Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vejvæsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Aars Frist til Fremsættelse af Paastande om
Vejens Bevarelse som privat Vej. Fremkommer
der ikke Paastand herom, bliver Vejen nedlagt
og Arealet bortsolgt med Forkøbsret for de
tilstødende Grundejere. Fremsætter nogen
derimod Paastand om Vejens Bevarelse, fordi den
har Betydning for hans Ejendom, skal denne
Paastand enten direkte godkendes af
Amtsraadet eller dens Rigtighed dokumenteres ved
Kendelse af en Landvæsenskommission, som da
samtidig afgør, hvem der skal have Færdselsret
paa Vejen og deltage i dens Vedligeholdelse,
og om Vejen skal bevares med fuld eller
formindsket Bredde.
Ved Jernbaneanlæg kan
Ekspropriationskommissionen foreskrive Forlægninger af offentlige
Biveje og disponere over de nedlagte
Vejstykker uden Hensyn til de ellers gældende Regler
for Nedlæggelse af Veje. Ved Ekspropriation af
Adgangsveje til Jernbanestationer ordner
Kommissionen det i Reglen saaledes, at Kommunen
overtager Vejen som offentlig efter dens Anlæg,
og den optages da straks paa Bivejsfortegnelsen.
I enkelte Tilfælde er en Stationsvej
eksproprieret saaledes, at de tilstødende Grunde ikke
har faaet Façaderet, og det er da hændet, at
Kommunen har nægtet at overtage Vejen som
offentlig, saa den ikke bliver opført paa
Bivejsfortegnelsen. Den maa da vedligeholdes af
Banebestyrelsen og er for saa vidt offentlig, som
den ikke kan spærres for Trafik til Stationen.
Iøvrigt maa Veje, der ikke findes paa
Landevejs- eller Bivejsfortegnelsen betragtes som
private. De kan være udlagte ved Udskiftningen af
Fællesjorden til Brug for bestemte Ejendomme,
hvis Ejere har Færdselsret og
Vedligeholdelsespligt. Disse kan spærre Vejen for
uvedkommende Færdsel, men ejer ikke Arealet, som er taget
af Fællesjorden og maa betragtes som
Gadejord, der tilhører Bylaget. Eller den private
Vej kan være en tidligere offentlig Vej som foran
omtalt. Endelig kan den være anlagt af en
privat Grundejer til Brug for ham alene eller for
bestemte andre Grundejere, som hver kan eje
en Del af Vejarealet eller alene have
Færdselsret med eller uden Vedligeholdelsesforpligtelse.
Sogneraadet har ikke Tilsynsret over for private
Veje, men skal ved Veje for flere Brugere, i
Tilfælde af Klager fra en af disse over mangelfuld
Vedligeholdelse, paakende, om Klagen er
berettiget, og i Mangel af Forlig om Istandsættelsen
ved Kendelse afgøre, hvad der skal gøres, og
hvem der skal gøre det inden for en bestemt
Frist. Udføres Arbejdet ikke efter Kendelsen,
kan Sogneraadet lade den private Vej
istandsætte paa deres Bekostning, som skulde have
udført Arbejdet.
Amtsraad og Sogneraad har
Ekspropriationsret for Arealerhvervelse til Vejudvidelser og
Nyanlæg af Veje. Amtsraadet har Ret til at tage
Sten og Grus overalt, hvor det findes, undtagen
i Haver og Lystskove, mod Betaling for Afsavn
og Forringelse af Jorden, men uden at betale
for Værdien af Materialet, alt for saa vidt
Ejeren ikke ved Opgravning, Sammenkørsel eller
paabegyndt Bearbejdelse har tilkendegivet, at
han selv vil udnytte Materialet. For Sten til
Brobygning skal dog Stenenes Værdi betales.
Sogneraadene har samme Ret til at tage Grus
og Ler til Vedligeholdelse af Bivejene, men ikke
Sten. Ved Amtsraadets Hjælp kan det faa
Retten til at gælde for 3 Aar ad Gangen i en
fremmed Kommune, som har rigeligt Grus. Derimod
gælder Retten ikke for Anlæg af nye Biveje. Da
Bivejene i vore Dage skal have Stenbelægning
lige saa vel som Landevejene, vilde disse
Bestemmelser være trykkende for Sognraadene,
hvis de ikke for længst havde mistet deres
væsentligste Betydning, fordi Grundejere har lært
selv at udnytte deres Sten, saa baade Amtsraad
og Sogneraad maa erhverve deres Vejmaterialer
ved Licitation eller købe Areal til en Grusgrav.
Medens Arbejdet paa Landevejene for den
daglige Vedligeholdelse udføres af
Amtsvejvæsenets faste Folk (se Vejinspektør), for
Nybelægninger sædvanlig med lejede Folk, men
egne Redskaber (Tromler) og ved Nyanlæg af
Entreprenører efter Licitation, kan
Sogneraadene lade Arbejderne ved Bivejene udføre som
Naturalarbejde, idet de større Ejendomme i
Kommunen hver faar et bestemt Vejstykke
anvist til Vedligeholdelse, medens Arbejdet ved
Nyanlæg fordeles saaledes, at de større
Ejendomme hver præsterer et vist Antal
Spanddage (Arbejde med Hest og Vogn), medens de
mindre Ejendomme yder et vist Antal
Gangdage (Arbejde ved Haandkraft). De fleste
Kommuner har nu opgivet Naturalarbejdet og
erstattet det med Licitationer, saaledes at
Omkostningerne gennem Skatterne fordeles paa
alle Kommunens Beboere. Kun ved Snerydning
om Vinteren er Naturalarbejdet endnu bibeholdt
mange Steder (se Snekastning).
Staten yder pekuniær Hjælp gennem en Andel
i Automobilskatten baade til Amts-, By- og
Sognekommuner, og under
Arbejdsløshedsperioder er i flere Kommuner ret store
Bivejsforbedringer udført som Nødhjælpsarbejde med
direkte Tilskud af Statskassen.
A. L-n,
I Norge var Vejen Kongsberg—Hokksund
antagelig den første, der blev planlagt og
bygget som Kørevej; den anlagdes 1625—30 af
Hensyn til Kongsberg Sølvværk, blev fra 1665
fortsat til Drammen og Oslo, og samtidig byggedes
Vejen Drammen—Larvik. Efterhaanden blev
flere og flere af de gamle primitive Veje
ombyggede, og der blev ogsaa anlagt adskillige
nye Veje af betydelig Vigtighed og Længde.
Endnu omkring Midten af det 19. Aarhundrede
lod dog det norske V. meget tilbage at ønske.
Store Fremskridt m. H. t. Vejbygningen
indlededes under den første Vejdirektør, Major C.
W. Bergh (fra 1864), og V. har senere haft en
rask og rig Udvikling. Den første Vejlov, af
28 Juli 1824, tog i særegen Grad Sigte paa at
bringe Orden i V.’s Administration, medens den
følgende Lov, af 15. Septbr 1851, fik forholdsvis
større Betydning for Vejbygningen. Den nu
gældende Vejlov af 21. Juni 1912 handler i 1.
Del om offentlige Veje paa Landet, i 2. Del om
private Veje. De offentlige Veje inddeles i
Hovedveje og Bygdeveje. Hovedveje er alle
vigtigere Veje, som forbinder Riget med Naboriget
eller Fylker indbyrdes, dernæst Veje, som
inden for et Fylke befordrer
Gennemgangsfærdsel mellem to eller flere Herreder eller tjener
en væsentlig Del af et Herred som eneste eller
vigtigste Adkomst til By eller andet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
