Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Veksel (Dokument)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjemstedet. I 12. og 13. Aarhundrede har
saadanne Forretninger udviklet sig navnlig blandt
de italienske Købmænd i Udlandet, f. Eks. i
Tyrkiet og Sydfrankrig. I denne V.’s ældste
Periode og i de nærmest følgende Aarhundreder
er det derfor i særlig Grad i Italien, at
Vekselretten udformer sig, om end andre Nationer
deltager deri. Senere har Flandern og
Frankrig og endnu senere Tyskland spillet en vigtig
Rolle i denne Henseende. Af særlig Betydning
er den franske og tyske Lovgivning i 17.
Aarhundrede. Denne Lovgivning fæstner Reglerne
om V.’s Transport gennem Endossement med
deraf flydende Retsvirkninger, og den
gennemfører det vigtige Princip, at V.’s Retsgyldighed
er uafhængig af det til Grund for V.’s
Udstedelse liggende Forhold mellem Parterne.
V. optræder i to Hovedformer: den egne V.,
hvorved Udstederen forpligter sig til selv at
betale et Beløb, og den trasserede V. (Tratte), der
er en i Vekselform udstedt Anvisning paa en
anden., hvorved denne opfordres til at udbetale
Beløbet. Ved at anerkende (acceptere) V.
paatager den, paa hvem V. er trukken, sig
vekselretlig Forpligtelse til at betale den. V. kan
enten være betalbar paa samme Sted, hvor den
er udstedt (Pladsveksel, indenbys V.), eller paa
et andet Sted (Distanceveksel). Formentlig har
den sidste Art været den oprindelige. I hvert
Fald førte den kanoniske Rets Regler om
Renteforbud tidlig til, at Pladsveksler, ved hvilke
Formaalet var ved Benyttelsen af Vekselformen
at optage Laan til højere Rente end den for
almindelige Laan tilladte, ikke blev tilstedte.
Først den nyere Tids Lovgivning har bragt
Forandring i dette Forhold. Aarsagen til, at man
ved Benyttelsen af Vekselformen var i Stand til
at omgaa Aagerbestemmelserne, kunde dels
ligge i, at Loven tillod højere Rente ved
Vekselfordringer, dels i, at Rentefordringen i V. kunde
have en mere skjult Karakter. Saafremt V.
lyder paa en udenlandsk Møntsort, kan der i
Kursen for denne Møntsort ligge en Rente
skjult, og selv hvor den lyder i Landets Mønt,
er der jo ikke i selve V. direkte stipuleret nogen
Rente, ligesom den i det hele intet oplyser om
det bagvedliggende Retsforhold mellem
Parterne. Da V. lyder paa Betaling af et vist
Beløb til et vist Tidspunkt, kan Renten ogsaa
fremkomme ved, at den, der modtager den før
Forfaldstid, betaler et mindre Beløb for den (se
Agio og Diskonto).
I Danmark og Norge fremkom udtrykkeligt
Forbud mod indenbys Veksler ved Frd. 31.
Marts 1688, og da Forbudet blev omgaaet ved,
at V. pro forma blev trukne paa udenbys
Personer, medens Meningen var. at Udstederen
selv skulde betale dem, søgte Frd. 26. Novbr
1731 at ramme saadanne Proformaforretninger.
Først ved Frd. 26. Juni 1824 blev det i
Danmark tilladt visse Handlende at udstede
indenbys V., en Tilladelse, som ved Frd. 7. April
1843 udvidedes til at gælde alle. Saadanne
indenbys V. maatte imidlertid kun udstedes i
Form af egne V., medens man over for
trasserede V. fastholdt Fordringen om distantia
loci, d. v. s., at den Paatrukne (Trassaten)
skulde bo andetsteds end Udstederen
(Trassenten). Denne Indskrænkning er ophævet ved den
nugældende Veksellov af 7. Maj 1880. I Norge
ophævedes Forbudet for V. paa under 400 Kr.
ved L. 13. Septbr 1830, men helt først ved L. 7.
Maj 1880. I nogle udenlandske Veksellove
findes endnu Fordringen om distantia loci ved
trasserede V.
Paa Grund af V.’s store Betydning i den
internationale Omsætning har man i lang Tid
stræbt at udforme en fælles international
Veksellovgivning, uden at dette er lykkedes. Vel
har de enkelte Landes Lovgivninger
efterhaanden i Indhold nærmet sig til hinanden; men en
fuldstændig Lighed er dog ikke naaet, og man
maa endnu for Hovedlandenes Vedkommende
skelne mellem 3 Lovgivningsgrupper: den
franske (hvis Hovedgrundlag er Code de
Commerce), den tyske (væsentlig støttet paa
»Allgemeine deutsche Wechselordnung« med senere
»Noveller«, som omkring Midten af 19.
Aarhundrede blev Lov i samtlige tyske Stater og senere
ophøjet til Rigslov) og den
engelsk-amerikanske (engelsk Bill of Exhange Act [1882], New
York Negotiable Instruments Law [1897]). De
tre nordiske Riger fik 1880 en fælles
Veksellovgivning, der paa alle væsentlige Punkter
slutter sig til den tyske Gruppe (se nordisk
Civillovgivning).
Alle Bestemmelser i moderne Vekselret sigter
paa at gøre V. saa let omsættelig som muligt.
Blandt Hovedbestemmelser, der forfølger dette
Formaal, kan nævnes følgende: V. skal lyde
paa en bestemt Pengesum og være betalbar
enten ved Forevisning eller paa et bestemt
Tidspunkt eller i hvert Fald en bestemt Tid efter
Forevisningen. Ikke alene Udstederen og
Acceptanten, men enhver, der ved Endossement
(s. d.) har transporteret den videre, hæfter
efter Vekselret, naar han ikke i selve
Endossementet har fraskrevet sig Ansvar. Imod et
Vekselkrav kan over for den godtroende Erhverver
det væsentlige — bortset fra Falsk og
Umyndighedsindsigelse — ingen anden Indsigelse
gøres gældende end dem, der skønnes af selve
Dokumentet eller maa være kendte af Vekselejeren
ved Overdragelsen, eller følger af selve
Vekselretten (se Vekselproces). Blandt
Indsigelser, der ikke kan gøres gældende, kan særlig
nævnes den, at Skyldneren allerede har frigjort
sig for sin Forpligtelse. Forpligtelsen og
Papiret er saa nøje sammenknyttede, at Betaling
uden Udlevering af Papiret ikke kan frigøre
den Forpligtede over for senere godtroende
Erhververe. Endvidere kan det fremhæves, at det
for V. til Grund liggende Forhold mellem
Parterne ikke kan fremføres som Indsigelse. Efter
dansk Ret er f. Eks. Spillegæld ikke retsgyldig;
men den. der har udstedt eller accepteret V.
for sin Spillegæld, maa betale V. Endelig maa
nævnes den særlig hurtige Retsforfølgning, der
kan anvendes over for enhver
Vekselforpligtelse. For en Del af de her nævnte Retsreglers
Vedkommende maa det dog erindres, at de i
større eller mindre Omfang i forskellige
Landes Lovgivning er gjort gældende ogsaa over
for visse andre Haandskriftskrav. For at
Vekselretten kan gøres gældende, maa
Vekselfordringens Eksistens konstateres paa betryggende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
