdel bort, og hele den
tilførte Varme bruges til Temperaturforøgelsen.
For at opnaa samme Temperaturforøgelse maa
man altsaa i første Tilfælde tilføre mere Varme
end i sidste Tilfælde, hvor Legemets Rumfang
holdes konstant. Man skelner derfor mellem to
forskellige V., den ene, c_p, hvor Indeks p
betegner, at det ydre Tryk paa Legemet holdes
konstant, den anden c_v, hvor Indeks v betegner,
at Legemets Rumfang holdes konstant; c_p er
større end c_v. Ved faste og flydende
Legemer er Varmeudvidelsen forholdsvis
lille og som Følge deraf Forskellen mellem c_p
og c_v kun ringe. Ved Hjælp af Varmeteorien
kan man beregne Forskellen mellem c_p og c_v,
men kun c_p kan maales, og kun den har
praktisk Interesse. Ved Luftarterne er der derimod
en stor Varmeudvidelse og af den Grund ogsaa
stor Forskel paa c_p og c_v. Baade c_p og c_v kan
bestemmes eksperimentelt, og desuden vil
Forholdet c_p/c_v kunne maales; teoretisk har dette
Forhold for enatomige Luftarter Værdien 5/3, for
toatomige Luftarter Værdien 1,40 (jfr.
kinetisk Teori), og disse Værdier er ogsaa
fundne eksperimentelt. — Dulong & Petit opstillede
1819 paa Grundlag af mange Forsøg den Lov, at
Atomvarmen for alle Grundstoffer i fast Form
har samme Værdi, nemlig 6,4; ved
Atomvarmen forstaas da den Varmemængde, der skal
til for at opvarme 1 Gramatom 1° C, altsaa
Produktet af Stoffets Atomvægt og V., ganske
analogt med at man ved et Stofs
Molekylarvarme forstaar Produktet af Stoffets
Molekylvægt og V. Denne Lov har imidlertid
efterhaanden mistet sin væsentligste Værdi, efter at de
nyere Forsøg har vist, at V. afhænger stærkt
af Temperaturen, navnlig naar denne er lav.
Saaledes er V. for Kobber ved ÷ 250° kun
c. 1/25 af Værdien ved Stuetemperatur. Paa
samme Maade gaar det med V. for de fleratomige
Luftarter; Brint, der ved alm. Temperatur har
c_v = 2,4, har ved ÷ 181° c_v = 1,7 og ved
Temperatur under ÷ 213° c_v = 1,5 (jfr.
Kvanteteori, S. 6). — Eksperimentelt
bestemmes V. ved Hjælp af Kalorimetre (s. d.). —
I følgende Tabel er anført V. for en Del alm.
Stoffer ved alm. Temperatur.

A. Faste Legemer:
Aluminium	0,21
Glas	0,2
Is	0,50
Jern	0,11
Kobber	0,09
Sølv	0,055
Zink	0,092.
B. Vædsker:
Alkohol	0,58
Kvægsølv	0,0333
Petroleum	0,51
Vand	1,000

C. Luftarter:
Atmosfærisk Luft	cp	=	0,241	;	cp/cv	=	1,40
Brint	-	=	3,40	;	-	=	1,40
Helium	-	=	1,26	;	-	=	1,66
Ilt	-	=	0,218	;	-	=	1,40
Kultveilte	-	=	0,202	;	-	=	1,29
Kvælstof	-	=	0,249	;	-	=	1,40

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>