Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Velázquez, Diégo Rodrigues de Silva y
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saakaldte Bodegones). Allerede 1623 blev han kaldt
til Hovedstaden af sin Velynder, Hertugen af
Olivarez, kom gennem ham i Forbindelse med
Kongen, Filip IV, malede et Rytterbillede af
denne (brændt 1734), hvem det huede saa godt,
at han udnævnte ham til Hofmaler, aldrig
senere vilde lade
sig male af
andre og i Tidens
Løb gav ham
forskellige
Hofcharger. Da
Rubens 1628 som
Udsending
opholdt sig i
Madrid, sluttede
han Venskab
med V., og paa
hans Raad
foretog V. en
Rejse til Italien,
hvor særlig den
venetianske
Kunstner
Tintoretto og hans
Landsmand
Ribera i Neapel fik Betydning for hans
Udvikling (under Italiens-Rejsen 1629—31
malede han to friske Studier af Haven ved
Villa Medici og nedennævnte store »Vulkans
Smedje«). 1631 var han atter i Madrid. Endnu
en Gang fik V. Lejlighed til at komme til
Italien, da han 1649—51 besøgte en Række
italienske Byer (Genua, Venedig, Parma, Firenze,
Neapel o. a.) og et Aars Tid opholdt sig i
Rom for at købe Malerier og Antikker til den
spanske Konge. — Saa jævnt og roligt, som
V.’s ydre Livsvilkaar føjede sig, saa jævn og
rolig er ogsaa Væksten i hans Kunst. I nøje
Tilslutning til den sunde, barske Realisme, som
var den nationale spanske Kunsts bedste
Egenskab, udvikler ogsaa V. sig. De tidligste
Billeder fra hans Sevilla-Periode (der viser
Indflydelse fra Juan de Roelas og Ribera) er, selv
om de bærer religiøse Titler (Hyrdernes
Tilbedelse, Prado), i lige saa høj Grad
Folkelivsbilleder som et udpræget Billede af denne Art,
»Aguador« (ɔ: Vandhandleren, i Aspley House,
London). Ogsaa langt senere religiøse Billeder
bærer stadig dette »jordbundne« Præg, hans
Fremstilling af »Madonnas Kroning« ejer ingen
Ekstase, Scenen af »Antonius’ Besøg hos
Paulus« (Prado) ingen Mystik; »Kristus paa
Korset« (Prado) og »Kristus ved Martyrsøjlen«
(London) er maaske de Arbejder, man vil
tillægge den rigeste Stemning. Men var V.,
saaledes som Jul. Lange har sagt, ikke »synsk«,
saa ejede han til Gengæld et desto skarpere
Øje for alt, hvad der kan opfattes af Tingenes
maleriske Væsen og deres Karakter. Og han
blev, ved at uddybe og forfine disse sine
naturlige Anlæg, en af alle Tiders største Malere
og mest fremragende Portrætkunstnere. Da han
kom til Madrid og begyndte at virke ved
Hoffet, fulgte han til at begynde med nærmest den
Tradition, hans Forgængere som Hofmalere
(Anthonis Mor, Coello) havde uddannet for
Repræsentationsportrættet. V.’s første Billeder
af Kong Filip IV og hans Broder, Don Carlos,
er skarpt tegnede, spinkle i den maleriske
Virkning, uden særlig Fylde i Farven. Men følger
man denne Række frem, viser der sig en klar
og rolig Udvikling, en stigende Sikkerhed i den
plastiske Modelering, som fremtræder i sin
fulde Overlegenhed i det berømte Billede af
Drikkebrødrene (Los borrachos, 1629, Prado,
Madrid). Herefter følger den første italienske
Rejse, fra hvilken »Smedjen« (ɔ: Apollon
bringer Vulkan Budskab om Venus’ Utroskab),
foruden at give et Indtryk af hans maleriske
Udvikling, giver Bevis for, hvor lidt et saadant
klassisk Emne, malet i den klassiske Kunsts
Land, fik ham bort fra hans jævne Opfattelse.
Men den »anden Periode« i V.’s Produktion er
dog bedst karakteriseret ved »Bredas
Overgivelse« (»Las Lanzas«, Prado), et
Mesterværk af bred og overlegen Behandling, ikke
mindre end ved Fortællingens Fynd og
Klarhed. — Den sidste Periode (Manera abreviado,
den forenklende) i V.’s Kunst viser saa en
endnu stærkere Søgen efter at naa den fyldigste
maleriske Stemning; som han i »Æresdamerne«
(Las meninas, Prado) og »Tapetvæverskerne«
(Las hilanderas, Prado) behersker Lyset, er
han i Virkeligheden Forløber for det 19.
Aarhundredes Plein-air-Maleri og Impressionisme,
og har bevislig ogsaa været en Befrier og
Forløser for denne. Som Tekniker er han i disse
sine modneste Værker uforlignelig; V. synes
at have malet med sin Villie alene, uden Hjælp
af sin Haand, er Mengs’ beundrende Udbrud;
som Kolorist er han af en Harmoni og
Skønhed, tit inden for ganske faa Farver (graa og
rosa) af en symfonisk Klangfylde, saa han ogsaa
der staar som den uopnaaelige Mester. —
Foran har der været Lejlighed til at fremhæve de
monumentale Arbejder, der er Milepælene i
V.’s Produktion; her skal nævnes hans
berømteste Portrætter: i Prado-Samlingen i Madrid
findes hans talrige Billeder af Kongefamilien,
Kongen, hans to Gemalinder, Broderen
Fernando d’Austria, Sønnen Don Baltasar Carlos
og Datteren Margarita, snart Brystbilleder,
snart i hel Figur, i Jagtkostume eller til Hest;
blandt Rytterportrætterne maa ogsaa
fremhæves det glimrende af Kunstnerens Beskytter,
Hertugen af Olivarez. Denne Kunst for Hoffet
er saa lidt »Hofkunst« i Ordets almindelige
Betydning, at end ikke det ringeste Gran af
Smiger og Forskønnelse pletter Kunstnerens
Opfattelse. Redelig og alvorlig, sanddru og dyb i
sin Karakteristik hører V.’s her nævnte
Portrætkunst til den menneskelig set mindst
opstadsede i 17. Aarhundrede; han er streng og
objektiv i sin Opfattelse som Holbein, men har
dog trods sit rolige og forbeholdne Væsen mere
sympatisk Følelse for sine Modeller end denne.
Har han saaledes ikke forskønnet eller smigret
Hoffet, saa har han paa den anden Side ikke
ladet sin Overlegenhed spille i Haan eller
Karikering af de Stakler, Hofnarre og Idioter,
som han ogsaa havde at »forevige«; maaske
ingensteds fejrer hans Evner til at ramme det
fysiognomiske Udtryk lige i Centrum større
Triumfer end her: Pablillos de Valladolid, El
Primo, Sebastian de Morra, Hofnarren Don
 |
| D. R. de S. y Velázquez. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
