Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Weber, Carl Maria von
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
litograferede W. selv, og da han viste Anlæg for
og Opfindsomhed i denne da ny
Reproduktionsmaade, vilde Faderen grunde Familiens
Fremtid herpaa og i Freiberg drive Litografi i stor
Stil. I Længden fulgtes disse Planer ikke af
Held, og snart vendte W. sig ganske til
Musikken; han blev Kapelmester i Breslau (1804),
to Aar efter Musikintendant hos Prins Eugen
af Württemberg og det følgende Aar
»Geheimesekretær« hos Prins Ludvig i Stuttgart. Det
mangeaarige rodløse Vandreliv med en urolig,
lunefuld og pralende Fader havde svækket W.’s
Karakter og sænket hans Livsførsel. Han havde
vel (med Held) faaet en Opera »Das
Waldmädchen« (senere omarbejdet: »Silvana«) frem
paa Freibergs Scene og i Salzburg Sangspillet:
»Peter Schmoll«, ligesom han begyndte paa en
»Rübezahl«, hvoraf kun Ouverturen
»Beherscher der Geister« eksisterer, men der var ikke
noget rigtigt Hold i hans Arbejde, der nærmest
var den rigt begavede Dilettants. Det letfærdige
Liv ved Stuttgart-Hoffet virkede uheldig paa
W., der indvikledes i erotiske Forbindelser, og
hvis »Penge spredtes endnu hurtigere ved
Kavalerdrikkelag end ved
Kunstnerekstravagancer«. Om Pengesorger handler da ogsaa det
kaade Sangspil »Abu Hassan« (1811).
En økonomisk Misere, en »Ubesindighed«,
som W.’s Fader havde begaaet, men som W.
selv maatte bøde for (ved Udvisning), fik ham
med et Slag til at tage sig sammen. Den
saaledes vundne Selverkendelse, den hele Resten
af W.’s Liv optagende ærlige og energiske Kamp
for at hæve sig menneskelig og kunstnerisk
kaster et eget sympatetisk Skær over hans
Skikkelse, hvilket yderligere øges ved, at Døden
saa tidlig afbrød hans Kunstnergerning og
Udvikling.
W.’s første Skridt var fornyede grundige
Studier hos Vogler (i Darmstadt), men endnu de
nærmest følgende Aar fortsattes hans
Omflakken: med Guitaren i Armen drog han fra Sted
til Sted, ofte med Møje skaffende sig
Udkommet. Han opholdt sig i tyske Storbyer, ved
Smaahoffer, i Schweiz og i Italien, overalt vandt
hans fine Personlighed med den romantiske
Blanding af kaad Humor og vemodigt
Sværmeri ham Venner; en af disse var den
fortræffelige Klarinettist Baërmann i München, for
hvem han skrev en Concertino. 1813 fik W.
endelig en fast Stilling som Kapelmester i
Prag ved det tyske Teater og kaldtes, efter
udmærket Virksomhed der, 1816 til at lede
den tyske Opera i Dresden. Det gjaldt her at
skabe og hævde en national Kunstanstalt over
for den modeyndede Italieneropera (under
Morlacchi, s. d.). 1817 ægtede W. Sangerinden
Caroline Brandt, der blev ham en
forstaaende Støtte i hans Gerning, og 1821 fik han,
hvis Navn nu var almindeligere kendt gennem
Melodierne til Körner’s »Leier und Schwert«,
(i Berlin) opført Musikken til det romantiske
Skuespil »Preciosa« og 18. Juni samme Aar
Operaen »Der Freischütz« (»Jægerbruden«).
Dette sidste Værk, hvis Tekst skreves af Fr.
Kind paa Grundlag af tyske Folkesagn og
-eventyr, gjorde eksempelløs Lykke og bragte
W.’s Navn fra den ene Ende af Tyskland til
den anden og snart vidt ud derover. Forinden
havde W. — til Dels som Hofpligt — i
Dresden skrevet en Messe og den siden saa berømte
»Jubelouverture« samt gjort en Kunstrejse til
forskellige nordtyske Byer og til Kjøbenhavn.
Saaledes gik det til, at den allerførste
offentlige Opførelse af »Jægerbruden«’s Ouverture
fandt Sted i det kgl. Teater i Kbhvn, hvor den
»lille blege, magre, særdeles høflige Mand«
ogsaa foredrog sin Klaverkoncert i Es-Dur og
lønnedes med et saa stormende Bifald, at han
kunde skrive hjem: »Det er umuligt at blive
mere feteret end her — hjemme er det saa
ganske anderledes«.
En følgende komisk Opera »Die drei Pintos«
forblev en Torso, men allerede 1823 opførtes
W.’s store romantiske Opera »Euryanthe« paa
Kärnter-Thor-Teatret i Wien. Modtagelsen
var glimrende, men over for den voksende
Rossini-Kultus kunde det tyske Værk ikke bestaa,
tilmed da Teksten af Helmine v. Chezy
snarere kæmpede imod end for det. Skuffelsen
herover og hans svækkede Helbred nedsatte i
den følgende Tid W.’s Arbejdsevne betydelig.
Kun med Besvær, men febrilsk ivrig arbejdede
den brystsyge Kunstner paa den fra
London-Teatret Covent-Garden bestilte Opera, hvis
Tekst var en Bearbejdelse af
Oberon-Eventyret. Helt færdigt var Partituret ikke, da han
i Foraaret 1826 kom til London for at fremføre
sin »Oberon«. Med Begejstring blev den
modtaget, men denne Stemning holdt sig ikke; man
havde ventet noget kraftigere og
lidenskabeligere end denne sarte, drømmende, og noget
ujævne Musik fra »Jægerbruden«’s Komponists
Haand.
Endnu formaaede den dødssyge W. at dirigere
en Koncert, men al anden Optræden maatte
opgives, og han stræbte kun at naa levende
hjem til Hustru og Børn; det skulde ikke
lykkes. 5. Juni om Morgenen fandt Vennerne W.
død i Sengen. Han begravedes i London, men
1844 foranledigede Rich. Wagner Ligets
Overførelse til Dresden, for at denne ægte
nationale Kunstner kunde hvile i sit Hjemlands
Jord.
W., der fra Ungdommen var tynget af
Skrøbelighed (Hoftelidelse, siden Lungetuberkulose),
skred i sit korte Liv energisk frem fra en
halvvejs dilettantisk, legende Kunstudøven til en
alvorlig, begejstret Kunstdyrken, der satte sig
højere og højere Maal. Disse Forhold og
Musikkens rivende Udvikling just i hine og de
følgende Aaringer har gjort, at en stor Del
af W.’s Musik, og da navnlig af hans
Instrumental- og Sangmusik, er gaaet i Glemme —
med Urette i hvert Fald for saa vidt angaar
hans Klavermusik. Her har han (der selv var
en glimrende Virtuos) skabt ny Klangfarver,
indført en ny romantisk Tone (As-Dur Sonate
og »Konzertstück« i F-Mol) og (ved Siden af
Fr. Schubert) grundlagt det musikalske
Karakterstykke og den noblere Salonstil (hvor
Schumann, Chopin, Liszt o. a. hver paa sin Vis har
fulgt efter). — For den almindelige Bevidsthed
staar W. ene som dramatisk Komponist, og af
hans Operaer har atter kun eet Værk endnu
fuldt levende Liv: Jægerbruden; men med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
