- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXIV: Tyskland—Vertere /
643

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vederlag - Vederlag

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Herredømme over Landet var ophørt 1042 (de sidste
Rester af den faldt i Slaget ved Hastings 1066),
bør maaske rettest opfattes som en engelsk
Institution, der tilmed næppe har svaret helt til
Hirden, saaledes som denne i Tiden efter Knud
kendes fra Danmark. Tinglid blev
sandsynligvis oprettet 1018, efter at Erobringen af
England var tilendebragt, og samtidig med at den
danske Flaade hjemsendtes, og dens Formaal
var aabenbart at danne en Støtte for Knuds
Herredømme i det fremmede Land,
hvorfor den rimeligvis mere har haft
Karakteren af en staaende Hær end af en Hird
i egentlig Forstand. Det danske Lag kan
derimod næppe oprindelig have været andet
end en saadan Hird, hvad det da ogsaa paa
Steder ligefrem kaldes i Vederloven. Senere
kom det nok til at danne Rammen om en mere
omfattende Militærorganisation, idet Kongen for
at skaffe sig en bedre Hær ved Tilsagn
om Skattefrihed fik den jordbesiddende
Overklasse til at indtræde i det og paatage
sig Krigstjeneste i den for Lagsmændene
sædvanlige Udrustning, dog uden at de
Paagældende herved som Hirdmænd kom til
at tilhøre hans daglige Omgivelser, men denne
Udvidelse af Laget fandt vistnok først Sted i
Valdemarstiden, og hvad der foreligger fra det
forudgaaende Aarhundrede taler snarest for,
at Laget da var et forholdsvis faatalligt
Krigerfølge, der i det væsentlige som en Hird var
samlet om Kongen, selv om ogsaa tidligere
Lagsmænd, der var udtraadt af Tjenesten og
havde bosat sig paa deres Gaarde eller paa
Gaarde, som Kongen havde overladt dem,
regnedes med til Organisationen. Er
Sammenhængen mellem Laget, som det kendes fra
Vederloven, og Tinglid saaledes usikker, er det
selvfølgelig ogsaa tvivlsomt, hvor meget af den i
denne Lov optegnede Ret der stammer fra
Knud den Store. Maaske er de i Vederloven
samlede Retsregler snarere at opfatte som det
skriftlige Nedslag af den sædvanemæssigt
overleverede danske Hirdret.

At holde Hird var ikke nogen kongelig
Forret. Ogsaa andre højtstaaende Personer kunde
have en Hird, og om Kredsen af de dertil
berettigede var fast afgrænset, er tvivlsomt;
maaske har Begrænsningen nærmest været af
faktisk Art og har ligget i Nødvendigheden af at
raade over betydelige Midler og at nyde stor
Anseelse. I det 12. Aarhundrede var det vistnok
foruden Kongen kun Medlemmer af Kongehuset
samt Biskopper, som holdt Hird, men disse
havde da samme Ret som Kongen til at
anvende Vederloven. Indtrædelse i en Hird var
en frivillig Sag, og den een Gang indtraadte
kunde hver Nytaarsaften opsige sin Tjeneste og
igen udtræde. Ved Indtrædelsen aflagdes Ed
til Herren. Om denne hedder det i Vederloven,
at han skulde være sine Mænd huld og blid
og rettelig give dem deres Sold, og om
Mændene, at de skulde yde deres Herre Troskab
og Tjeneste og være rede til alle hans Bud.
Tjenesten var ikke nødvendigvis af krigersk
Art, selv om saadan Tjeneste altid var en
Hovedbestanddel af den; den var lige saa vel
Hoftjeneste og kunde for Kongsmændenes
Vedkommende ogsaa bestaa i Bistand, ydet Kongen
ved Opfyldelsen af hans Regeringspligter.
Samtidig med at være underordnede Herren,
dannede Mændene i deres indbyrdes Forhold et
sluttet Samfund, og det var sikkert med
Henblik herpaa, at de kaldtes for Lagsmænd, og
selve Hirden for Laget. Lagsmændenes
Forsamling, Huskarlestævnet, afgjorde alle
Tvistigheder mellem Mændene indbyrdes, men
ogsaa Sager, der rejstes imod dem af deres
Herre, hvilket viser, at de i Forhold til denne
trods Underordnelsen indtog en fuldt beskyttet
Stilling (se nærmere Huskarl og
Huskarlestævne). Hele Laget holdtes i øvrigt
sammen under en streng Tugt. Vederlov
betyder Straffelov, og dens Indhold er
hovedsagelig Straffebestemmelser og dertil knyttede
processuelle Forskrifter. Straffebestemmelserne er
i første Linie rettet mod Troskabsbrud fra
Mændenes Side, hvilket Forhold omhandles meget
udførligt, navnlig hos Saxo, men dernæst ogsaa
mod Handlinger, der forstyrrede Freden inden
for Laget eller dog det gode Forhold mellem
Medlemmerne. Den, der sveg sin Tro, havde
forgjort sig selv og alt, hvad han ejede, og
ogsaa for Drab og Vold, øvet af Lagsmand
mod en Lagsbroder, var Straffen oprindelig
streng, idet den Skyldige som fredløs skulde
bortjages af Gaarden med Niddingsnavn, uden
at der var Adgang til at sone Forbrydelsen
med Rod. Senere (under Niels) mildnedes dog
denne strenge Regel, og i det hele gik det
under de urolige Forhold i det 12. Aarhundrede
tilbage med Tugten inden for Laget.
Optegnelsen af Vederloven i Slutningen af Aarhundredet
havde vistnok nærmest til Formaal at søge
Disciplinen genoprettet, hvorfor særlig taler, at
den danske Tekst, der som udgaaet fra Kongen
og Absalon maa have taget et praktisk Sigte,
intet Hensyn tog til de indtraadte
Formildelser, men gengav Reglerne i deres oprindelige
Strenghed (som de »var i Gamle Knud’s Dage«).
Om det virkelig lykkedes at skaffe de ældre
Regler fornyet Gyldighed, er dog tvivlsomt, og
i hvert Fald medførte den tidligere omtalte
Udvidelse af Laget, som fandt Sted under
Valdemarerne, og hvorved det omdannedes til en
Herremandsstand eller Tjenesteadel (se Adel,
S. 162, og Herremænd), at Grundlaget for
den overleverede Ordning mere og mere svandt
bort. Gennem hele det 13. Aarhundrede
opfattedes Herremændene dog endnu som
dannende et Lag af den gamle Art, og
Rigslovgivningen beskæftigede sig jævnligt med
Spørgsmaal om Ændring af Vederlovsreglerne,
men i det næste Aarhundrede opløstes
Lagsorganisationen vistnok helt, og Herremændene
gled umærkeligt ind under den almindelige
Lovgivnings Regler. (Litt: J. F. Kinch i
»Aarbøger for nordisk Oldkyndighed« [1875], S. 247
flg.; L. Holberg, »Dansk Rigslovgivning«
[Kbhvn 1889]; Kr. Erslev, »Valdemarernes
Storhedstid« [Kbhvn 1898], S. 199 flg.; Poul
Johs. Jørgensen
, »Udsigt over den
danske Retshistorie«, I, 3. Udgave [Kbhvn 1926], S.
61 flg.).
P. J. J.

Vederlag, som en Ægtefælle kan kræve paa
Skiftet i Anledning af sin egen eller især den
andens Formuebestyrelse, se herom under
Ægteskab.
V. B.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:08 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0655.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free